Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 34. Lørdag 26. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
Kjære Hilda! — Du klager over, at det er saa faa Forældre
som forstaar at føre sine Børn ud i Naturen, lære dem at søge
de rene, ædle Glæder den har at byde og at læse i den som i
den bedste af alle Bøger.
Det er lykkedes dig at tage dine Børn ved Haanden og føre
dem ud i Naturens Rige, vise dem hvilke Rigdomme de Livet
igjennem her har at øse af, lære dem at forstaa dets skjønne
Billedsprog og at lytte til alt hvad der her hviskes og synges, kjæmpes
og vindes, til Lidelsens dybe Ve og Triumfens gladeste
Jubelsang der toner over alt og alle, og derfor ønsker du saa inderlig
at andre ogsaa skal forstaa det samme.
Ja, det er saa sandt hvad du siger, kjære Hilda. Og det er
bare saa sørgeligt at saa Forældre virkelig er med her. Enhver
Mor der følger sit Barn lidt nøiere i dets aandelige Udvikling
ved, at det ikke blot er det friske lille Legeme som uophørlig
er og maa være i Aktivitet, men at ogsaa den lille Aand er i
uafladelig Bevægelse med at optage i sig den store, forunderlige
Verden som den er sat ind i og dens Mening. Derfor de mange
Spørsmaal som ofte kan sætte en Mor i slig Forlegenhed. Og
her gjælder det ikke at gaa træt, men saa langt Evner og Kræfter
strækker at tage sit Barn ved Haanden og hjælpe det at læse i
Naturens og Livets store Bog, som Paludan-Muller saa skjønt lader
hin Mor lære sin lille Gut hvad det er at „være" —
Ja hvilken Skjønhed og Glæde, hvilken Hvile for det trætte
Sind, hvilken dyb Livsfilosofi har ikke Naturen at byde. Her
er al Kunsts Oprindelse og Ideal, her er den største, den
fuldkomneste og den mest beaandede Skjønhed, her hersker den
dybeste Stilhed, her lyder den mægtigste Tale. Her fortæller
alt om Livets Ophav, om Tilværelsens Kamp, om Døden og om
Livet som seirer over alt og efter hver tilsyneladende
Tilintetgjørelse kun iklæder sig skjønnere og ædlere Former.
Den lille, frodige Birk som har skudt Rødder i den lille
Jordremse mellem de nøgne Klippevægge, og nu breder sine fine
Grene ud over det sorte Fjeld, Løvetanden som spreder sig des
mere man træder paa den, Edderfuglen som ribber sit Bryst
for at bygge sine Unger et lunt Rede, Granen som hæver sin
Krone høit og vidt over Vinterens hvide, kolde som over
Sommerens bløde, grønne Tæppe, og Havet der stormer i vild Brusen
og lyser i fredfuld Helg som en Menneskesjæl kan storme og
lyse, alt liar s i t at berette og sit at synge ud for de stakkars,
forkavede Menneskebørn som vandrer forbi.
Men de stakkars, forkavede Menneskebørn hører ikke og ser
ikke; de er optaget med sig selv, og forstaar ikke at Naturen
derude ogsaa er en Del af dem selv, at den i tusind
Afskygninger gjengiver, forklarer og tolker det Liv og den Strid der føres
i hvert Menneskebryst.
Der bor en gammel Mand etsteds i en af vore vakreste
Bygder. Han er meget over de otti nu; men hver Vaar naar
Trækfuglene kommer tilbage, og Skog og Mark klæder sig "i
Grønt, er det som Ynglingens Glød og Kraft lægger sig over
hans Pande, som Gangen bliver spænstigere, Blikket lysere.
Hver Sommer sidder han paa sin vante Plads som en Fyrste
paa sin Borg og skuer ud over Bygden; hver Morgen tager han
sin Tur gjennem Have og Marker, og altid kommer han tilbage
med et Stænk af Skog og Fjeld over sig. Det er som de
skabende og spirende Kræfter i Naturen for liver Gang gyder ny
Ungdom over hans Sjæl. Den Mand vilde aldrig være blevet
fattig, selv om hans Kaar havde været mindre gode end de er.
Forkyndere af „Det gode Humørs Evangelium-’, der fortiden
prædikes saa ivrig i England, fremholder, at Menneskene i
Virkeligheden eier alt hvad de ser, og hvad de kan glæde sig ved. End
om vi alle, kjære Hilda, stræbte efter at blive den Slags
„Grundejere’1? Her er en Arv enhver fattig Mor eller Far kan give sine
Børn, og som ikke kan ødes eller lægge øde; en Arv som kun kan
virke forædlende, og som paa den vakreste og deiligste Maade bærer
Undervisning om Livet, og om den som gav det.
