Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 44. Lørdag 4. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
tyst og dog saa fornemmelig Stemme tilhvisker mig:
’Blufærdighed heder den Trylleurt, der eier Kraft til at
bevare Mandens Kjærlighed for Kvinden lige ind i
Alderdommens Dage ; men denne Trylleurt vokser kun — ved
Alterets Fod’».
hertug kristian :
«Dyveke, — enten er dette en Gjenklang af
Munkens taabelige Snak, eller Du elsker mig ei mere».
dyveke
efter en kort, grublende Taushed :
«Maaske har Munken nogen Skyld i, at Eders Naade
ikke finder mig saa glad som vanligt, — maaske havde
en uvant Sørgmodighed allerede fundet Vei til mit Sind,
før han kom. Jeg ved det neppeligt selv. Blot det ved
jeg, at de Ord, han udslyngede mod mig, da han viste
mig den Syndesti, hvorpaa jeg vandrer, besad en sælsomt
manende Magt, der hartad skræmmede mig tildøde og
dog ligesom mod min Vilje lokkede mig til at give ham
Gehør».
hertug kristian
lægger sin Arm om hendes Liv og fører hende tilbage til Bænken,
hvor de igjen tager Plads, idet han smerteligt, men uden Vrede siger:
«Dyveke, — det er, som jeg formener: Du elsker
mig ei mere».
dyveke
sværmerisk og mere og mere greben af de Erindringer, hun fremkalder:
«Ak, — I faar ei tale saalunde; thi I ved det
tilvisse altfor vel: den Kjærlighedsspire, der fæstede Rod
i mit Hjerte, da jeg saa Eder for første Gang, den er
nu vorden et kraftigt Træ, som ikke kan oprykkes, uden
at min Livsrod forrykkes med det samme. O, — naar
jeg mindes vort Førstemøde, er det fast, som om jeg
endnu kan fornemme, hvor voldsomt mit Hjerte bankede,
da I bød mig op til Dans; og saa dansede I med mig
Gang efter Gang; ja, — I husker det vel ? — De andre
Jomfruer lo og hviskede og fulgte os med nyfigne
Øie-kast, men det brød jeg mig ikke om; thi jeg forstod
nok, at de var nær ved at briste af Avind. Da I saa
bød mig Godnat, sagde I–. Nei, — hvis Eders
Naade ikke har glemt disse Afskedsord, er det for vist
mere høveligt, at I gjentager dem».
hertug kristian:
«Nei, — glemt dem har jeg ingenlunde; men de
søde Minder vorder tifold sødere, naar de træder mig
imøde fra dine Læber. Jeg beder Dig, lad os endnu
en Stund dvæle ved hint Førstemødes Lykke og
Forlængsel».
Forts.
Fiskerliv.
Ved Siranden hun sidder,
og angstfuldt hun følger
m>d speidende Blikke
de f raadende Bølger.
De taarnhøie Rygge
som Spøgelser hvide
i Morildens Flammer
drønnende ride.
Fra Dybet med Rædsel
og Død maa de ile,
thi Havet ei under
sit Rov nogen Hvile.
I Brændingen graadige
Maage sig svinger
og kløver den modigt
med staalstærke Vinger.
Den kredser om Kvinden,
som sidder paa Hellen, •
i Angst har hun ventet
sin Mand siden Kvælden.
Omsider staar Solen
blodrød i Øster,
og stilnet er Havets
de fnysende Røster.
Da ser hun en Bølge,
som iler mod Stranden,
den kaster hans splintrede
Farkost i Sanden.
Hun som nys var glad og rig
taareløs med blege Kinder
sidder nu, mens Dagen svinder,
meislet Marmorbilled lig.
Over solbelyste Havet
stirrer Øiet tomt og mat,
hendes Haab det er begravet,
og i Sjælen er det Nat.
Wilhelma Landh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
