Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 21. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
414
urd.
, hvilken fortærende Hjertekval der havde bragt hende til
dette fortvilede Skridt.
Men det var altsammen for Barnets Skyld, — ikke den
mindste Længsel efter ham.
Entrédøren stod aaben, saa han gik lige ind og for op
Trappen — to Trin ad Gangen — lige op til Dagligstuen.
Her sad Dot alene ved Kaminilden; Moren var gaat til
en Familie i Nærheden, hvor nogen pludselig var bleven syg.
Wooster havde fulgt hende.
Barnets søde, lille Hoved laa tæt til hendes Bryst, og
hun holdt fast om de bare, smaa Fødder. Der var Spor efter
Taarer paa Kindet, og Øinene saa fulde af Ømhed ned paa
Barnet; men hendes Læber var fast sammenpressede. Hun
kunde ikke glemme Verandaen og Larries Latter.
Larrie gik tvers over Værelset.
«Giv mig Barnet!» sagde han.
Hendes Arme tog et fastere Greb om det.
«Han er min, min!» sagde hun.
«Giv mig ham!» raabte han paany.
Hun sprang med flammende Øine mod Døren, og
Hænderne holdt med fortvilet Styrke fast paa det myge
Barnelegeme.
Han var dog endnu rappere end hun; kridhvid i Ansigtet,
og med Øine, der lynte af Foragt saa han ned paa hende.
«Du er ikke skikket .til at beholde ham!» sagde han.
Hun gik henimod den anden Dør og holdt krampagtig om sin
Byrde.
«Jeg vil heller dø, end at du skal have ham,» raabte
hun lidenskabelig.
«Nei, det vil du ikke.»
Ordene kom langsomt, og der var en frygtelig Klang i
hans Stemme. — «Du har — din Elsker, ved du!»
Hun vendte sig og saa paa ham med vantro Skræk i
sine store, vidt opspilede Øine, Armene løsnede Taget en
Smule,- og hun gik et Skridt henimod ham. Men Vanvids- .
glimtet i hans Øine blev sterkere, han rev Barnet fra hende
og bar det med sig ud i Natten.
Han gik langsomt nedover de samme Bakker, han netop
havde stormet opover. Han havde ikke følt Natteblæsten før,
men nu viftede den kjølig mod hans brændende Pande og
beroligede Feberen i hans Blod. Han tog sin Frakke af og
svøbte den om Barnet, som hele Tiden laa varm og søvnig
og rolig ved hans Bryst.
Der havde ligesom arbeidet et Møllehjul i hans Hoved
i det sidste, men under hans korte Møde med Dot havde det
surret med en aldeles vild Fart. Noget i Nattens store, graa
Stilhed flk det til at standse en Stund, saa han igjen blev
rolig og kunde tænke klart. Saasnart han naaede Villaen,
puttede han Barnet godt ned i Vuggen og bredte omhyggelig
Tæppet over det.
Derpaa vandrede han omkring og stirrede paa al sin
Elendighed. Han forstod, at den var større, end han kunde holde
ud. Alt omkring ham raabte høit om Dot, det tause Piano,
de visne Blomster i Vaserne, den røde, naragtig lille
Vand-sprøite paa Verandaen og derborte i Hjørnet de smaa Havesko
med Hælene tilsmurt af rød Lere fra Veien. Naar han
skjænkede Kaffe om Morgenen, gyste han, fordi han ved Siden af
sig i Tankerne saa det søde, lille, fornøiede Ansigt, som ikke
var der mere, — naar han tog sig et Eg, kunde han ikke
spise det, for her var bare to, istedenfor de ved Brugen
helligede tre.
Her var den varme, gamle Jakke, hun altid tog paa for
at sidde ude hos ham, mens han røgte; den store Hatten med
Valmuerne hang ved Siden af og havde endnu bevaret Formen
efter hendes Hoved. Han kunde ikke komme bort fra alt
dette. Han var heller ikke istand til at skyve fra sig Billedet
af Dot nu iaften, det kjærlige, uskyldige Ansigt, de rene Øine
og de skjælvende Læber. Klokken halv ti var det forbi med
hans faste Beslutninger, med Bitterheden og Tvilen.
