Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 34. Lørdag 26. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
333
og Maries Bryllup fandt Sted i Siegmaringen 1893,
og da en liden Søn fødtes dem ti Maaneder senere, sendte
Dronning Elisabeth den lille Tronarving den yndigste
lille Vugge. Snart efter vendte hun tilbage til
Bukarest til sin Mand, hvor hun siden liar tilbragt
lykkelige Dage sammen med alle sine Kjære, og
ikke mindst med den lille Prinsesse, der bærer hendes
Navn, og som gjenkalder i hendes Erindring de fire
lykkelige Aar da hun selv var Mor. Carmen Sylva
har aldrig villet have noget at gjøre med Politik
eller Statsanliggender, hendes Kald er gaat i en anden
Retning, men under Krigen 77—78 var hun utrættelig
i at pleie de saarede Soldater og tilbragte hele sin
Tid paa Hospitalerne. Man kaldte hende „Muma
Rånitilor", de Saaredes Mor, og Officerernes Hustruer
reiste efter Krigen, til Ære for deres Dronning, et
Monument, der forestillede en Kvinde givende en
saaret Soldat Vand.
Dronning Elisabeth følger fremdeles sine
Sædvaner fra Barnedagene. Hun staar tidlig op om
Morgenen, længe før hendes Hofdamer; og i de
tidlige Morgentimer hengiver hun sig til sine elskede
Studier. De fleste af hendes Digte er skrevet paa
denne Tid af Døgnet, om Vinteren ved Lampelys.
Hun siger selv, at hendes Tanker er klarest og friskest
med det samme hun vaagner om Morgenen, og førend
den øvrige Verden endnu er kommet paa Benene.
Men Pennen er ikke Carmen Sylvas eneste
Vaaben; hun bruger Naalen næsten ligesaa flittig,
og først og sidst har hun rundt om i sit Rige
ud-saaet en rig Sæd af gode og’ædle Handlinger, der
allerede spirer og bærer sin rige Frugt.
Barnets Forhold tiI Dyrene.
,ver Far og Mor lærer vistnok sit Barn, at det ikke
maa plage Dyrene. Det er godt og vel; men dersom
de ikke tillige indprenter det Kjærlighed til disse, da
forsynder de sig alligevel, idet de undlader at aabne
Adgang til Glæder saa rige og dog saa let opnaaelige.
er i os en Samklang med alt, som lever; derfor vil
Leg blandt Dyrene bli en anden end den med Dukker
og lavet Legetøi. Hvad Dyrene kan være som Legekamerater,
ved kanske den bedst, som er vokset op i et Hjem, hvor
Lidelsen var inden Døre. Den kan vidne, at det var Helsebod at faa
tumle sig mellem de umælende Venner, naar Stemningen derinde
i Stuen virkede trykkende paa Barnesindet, og at Smerterne
lindredes ved at græde ud hos disse tause, trofaste Væsener. Og
Minderne om slige Stunder vil følge gjennem hele Livet, manende
til Barmhjertighed og Godhed.
Ret talt, trænges det vist ikke at lære Barnet at elske
Dyrene; thi Kjærlighedens Spire er vistnok nedlagt i Sjælen.
At opelske og værne denne mod brutal Berøring er den Pligt,
der paahviler os, som Voksne er. Først og fremst maa vi i Ord
og Handling vise, at vi elsker vore Medskabninger, og dernæst
maa vi gjøre alt vort for at forhindre, at Barnet blir Vidne til
andres Mishandling af dem. Det sidste er jo uopnaaeligt, saa-
længe Raaskaben eksisterer, ja saa ofte gaar upaatalt hen paa
vore Gader og Veie. Vore Bønner og Forestillinger blir somoftest
mødt med Spot. Lad os dog ikke bli trætte; det kunde dog
ske, at vore Ord virkede, og det kanske helst, naar vi for Barnets
Skyld bad dem behandle sine Dyr humant.
Første Gang Barnet stilles Øie til Øie med Grusomheden,
tror jeg, Uvilje og Harme mod Udøveren vil vækkes; men stadige
Gjentagelser vil maaske virke derhen, at Medlidenhedsfølelsen
efterhvert afstumpes, ja endog føre saa langt, at Synet nydes
med Behag.
Fra min tidligste Barndom maa jeg bære en Erindring om
den Uretfærdighed, Mennesket som ,,Skabningens Herre"’ udøver.
Jeg saa en Mand prygle sin Hest, fordi den ikke kunde trække
op et Læs, som havde sat sig fast. Samme Mand var meget
snil mod mig, og det gjorde vel sit til, at Forfærdelsen
overvældede mig og prægede Billedet saa tydelig, at det aldrig lader sig
glemme. Efter dette blev min Hengivenhed for ham aldrig den
samme som tidligere, og enddog nu, da jeg skjønner, at
Ophidselsen kunde være tilgivelig, og at det nærmest var
Selvbeherskelse som manglede ham, endnu mindes jeg hans Handling
med Gru.
Et andet, som ofte har berørt mig pinligt, er Børns
Nærværelse ved Slagtning. Naturstridigheden ved dette, at Mennesket
dræber et værgeløst, uskadeligt Dyr, kan være vanskelig nok
folden Voksne at forsone sig med. Alligevel tillader mange uden
Betænkelighed sine Børn at være Tilskuere ved en slig Scene.
Kanhænde Barnet intet ræsonnerer derved; sporløst gaar det ikke
over den tendre Sjæl. Om ikke paa anden Maade, saa vil Optrinet
i Søvne stille sig frem og med sin Gru tage Engledrømmen bort.
Det, jeg her har paapeget, vedrører hovedsagelig Forholdet
til Husdyrene, hvis Liv vi direkte gjør Indgreb i. Men ogsaa
de Tusinder, store og smaa, som lever frit i Skog og Mark, bør
vi lære at give Agt paa. Interesseløsheden skader os selv mest.
Fuglen som synger i Trætoppen, Haren som gjemmer sig;
Lyngen, ja enddog en liden Orm i Græsset er Mestere til at jage
Kjedsomheden bort, om vi bare vilde høre og se efter lidt bedre.
Vandrer vi omkring i det fri, er der kanske ingen af de os
omgivende Skabninger, der saa vel formaar at vække os af
Tankeløshed som Krybdyr og Padder; thi de bringer os gjerne til at
skrige op med et: ,,Uf;i. Følgelig lægger vi Ansigtet i de
foragteligste Folder og skynder os forbi. Som Modsætning skal jeg
faa Lov at fortælle følgende: Jeg spaserede en Dag henad
Landeveien sammen med et Par unge Ægtefolk og deres toaarige
Barn. 1 Grøften opdaged vi en Vandsalamander. Med største
Interesse tog Fruen den op i Haanden, betragtede den og viste
Barnet den. Derefter bar hun den hen i en Vandpyt, da
Grøften var blit for tør. Denne hendes Handling talte mer end
mange Ord. Og i dette Stykke er heldigvis ingen for gammel
til at lære. Ved Hjælp af en Smule Vilje kan vi vænne os af
med denne Afsky og fatte Godhed i Stedet enddog for de simpleste,
„styggeste" Kryb.
Vor Evne til at udrette noget godt er ofte mangelfuld, og
vi vælger mangengang i vor Uforstand Midler, der nedværdiger
en god Hensigt. Her synes mig dog at være en Opgave, som
ikke lader sig forkludre af vore Feilbegreber, bare vi har —
Kjærlighed nok.
Letta.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
