Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 46. Lørdag 18. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
455
var for dyb at vade over, og Bunden var dyndig og.
farlig, for der var Myrer paa begge Sider.
En Hubro sad i en. Ur længere oppe og udstødte sit
ildevarslende: «Uh^uh!» Den tløi op og kredsede over
Erling og Hunden med lydløse Vingeslag. Erling rev Geværet
fra Skulderen og skjød efter den, men feilede paa Grund af
Mørket. — Skuddet gav Ekko langt borte i en Fjeldvæg.
Ekkoet kastedes videre, thi det kom væk mellem de
skogbe-voksede Aasen""
Saa hørte han Hundeglam fra Nord, Vinden førte Lyden
med sig langs Elven. Erling paaskyndede sine Skridt., Ofte
sank han ned i sorte Myrhul, men vant som han var til
Fjeld-terrain, fandt han snart en lav Forhøining, der førte ham i
den Retning, hvor han havde hørt Hunden. — Saa blev det
stille. Atter affyrede han sit Gevær, — og igjen lød
Hundeglammet. — dennegang mere tydeligt.
Hurtig ilede han gjennem det vanskelige Terrain med
dybe, sorte Dale og bratte Aaser, hvor omstyrtede Trær og
nedfaldne Klippeblokke, der dækkedes af foræderisk Mose lagde
Hindringer i Veien for den uforfærdede Vandrer. -—
Nu hørte han ogsaa af og til Klangen af Kobjælder.
Tilsidst stødte han paa et Gjærde. — Buhunden gjøede som
rasende, men Frey holdt den i Afstand med en ildevarslende
Knurren. — Endelig stod han udenfor en lav Sæterbygning.
Et svagt Lysskjær trængte ud igjennem det lille Vindue. Det
var fra den døende Ild paa Peisen.
Erling bankede paa Ruden. Lidt efter spurgte en Stemme
fra Vinduet: «Hvad vil du?» — «Jeg har gaaet vild og
vilde gjerne faa Nattely og faa tørre mine Klæder,» svarede
Erling. — «Hvem er du da?» spurgte Stemmen forsigtig.
— «En Jæger fra Bygden.» svarede Erling. -<Hvad heder
du da?» spurgte Stemmen. — «Erling — Søn til
Sorenskriveren.» — Lidt efter tændtes et Lys, og Døren blev
aabnet. Erling traadte ind og hilste. Sæterpigen stod borte ved
Peisen og gjorde op en dygtig Ild. Saa snudde hun sig rundt
og besvarede hans Hilsen. «Saa det er slig fin Kar ude og
reiser paa Fjeldet?» Sagde hun. — «Hvorfor tror du at jeg
er slig fin Kar ?» sagde Erling og satte sig nær Ilden. —
«Fordi du er Skriversøn,» svarte Pigen leende. Erling saa
op. Nu først saa han hendes Ansigt. Hun stod i Skjæret
af den blussende Ild. Hendes kulsorte krøllede Haar dannede
en vakker Ramme om det fintskaarne Ansigt med de dybe,
ildfulde Øine. Hendes tætsluttende mørke Dragt fremhævede
hendes Figurs bløde og slanke Form — et Mesterværk af
Sundhed og skjøn Harmoni. — Hendes Skjønhed berusede
ham; han bare sad og saa paa hende, medens hun satte istand
Bordet. Hun bredte en snehvid Dug paa dets knudrede Flade
og satte frem Ost, Smør og Brød og en stor Bolle med
Melk. Saa satte hun Kaffekjedlen paa. — «Ikke gjør noget
Bryderi for min Skyld,» sagde Erling. — Men du maa da
vel være sulten, som har gaaet omkring paa Fjeldet’i hele Nat?»
spurgte Pigen. — «Ja — men saa har jeg Niste med,» svarte
Erling — «og det er jo saa sent paa Natten.» —
«Stort har jeg ikke at byde slig fm Kar,» sagde hun
— «men en Kop Kaffe smager nu bestandig godt i sligt
Veir.»
