Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 37. Lørdag 16. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
368
URD
Tanke slog ham et Øieblik, at han til sin usigelige Lettelse vilde
finde, at han havde taget feil.
Hans Ansigt blev lidt roligere, og han var taus et lidet
Øieblik.
I denne korte Stund kom Dot til at tænke paa, at Larrie
vist vilde blive syg, saa gjennemvaad som han var. Hun lagde
sin Haand paa hans vaade Ærme og forsøgte at faa ham bort
til Hallen.
„Kom og faa paa dig tørt Tøi," sagde hun; „hvor vaad
du er 1"
Men han rørte sig ikke.
„Jeg vil tale med dig," sagde han.
»Ja, naar du har faaet tørre Sager paa dig," indvendte Dot,
„det vil bare tage to Minuter."
Han satte sig ned paa en Stol.
„Nei nu," sagde han.
Hun tog Plads paa Kanten af Sofaen ved Siden af det
sovende Barn. Hendes Opmerksomhed blev delvis bortledet ved
en Flue, der vilde sætte sig paa Babys Ansigt.
r Jeg gik til Bayley idag for at faa noget Brevpapir navnet,"
begyndte Larrie og syntes at vente et Svar; men Dot fandt ikke
noget rart ved det og saa bare mere opmerksom ud.
„Der laa en Prøve af dette paa Disken," fortsatte han og
kastede bort til hende et Ark Papir med gammel engelsk Tryk
paa blegrød Bund.
Hun for ganske ærgerlig op.
„For en Skam!" raabte hun. Hun læste det gjennem, mens
hun stod der, og skjønte, at al Farve var vasket bort af
hendes vakre Maleri; ei Udtryk af sterk Skuffelse bæved om
hendes lille Mund.
„Det er altsaa dit Navn?" sagde Larrie, og hans Stemme
klang rent mat.
Dot lysnede lidt op. „Ja, naturligvis ; gid du ikke havde
set det ligevel. Jeg længtede saa efter at overraske dig." Hun
gik nærmere hen til ham: „Vil du ikke kysse din egen lille
Melba ?■
Hun følte selv, hvor flaut det Hele lød og skulde gjerne
grædt af Harme og Skuffelse. Saa husked hun paa Larries
Vrede for et Øieblik siden. „Men hvad var det, som gjorde dig
ærgerlig ?" sagde hun.
„Hvordan kunde du vove at gjøre dette?" Han begyndte
at blive heftig igjen. „Det kommer af at lade denne fæle
Fyren komme saa meget her i Huset".
„Mener du Hr. Wooster?" Dot begyndte at blive ræd for
hans Forstand.
„Du skal paa hans Anmodning synge paa hans Koncert,
og det har du skjult for mig!" Larries Stemme blev skarp
og høi.
„Ja, naturligvis," svarede Dot. Derpaa sagde hun ganske
langsomt: „Vil du virkelig sige, at alt dette Staahei er, fordi
jeg skal synge paa Fredag?"
„Fredag," næsten skreg Larrie, han havde ikke bemerket
Datoen, saa optaget havde han været ved at se sit eget Navn
med „Fru" foran paa det grønne Papir.
„Fordi jeg skal synge paa Fredag?" gjentog Dot. Med en
overmenneskelig Anstrengelse beherskede Larrie sig; han vidste,
hvor unyttig al Vrede er.
„Fortæl mig alt," sagde han kort. „Staa der."
Dot var gaat hen til Sofaen igjen, men, gik nu for at
spare Tid bort til ham, uagtet hans Tone var saa udfordrende.
Hun vidste, at dersom hun nægtede at gjøre det, naar han var
slig som nu, vilde han have holdt hende fast med Magt. Saa
fortalte hun om, hvilke høie Tanker, Hr. Wooster havde om
hendes Sang ; hvordan han var sikker paa, at hun vilde gjøre
Lykke, bare man fik høre hende, og hvorledes han havde
ordnet alt med Koncerten bare for at give hende en Anledning, og
hvorledes hun havde boldt det hemmeligt for at kunne overraske
sin Mand. Han hørte alt til Slut og forstod, at hun ikke havde
skjult sin Plan af nogen uværdig Grund.
