Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 41. Lørdag 14. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408
urd.
hele Opfatning og dels i Fraværelsen af alle Emner, vedrørende
kvindelig Virksomhed ude i det store Samfund. Bladet er
ingenlunde en ubetinget Tilhænger af det bestaaende, tager
tvertimod freidig fat paa Opfatninger, der af Samtiden ansaaes
saare vel begrundede, og denne Kamp føres baade paa det
moralske og sanitære Gebet. Idet vi anfører enkelte Prøver
herpaa, forudskikker vi den Bemærkning, at i
«Fredags-Selskabet» optræder Repræsentanter for de forskjellige Spørgsmaal.
De religiøse Emner behandles af en Presteenke, de sanitære
af en Barberenkc, de erotiske og konventionelle af en liden
munter Jomfru, en gammel vægelsindet Jomfru o. s. v.
(Forts.)
Ungdommen.
jer tales og skrives saa meget om Ungdommen nu for
’ Tiden. Og at der er mange Skjævheder og Skyggesider
ved unge Damers Maade at være paa er altfor sandt.
Men det er ikke godt for en ung Pige heller at komme
ind til Kristiania uden Slægt og Venner at ty til. En ung
Pige kan paa den Maade mod sin Villie trækkes ind i et
Gadeliv, som er alt andet end sundt.
For en ung Pige at komme i Huset til en dannet
Familie som Veninde af Døtrene er ikke let. Man taler om
Kurser og Skoler ja, og de Bekjendte man der faar. Ja,
det er nu et. Men et ganske andet er det at faa Adgang
til de unge Kristianiadamers Hjem, saa man har en tryg,
glad Følelse af ikke at genere eller komme til Bryderi.
Gjæstfriheden er ikke saa udviklet i Byen som paa Landet.
Den dræbes lidt efter lidt af Tidens Nydelsessyge og store
Fordringer. Men der findes endnu Rester af den. I Byen
er jo Fordringerne saa store med Hensyn til Mad og Drikke,
at Folk ikke synes de kan udvide sin Omgangskreds. Og
her har Mødrene Skylden, for det er dem, som opdrager sine
Sønner og Døtre til al denne Luxus og Egoisme. For i
Grunden saa er det ikke andet. Jeg kjender Mødre, som
næsten ikke tillader sine Børn at se nogle Venner hos sig
tilaftens, bare fordi det volder Bryderi. Og der er andre
Mødre, som ikke synes, at de kan have nogle unge hos sig
uden varm Mad og en hel Staahei. Det er ikke al den
Maden, Ungdommen bryr sig om. Gjør det koseligt for dem,
og interesser dere for dem, og de kommer nok! Aa, der er
saa mange unge Piger herinde, som slider og stræver for at
skaffe det nødvendige i Kampen for Tilværelsen. Lidet Raad
har de; der maa spinkes og spares. De kommer ofte fra
dannede Hjem og er vant til ganske andet end en liden trang
Hybel, som de nu maa nøies med. Tidens Krav har ført det
med sig, at de maa arbeide for Livets Ophold, ofte langt fra
alle sine. At gjøre Livet lidt lyst for disse unge Piger, det
maatte være en skjøn Opgave.
Men de unge Mænd da, spørger man? Hvad gjøres der
for dem ? Lidet nok. Men det er dog meget lettere for
dem end for de mangfoldige unge Piger herinde, som tjener
sit Brød som Telefonistinder, Kontordamer og lignende, ofte
med en saa ussel Løn, at jeg synes deres Overordnede burde
skamme sig ved Tanken paa, hvad de udsætter dem for.
Der er endnu nogle unge Piger til, som jeg synes trænger
vor Sympathi, og det er de unge Sygepleiersker. Ingen slider
slig i det, og hvad har de for Glæde af Livet udenfor sin
opofrende Gjerning ? Mon det er faktisk, som alle synes at
gaa ud fra, at de er anderledes end andre Mennesker? Man
ser næsten aldrig vore Diakonisser eller de andre Sygepleiersker
paa Koncerter eller paa Gaden eller noget Sted udenfor sin
Plads uden i Kirken. Og dog er der Ungdom iblandt dem,
og netop fordi de har en saa tung, ansvarsfuld Gjerning,
trænger de lidt af del, som gir Livet Solskin. En Syge- •
pleierske trænger af og til en Modvægt mod alt det triste,
hun ser. Aa, om rigtig mange gode Hjem her i Kristiania
vilde sætte det som en Livsopgave at lyse lidt op for mange
af disse unge, arbeidsslidte Kvinder, da vilde Bibelens skjønne
Ord blive opfyldt: Alt hvad I gjør for disse mine mindste
Brødre, har 1 gjort mod mig. Th.
