Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 21. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd.
415
Saa begyndte hun atter at hulke.
Han stormede heftig op og ned ad Gulvet.
«Hvor er Deres Barn?» sagde han og stod stille i den
anden Ende af Værelset.
Hun lo, sukkede og hikstede.
«Han tog det, han har taget alting, og er det ikke rart,
at det gjør mig ikke det ringeste?»
Han blev staaende langt dernede med Bordet og flere
Stole mellem sig og hende.
«Han tror, jeg elsker Dem?»
«Ja. %
Hun begyndte igjen at dunke Hovedet mod Karmen.
«Hold op — hvordan kan De gjøre sligt, hold for Guds
Skyld op,» skreg han og var i næste Sekund ved hendes Side,
idet han forsøgte at trække hende bort fra den skrækkelige
Vinduskarm.
«Jeg tror, De elsker mig ligesaameget som han gjorde
i Begyndelsen,» sagde hun. Han rakte hende et
Lommetørklæde for at tørre bort lidt Blod fFa hendes Pande og
maatte altsaa se paa hende. — «Gjør De ikke?»
«Nei — nei, hvad tænker De paa?»
«Ja men De gjør,» skreg hun og lo paany.
Han havde ført hende bort fra Væggen, for at hun ikke
skulde slaa Hovedet igjen. Hun reiste sig op og gik nærmere
hen til ham.
«Gid De vilde tage mig bort herfra!»
«Husk, De har en Ægtefælle!» sagde han koldt.
Dot blev blussende rød, og hendes Øine lynte.
«Nei, jeg har ikke, han har forskudt mig, jeg har ingen
— ingen, De maa tage mig bort herfra!» Stemmen brast med
et Skrig.
"Hvorhen?"» spurgte han skjælvende.
«Hvorsomhelst, hvorsomhelst, bare til et Sted, hvor jeg aldrig,
aldrig faar se ham mere!»
Han gik henimod hende, al hans Styrke var borte, og
han skjalv som et Espeløv. Et Minut i Forveien havde han
været en- af de bedste Mænd i Verden. Men nu var alle
gode Forsætter som feiet bort af denne pludselige og
overvældende Fristelse ; tilbage blev kun hans uendelige Kjærlighed
for denne Kvinde. Han rakte ud sin Haand.
«Kom!» hviskede han.
To Minuter senere flygtede de sammen nedad den lange
røde Vei, som Larrie netop kom gaaende opover.
De passerede ham omtrent halvveis; han gik med Hatten
i Haanden, stirrede ret frem for sig, saa hverken til høire
eller venstre.
Dette Møde bare opflammede Dot endnu mere. «Skynd
Dem, skynd Dem,» raabte hun og for anpusten videre.
Da de kom i Nærheden af Villaen, haltede hun ynkelig.
Han stansede pludselig og saa ned paa hendes smaa Morgensko.
«Hælen er gaaet af,» sagde hun modløs.
Det var virkelig en sørgelig Begivenhed, for de skulde
gaa endnu et Par Mil (engelske) og saa faa fat i et
Befordringsmiddel af en eller anden Slags.
«Kanske jeg kan gaa uden Sko,» sagde hun og trak den
ene af. «Kom, saa gaar vi videre!» Der brændte Lampe i
Villaens Spisestue. «Kunde De ikke gaa ind og hente et Par?»
foreslog han, men hun gyste og rystede paa Hovedet.
«Jeg er ræd — for Peggy.»
«Sid ned her da,» sagde han og fandt en Plads til
hende paa en Vedstabel ved Veikanten. «Saa skal jeg
forsøge at tage af den anden Hæl ogsaa.»
Dot kvalte et lidet Skrig.
Peggy i høistegen Person lænede sig over den lille
Sideporten et lidet Stykke længer nede, og paa selve Veien saaes
Bygdeslagterens svære Skikkelse.
«De kunde gaa ind selv og hente en Kaabe med det samme.»
«Jeg er ræd! » gjentog hun og stirrede paa Lampelyset.
«Der staar et Par i Skabet i Entréen.» Han aabnede forsigtig
Porten og gik bortover Græsset; hun saa ham aabne den
halvlukkede Dør og gaa ind i Entréen.