„Men ikke engang i Drømme vilde det faldt mig ind at
tillade dig at optræde offentlig," sagde han; „saa du faar snarest
muligt sige Hr. Wooster, at han maa finde en anden istedenfor
dig." Han reiste sig nu, som om alt hermed var afgjort, ja tog
af sig Hatten og gjorde en Bemerkning om, at han var vaad.
Men Dot var meget bleg.
„Larrie, mener du at sige, at du vil forsøge at stanse
mig nu ?"
„Jeg mener, at jeg skal stanse dig, der vil ikke blive Tale
om noget Forsøg paa at gjøre det,u sagde han.
Han havde endnu ikke gjenvundet sin Selvbeherskelse, og
dette sammen med den ubehagelige Fugtighed — som ban nu
begyndte at føie — gjorde hans Tale noget despotisk.
„Lad mig faa høre dine Grunde," sagde Dot; hendes Stemme
var rolig, rent uhyggelig rolig.
„Jeg bryder mig ikke om, at min Hustru skal synge paa et
offentligt Sted som dette, jeg liker slet ikke Maaden, hvorpaa
det Hele er ordnet, jeg liker ikke, at du har saa meget at gjøre
med den Fyren; dette er fuldkommen nok." Han gik henimod
Døren. „Hvor er min gamle brune Frakke? Jeg haaber, du
ikke har givet den bort."
Men Dot blev siddende paa Sofaen altfor oprørt til at kunne
tænke paa den brune Frakke — hun lagde ikke engang merke
til Spørgsmaalet. Af tyve forskjellige Følelser var Oprørsfølelsen
den allersterkeste. „Jeg vil optræde, — jeg vil", gjentog hun
atter og atter i saa voldsom Sindsbevægelse, at Barnet begyndte
at bli uroligt og røre paa sig. Larx-ie var gaat ud for at
skifte Kiær.
„Jeg vil optræde," sagde hun med sterk Betoning paa vil.
„Bab, bab, bab," sagde Barnet sagte, idet han gabede og strakte
Armene ud. Dot byssede lidt paa ham. „Sov, sov," sagde hun.
„Go —o —gul," svarte han paastaaelig og reiste sig halvtop.
Hun tog ham mekanisk i sine Arme og lagde ham paa Fanget.
Men hun kunde ikke tænke paa andet end Larries Befaling,
der udtalte Dødsdommen over alle hendes kjære, rosenfarvede
Drømme. Hun tænkte for Øieblikket neppe paa, at Barnet var til.
„Han er da ikke min Herre," sagde hun høit med et oprørsk
Udtryk i Øinene.
„Jo, han er," svarte Larrie rolig, idet han traadte ind af
Sidedøren.
(Forts.)
Smaapigers Venskab.
fer kan være noget svært usundt ved Pigebørns
Venskab. Og mon det nu egentlig er saa heldigt, at
unge Piger med en Søskendflok faar Anledning til at
dyrke og dyrkes af Veninder? — De mange
Veninder skiller saa ofte Søskend ad, hvilke dog i
hverandres Selskab skulde have sin bedste Glæde. —
Hvor langt sundere vilde det ikke ofte være for Smaapigerne at lege
med sine mindre Brødre og Søstre end saa evig at spasere med
Veninder? — De Pigebørn, som bare har en Veninde, er det
ikke saa farligt med, da Mødrene lettere kan føre Kontrol med
en end med flere. Men de, som bestandig maa have en Veninde
om sig, hvilken da altid er den bedste, og som de ved
enhver Anledning maa udøse sit Hjerte for, de blir dog
let fremmede i sit eget Hjem — — De faar ogsaa saa
ofte den Manér stadig at ville gjøre sig interessente for den
anden Part, f. Ex. ved at fortælle om sine Oplevelser hjemme og
gjøre hver liden Tjeneste ligeoverfor de andre Søskend til et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