JflOP.
or — det vakreste Ord, vort Sprog eier!
Hvad Skatte gjemmer ikke det Ord i sig for et
Barn — Tillid — Tro — Hjælp — Raad. Og vi
Mødre, vi, som har faaet føie denne uendelige Lykke
at blive kaldt Mor, hvilke Pligter, hvilket Ansvar har vi ikke
ligeoverfor Gud, ligeoverfor vort Barn! Hvad skylder vi ikke
det lille uskyldige Væsen, vi har sat ind i Verden! —L Den
største, den skjønneste Opgave, en Kvinde kan have, er ikke
det at være helt ud Mor for sit Barn kjærlig, taalmodig,
opofrende! Hun skal hegne om den Skat, Gud har givet
hende, ømt, alvorligt. Og skulde ikke dette være en kjær
Pligt, ja, en Trang hos hende? Man skulde tro det —- og
alligevel — ser vi ikke ofte det, som beviser’ det modsatte?
Jeg har blot i to Aar været Mor — jeg kan bare tale om,
hvad der for mig staar som det eneste rigtige, men jeg tror
at mange, mange Mødre er enige med mig her!
Hvad jeg med disse Linjer vil sige er: Ofre eders
For-nøielser paa Pligtens Alter.
Da jeg første Gang tog mit Barn ind til mig, følte jeg
Fryd, Stolthed, Taknemmelighed — men samtidig Ansvar —
Ansvar ligeoverfor det lille, hjælpeløse Væsen, der var betroet
mig, og Ansvar ligeoverfor min Gud, der skjænkede mig denne
usigelige Lykke — at faa blive Mor. Jeg følte det som en
kjær og hellig Pligt selv at stelle mit Barn og — saavidt
muligt, altid være om det. Og de Ofre, jeg bragte, var
let-kjøbt, for de var kjære. Men — ja, det kan vist være mange
«men»er — der kan , spørges, om man ikke ogsaa har Pligter
ligeoverfor sin Mand, f. Eks. til at følge ham i Selskab, i Teatret
o. s. v. For mig staar det slig, at saalænge Barnet er
hjælpeløst og trænger en Mors Omhu og Pleie, saalænge kan og
bør man trygt og frit sige nei til denslags. Og hvis Manden
forsøgte at forstaa sin Hustru i dette Stykke, saa tror jeg,
han vilde være hende taknemmelig for, hvad hun gav, hvad
hun ofrede for Barnet. Men — ja det er vel en
Kjendsgjerning at de tleste Mænd, istedenfor at opmuntre sine
Hustruer her, tvertimod opfordrer dem til at overlade Barnet
til «Pigen» og være som den og den Frue, «der tager det
saa fornuftig.» Og de taler til deres Forfængelighed «sidde
her og blive gammel-og udestængt fra Verden!» Dette er
saavist velment; men jeg tror ikke, at den Kvinde, der elsker
sin Mand og sit Barn, bliver hverken gammel eller styg eller
føler sig udestængt fra Verden ved helt ud at opfylde sine
Morpligter. — Overlade Barnet til Pigen? Mon nogen i Verden
kan stelle Barnet som en kjærlig Mor! Om Pigen er bra nok
baade i den ene og anden Retning, saa tror jeg dog ikke,
man uden Nødvendighed bør overlade hende Barnet. Dette
er vist mangelfuldt fremstillet, men jeg haaber og tror
ikkedestomindre, at mange Mødre forstaar, hvad jeg mener, og
kanske en og anden er enig med mig. Jeg har seet saa
meget ondt i disse to Aarene, netop i dette Stykke, saa
megen Letsindighed fra Mødres Side — og det er nu engang
saa, at naar noget trykker, saa gjør det saa godt at faa
meddele sig. Kanske finder det Gjenklang i en eller anden Sjæl!
Eiram.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