Hun satte istand Kaffekjedlen. Hun saa slettes ikke
hen til ham, naar hun talte. Men Erling sad der som
hul-dertagen. For noget saa vakkert havde han aldrig seet før.
Han sad bare og slugte hende med Øinene. Den sorte Trøie
fremhævede de hvide Arme og den blændende Hals. Nogle
krøllede Lokker havde forvildet sig nedover den høie, fint
formede Pande, medens den klassiske Profil blev stærkt
fremhævet af den mørke Baggrund.
«Hvor du er vakker!» udbrød Erling pludselig. Hun
saa næsten forskrækket paa ham. — «Det maa du ikke
sige,» sagde hun forvirret og lagde mere Ved paa Ilden. —
«Tilgiv mig — om jeg har sagt noget som saarede dig —
det var langtfra min Hensigt,» sagde Erling forlegen — «men
jeg kunde ikke hjælpe for det.» — «Du er den første, som
har fortalt mig sligt,» sagde hun uskyldig —» og «jeg tror
slige fine Folk siger saa meget, de ikke mener.» — «Ja det
er sandt, det gjør de naar de er sammen med Frøkner —
men jeg er ikke nogen slig fin Kar — for jeg siger
bestandig hvad jeg mener,» sagde Erling oprigtig.
Hun satte sig ned paa en bred Træstubbe og saa
tankefuld ind i Ilden. — «Hvad heder du?» spurgte Erling
omsider. — «Frida», svarede hun halvhøit. «Jeg er Datter til
Nils Eker.» - «Det er langt oppe i Dalen det,» sagde Erling
«Jeg kjender din Far, for han har ofte solgt Ved til os
om Vinteren ."sr-2—
Frida reiste sig og skjænkede i Kaffen. «Værsaa god
— om du vil tage tiltakke med Fjeldkost, saa sid ned ved
Bordet,» sagde Frida. Erling flyttede sig ind til Bordet
og lod Retterne vederfares al Retfærdighed. Frida hentede
Grød og Melk til Frey, der efter endt Maaltid lagde sig ved
sin Herres Fødder.
«Slig en vakker Hund du har,» sagde hun og strøg
Frey over Hovedet med sin hvide Haand. «Den er min mest
trofaste Ven,» svarede Erling — «vi er bestandig sammen.
Og saa er densaa klog, at den forstaar næsten alt, hvad jeg
siger til den.»
Frida satte sig ved Ilden og passede paa at hendes Gjæst
intet manglede. — Tilslut lagde Erling ned Kniv og Gaffel
og takkede for Maden. — «Der er en tom Sætervold
ligeoverfor her,» sagde Frida — «jeg vil gaa op og sætte istand
Seng der og lægge godt paa Peisen, saa kan du sove der i
Nat.» — «Tak det var rigtig snilt af dig,» sagde Erling —
«men det er forgalt, at jeg skal gjøre dig saa meget Bryderi» —
«Nei da,» lo hun — «det er da intet at snakke om. Du
kan da ikke ligge ude i sligt Veir.» — «Jeg gaar med nu
med en Gang,» sagde Erling og tog sin Randsel over de brede
Skuldre og Geværet under Armen. Frida hentede en
stor Brand fra Peisen, og saa gik de sammen opover. —
Da alt var sat istand deroppe, sagde Frida: «Nu maa
du sove godt og saa maa du komme ned og spise,
saa snart du er færdig imorgentidlig.» Saa forsvandt hun
ud igjennem den aabenstaaende Dør. Erling stod og saa efter
hende. Derpaa satte han sig ved Peisen, hvor den store
Tyrrirod kastede Lys paa den tømrede Furuvæg og den
låve Dør lige imod. Saa reiste han sig og saa udigjennem
Vinduet. Men det var mørkt dernede. — Han pudsede sit
Gevær, hvorpaa han gik tilsengs efter at have lagt mere Ved
paa Ilden.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
