Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 44. Lørdag 4. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
Under Munkens Tiltale har Hertugens Ansigt faaet et Præg af
Grusomhed, der bliver end mere bemærkeligt, fordi han staar saa
ubevægelig som en Statue. Kun Øienbrynene, der i næsten lige Linje
trækker sig hen over Øinene, udviser nogle ufrivillige Rykninger, medens
Blikket faar et eiendommeligt vildt Udtryk. Ved Munkens sidste,
truende Udraab iler Dyveke hen til Hertugen, og idet hun smyger sig ind
til ham, tilhvisker hun ham nogle bønfaldende Ord.
hertug kristian
trækker dybt efter Aande, som om en tung Byrde pludselig blev løftet
fra hans Skuldre, og udbryder stærkt, men med kjærlig Overbærelse:
«Dyveke!–-Beder min lille Due om Naade
for ham, der saa groveligt har fornærmet os begge? —
Nu vel, — saa byd Du ham at gaa ; thi jeg har intet
Naadsensord at skjænke denne frække Munk. Ei, ei, —
der piller han af med al den Hast, som tykkes ham
forenelig med hans Skaldepandeværdighed. Ja, — skynd
Dig kun. Du trænger lange Ben for at undfly min Hævn,
hvis Du endnu en Gang drister Dig til at krydse min
Vei».
dyveke
frygtsomt og ømt beroligerde:
«Men det vil han ikke, o nei, — det vil han saa
vist ikke. Eders Naades Høimodighed vil beskjæmme
ham og lære ham, hvor høiligt han forsynder sig, naar
han mener, at Hertug Kristian er en haard og grum
Herre».
hertug kristian:
«Bah, — hvem kjærer sig om slig en Usselrygs
Formening! Men han er ikke værd, at vi spilder flere
Ord paa ham. Kom, min Dyveke, — lad os dvæle en
Stund paa Bænken derhenne, medens Dyvekes Elsker
for en stakket Tid søger Glemsel for de Herskerpligter
og Herskersorger, som Danmarks og Norges vordende
Konge hverken kan eller vil unddrage sig».
Han leder hende hen til Græsbænken, hvor de tager Plads. Hun
læner sig mod hans Bryst, og han stryger atter og atter Haanden
kjærtegnende over hendes Haar, idet han drager hende tæt ind til sig.
hertug kristian:
«Min lille Due er bleven saa skræmmet, at endog
Kindernes friske Roser er blegnede, og en Taaredug
slører dit Blik».
. dyveke
med dyb Ømhed:
«Min Kristian»/
Hun bøier sig tilbage for destobedre at se ham ind i Øinene og
derved løsner hendes Baret og falder ned paa Jorden. De griber begge
efter den; men med blid Magt skyver han hendes Hænder tilside og
trykker den fast ned paa hendes Hoved.
hertug kristian
med ridderligt Galanteri:
«Jeg vilde ønske, det var en Kronet jeg her sætter
paa dit Hoved, og — ved alle Helgener! — jeg kunde
for sanden aldrig finde nogen, der, ved Ynde og Deilighed
var mere værdig til at bære den».
dyveke
med et let Suk:
«Og dog vilde Eders Naade aldrig finde mig værdig
til at bære den. Ak, — mit Hjerte bæver af bange
Anelser, saa tidt jeg drager mig til Minde, at den Dag
maaske er nær, da I bestiger Tronen ved Eders Hr.
Faders dødelige Afgang, og at I da, om ikke før, maa
vælge Eder en Gemalinde af høi Byrd og–glemme
Dyveke».
hertug kristian :
«Guds Dross, — hvem sætter Dig ’slige Griller i
Hovedet» ?
Mea et pludseligt Frembrud af den nyligt neddæmpede Forbitrelse
springer han op fra Bænken og gaar med rastløs Hast frem og tilbage
over Scenen.
dyveke
betragter ham med frygtsomme Blikke, men reiser sig endelig og
strækker Armene imod ham, idet hun bønfaldende siger:
«Jeg har kun en Trylleformular, hvormed jeg> kan
besværge Eders Vrede: Min Kristian»/
hertug kristian
drager hende ind til sig:
«Ja, — saalunde skal det være. Din Kristian, det
er jeg i Hjerte og Sind, og intet i Verden skal tage min
Kjærlighed fra Dig, før Døden skiller os ad».
dyveke:
«Og naar Alderdommen kommer og bøier min
Skikkelse, naar Øiets Ild udslukkes, og Lokkerne bliver tynde
og hvide, vil I ogsaa da have mig ligesaa kjær som nu» ?
hertug kristian :
«0, — hvem gider tænke paa Alderdommens Dage,
naar man endnu er i Ungdommens fagreste Vaar? —
Det er mig hartad umuligt at forestille mig, at min
Dyveke nogensinde kunde ældes og blive tung i Sind
og Lemmer. Nei, nei, — den Tanke fordrager jeg
ingenlunde; den er mig fast modbydelig. Bliv aldrig gammel,
min fagre Due, — bliv aldrig gammel»!
dyveke :
«Alle Helgener give, det stod til mig at hindredet!
Man siger jo for vist, der gives ’kloge Koner’, som
forstaar at brygge Trylledrikke, der eier en mystisk,
foryngende Kraft, saa at den, som en Gang har drukket af
Tryllemidlet, forbliver ung og skjøn alle sine Levedage.
Men naar jeg spørger min Moder om slige Ting, ler hun
mig ud og bedyrer, det er idel Løgn og Overtro; og
dog — —. Vil min naadige Herre tilgive mig, hvis de
fordulgte Tanker, jeg nu drager frem i Lyset, skulde
vække Eders Mishag» ?
hertug kristian :
«Tal frit, min elskede! — Jeg lover Dig, at ’Kristian’
vil tilgive, hvad ’den naadige Herre’ kanhænde vilde
vredes over».
dyveke:
«Nu vel, — saa forund mig da at gaa til Skrifte
for Eder.–Naar jeg sidder her alene og mangen
Gang stunder saa saart efter Eder, kan det hænde, at
allehaande ubudne og sælsomme Tanker sniger sig ind
paa mig. Jeg stræber at jage dem paa Flugt; men atter
og atter vender de tilbage, og naar de saa har plaget
og trættet mig, indtil jeg er helt krank i Hu, er det,
ligesom alle de spredte Tanker samler sig i en, og en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