(Indsendt til „Sofahjørnet"). -i
Kjære — — — I
Tak foi Deres elskværdige Indbydelse til en lun Pasiar i
„Sofahjørnet"! Men jeg ved næsten ikke om jeg tør driste mig
frem til Plads?
— Jeg er ganske enig med Dem i det, at der sløses vel
meget med Ordet „Idealist" som med de m^nge andre Ord og
Navne her i denne Verden. Kun den, der trods alle Skjær —
alle de onde Magter — alligevel er og bliver den rene — eller
om de hellere vil — den ægte Idealist, kun den der klarer den
saare vanskelige Nødvendighed at være Realist uden at synke
ned til Pessimisten eller til den foragtelige uvirksomme Drømmer,
kun den bærer med rette dette skjønne Navn. Ffter min
Mening det skjønneste, mest fortjenstfulde af alle de Navne
Menneskene nu engang finder nødvendig eller Fornøielse i at pryde
eller hædre sig med. — Sig mig, udfylder ikke Idealisten og
Realisten hinanden som Lyset Mørket? Bliver ikke Idealisten en
ægte Idealist kun fordi han er en ægte Realist? Og er det saa,
da kan aldrig, trods Skibbrud og Skuffelser, den ægte Idealist
saa ganske tabe Haabet og Troen paa at der dog maa være noget
vakkert og godt, ja megen ægte Adel netop under Arbeidstrøien,
selv om den imellem viser sig temmelig fillet og smudsig —
moralsk seet. Idealisten ser og aner bedst af alle de mange
Faktorer hvoraf Livet er sammensat. Han ser de onde Magter,
hver eneste en, ser klart hvor sørgelig Gudebilledet i al
Skabningen er bleven splittet i Stumper og Grus; men netop derfor
kravler han ogsaa ihærdig op igjen fra Skibbruddene —
beklagende dog ikke foragtende de Stakler som fortaber sig som
„Drømmere" eller „Pesimister", søger paany videre mellem „de
onde Magter". Og dette simpelthen fordi Idealisten tror saa
fuldt, saa helt paa Gud — Skjønhedens, Retfærdighedens og
Kjærlighedens Haandhæver — tror urokkelig paa hans Almagt
og Vilje til at berge, tidlig eller sent, en Gnist ialfald af
Gudsbilledet sit hos denne sin stakkels Skabning, der mer eller mindre
omringes af alle disse onde Magter De nævnte. Alene Idealisten
ikke „Drømmere" eller „Pesimister" er det der optager Pligterne
der hvor de kalder, der indskyder sin Kapital af Godhed, Sandhed,
Arbeide og Ihærdighed hvorsomhelst han ser og aner at det
trænges og som først af alle ser ’og glædes over de vakre Glimt
mellem alle Livets fæle Magter. Jeg tror ogsaa, at Idealisten ikke
fortjener sit skjønne Navn ene og alene ved egen Fortjeneste,
néi der ligger en Slags Begavelse i den Retning, givet af
Skabningens Herre — i Vuggegave ? — Given til megen Kamp og
Smerte maaske for ham selv, men til Velsignelse for de mange,
givet ham for at han skal seire over de onde Magter og for at
Gudebilledets Stumper skal samles mer og mer. Og saa skal
der blive Fred paa Jorden — Idealisten opnaar den Løn han
stræver for med Gud som Arbeidsherre: Fred paa Jorden og
i Menneskene en Velbehagelighed!
Kjære, som De nok forstaar, er jeg kun en af disse mange
uægte Idealister, „Drømmerer" maaske, men Gud ved, det
ordentlig skriger i mig efter at kunne blive den ægte ! — Skal,
kan jeg trøste mig med at „mange er kaldede men faa udvalgte?"
Fra jeg kan huske tilbage og til Dato har jeg altid vandret paa
Armodens mange og forskjellige Stier! De „Reflekser" fra
Idealismen jeg har faaet varmet mig ved, har været mig til megen
Trøst og Styrke. Og møder jeg engang den ægte og sande Idealitet,
da ved jeg, at dette Møde skal have sin velsignende Virkning!
Dette er altsaa hvad jeg har at sige til Deres Spørgsmaal.
Jeg kommer med det ligefrem og enkelt, — uvant som jeg under
det ensformige, begrændsede Liv jeg fører, er til at bruge Pennen.
A. W. R.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