Det havde taget alle disse seks Dage for hans Hjerne
igjen at blive frisk og klartseende, men nu da Sløret var
taget bort, blev han med et forfærdet over, hvad han havde
gjort, skamfuld over at have beskyldt hende for noget saa
skammeligt. Han forstod sit eget Ansvar, tænkte paa
hvor-megen Kjærlighed, Ømhed og Omsorg hun med sine atten
Aar behøvede, han indsaa med større og større Klarhed, at
det havde været den rene Galskab, der havde forvrængt et
troskyldigt Venskabsforhold og bragt Skam over dem begge.
Han tog sin Hat og gik ud igjen. Han vilde gaa og
bønfalde hende om Tilgivelse, skjønt hun naturligvis ikke kunde
give ham det, sagde han til sig selv. Men han vilde alligevel
bede hende om det. Her begyndte Hjulet atter at snurre
rundt, og han kjendte en ny hed, svimlende Fornemmelse i
sit Hoved, der i nogen Tid berøvede ham Tænkeevnen.
Han tog Hatten af og gik videre som i Blinde; der i
Skyggen ved Gjærdet krøb to Skikkelser tilside, men han
bemerkede dem ikke.
Han forstod, hvad der feilede ham — han holdt paa at
faa igjen Hjernebetændelsen, som han havde for to Aar siden;
det forklarede alt.
Og han fandt en underlig Trøst i denne Tanke. Han
vilde gaa til Dot — — naar han kom ind til Lys og Lyden
af Stemmer, vidste han, at hans Bevidsthed vilde forlade ham,
og Sygdommen vilde være begyndt; hans farlige Tilstand vilde
røre hendes ømme Hjerte, og hun vilde tilgive ham! Han
saa endogsaa for sig sin Rekonvalesenstid og skjønne
lykkelige Dage oprinde.
Naar han naaede Huset, og før den lille Mor kunde faa
sagt et Ord, vilde den farlige Sygdom allerede være indtraadt,
og Nødvendigheden af at tilgive ham indlysende.
XV.
Sullivan Wooster viser sig som en Gentleman.
Dot blev staaende som forstenet, da hun forstM, at
Barnet var borte; derefter overvældedes hun af det bitre og
forfærdelig ydmygende ved sin Stilling.
I de fleste Menneskers Liv gives der under Livets
Tilskikkelser Øieblikke, da man ikke er tilregnelig. Saadan
var det nu for Dot.
Hun laa paa Knæ ved Vinduet, imellem slog hun sit
Hoved mod Karmen — Vilde, hede Taarer strømmede ned
over Kinderne, hendes hele Legeme rystede af Harme.
Wooster kom alene op over Trappen; den lille Mor
havde sendt ham op for at sige Farvel og samtidig fortælle
Dot, at Moren ikke kunde forlade den Syge et Øieblik.
Døren til Dagligstuen stod aaben.
«Du gode Himmel,» raabte han og sprang ængstelig bort
til hende. «De er syg, aa Gud, hvad feiler Dem?»
Hun holdt op at hulke, vendte Hovedet mod ham og
betragtede ham med et eiendommeligt Blik — hendes store,
vaade, straalende Øine syntes at gjennembore ham.Saa lo
hun — den frygteligste Latter af Verden. —
«Hvad, De elsker mig altsaa!» udbrød hun.
Han for tilbage, fuldstændig forvirret, kun i hans Øine
saaes Spor af Liv.
«Jeg troede ham ikke,» fortsatte hun i samme Tone.
«Hvem?» sagde hans Læber efter en lang Pause.
«Larrie!»
«Aa Gud!» raabte han.
Han kunde knapt aande,’ den knælende Skikkelse ved
Vinduet blev bare til Taage for hans Øine.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