Peggys Stemme hørtes tversover Haven.
«Nu faar du gaa!» raabte hun til sin Kjæreste. Dot
stirrede ængstelig paa hende, for endnu kom ingen hastig
Skygge borte paa Stien, paa det oplyste Stykke nærmest Huset.
Hvor længe han var, kanske han ikke kunde finde Skoene,
kanske Larrie havde kastet dem ud. Eller kanske Wooster
saa efter en Kaabe til hende.
«Gaa nu, min Ven,» sagde Peggy, «for nu maa jeg ind
igjen!» men Dot frygtede uden Grund, for Peggy rørte sig
ikke. Dagligstugardinet blæste frem og tilbage paa sin gamle
Vis, den itubrukne Markise hang og slang, som den havde
gjort i Maanedsvis. Alt var uforandret. Graaden steg op i
Dots Hals; det vilde Udtryk i hendes Øine døde bort.
Nu faldt der en lang Skygge over Stien, han kom over
Plænen igjen, tvers over det lille Bed med Larries Primroser.
Hun skjalv heftig, og en kvælende Følelse af Angst
bemægtigede sig hende. Han talte til hende, bøiede sig ned
over hende; hun kunde i Mørket ikke se hans Ansigt, men
hun vidste alligevel, at han bar noget i sine Arme. Han
lagde det varsomt ned i hendes Fang. Hvor varmt, hvor blødt
og lidet det var! For et ynkeligt, lidet søvniggrættent Skrig !
«Gud velsigne Dem,» sagde hun. «Gud velsigne Dem!»
Nu kom Taarerne — befriende, taknemmelige, varme Taarer!
«Gud velsigne Dem,» gjentog hun nok en Gang. Men
han var allerede langt borte.
Ende.
Eftepladenhedssyndep.
C om Regel glemmer Folk de smaa Ting i Livet i sine
Be-^ stræbeiser for at holde det store Hele gaaende. Vi husker
ikke paa, at de smaa Tings Magt er stor i alle Forhold, og
at smaa Opmerksomheder hører med til Livets Solskin. Et
raskt Svar paa et Brev, en Tak for den Bog. ellei det Papir
vi maa være en anden taknemlig for, en virkelig
Paaskjønnelse af de Anstrengelser som er bleven gjort for at beværte
os eller underholde os, kan synes ubetydelig i og for sig,
men utvilsomt har det en hel Del at gjøre med vor egen og
andres Lykke og Tilfredshed.
Vi opfylder de Pligter som Livet og Fædrene har
afstukket for os, og vi vilde blive forfærdede ved den blotte
Tanke om at sørge daarlig for vor Familie eller at fortrædige
vore Naboer, men hvor ofte forsømmer vi ikke de smaa
Ubetydeligheder, de venlige Ord, som glæder den Ensommes
Hjerte, at tage de Hensyn som kan gjøre Livet lettere for
en og anden, den uegennyttige Handling som vi saa let kan
udføre, naar vi blot vil.
Hvis der var Tale om noget stort, saa vilde vi være
villige nok, men saadanne smaa Ubetydeligheder synes vi ofte
det ikke er Umagen værd at tænke paa. Der er mange
Kvinder som underkaster sig selv Savn for at sende Penge
til Missionen, men som lidet tænker paa den Piges Ve og
Vel som hun har i sit Hus. Der er Kvinder som er
Medlemmer af Selskaber, der arbeider for at udbrede Humanitet
og Menneskekjærlighed Verden over, og som tiltaler den
Butik-dame, der ekspederer dem, paa en alt anden end søsterlig
Maade. Der er atter Kvinder som vilde dø for sine Mænd,
men som ikke kan faa Tid til at give dem et opmuntrende Ord.
Der er flere Hjem som ødelægges ved daarligt Humør
end ved Drik, flere Venner mistes ved Efterladenhed end ved
Troløshed, og enhver Kvinde som vil være lykkelig, bør holde
et skarpt Øie med de uoverlagte smaa Ting, som gjør at
Livets Hjul ikke knirker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
