- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
465

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 47. Lørdag 25. November 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

465

ængstelig spørge os selv, om vi ikke har overvurderet vore
Kræfter. Men vi vænner os snart til det. Vi staalsætter vore
Nerver med Tanken paa, at Operationen er til Patientens
Bedste. Og naar vi lærer Kirurgi, blir vi desuden saa
interesseret i at lægge Merke til, hvordan Operationen udføres,
at vi ikke ser Blodet og Saaret paa samme Maade som før.

For at man nu ikke skal synes, at vi efter dette er paa
god Vei til at bli ukvindelige, vil jeg minde om, at
Kvindelighed og Kvindeagtighed ikke er det samme. Og at kanske
den ikke er mindre kvindelig, som staalsætter sig til at se
alt det Onde og Sørgelige for siden at hjælpe de Lidende
med sine Kundskaber, end den, der «kvindelig» viger undaf
alt Stygt og Ondt. Jeg vil minde om, at ingen anser
Syge-pleiergjerningen for ukvindelig, og Sygepleiersker ser akkurat
det samme som vi.

Men det er alligevel græsselig ondt mange Gange,’ især
naar kraftige, unge Mennesker pludselig ved Ulykkestilfælde
blir gjort til Krøblinger, kommer til Hospitalet i en blodig,
elendig Forfatning, kanske døende. Det er slig, at en kunde
sætte sig til at græde, hvis en ikke lagde Baand paa sig og
sagde sig selv, at man maa være stærk, og at alt Ansvar i et
sligt Tilfælde kan komme til at ligge paa en selv..

Og saa er der jo ikke bare trist paa Hospitalet heller.
Der er saa mange smaa fornøielige Scener, der falder saa
mange komiske Bemerkninger baade fra Patienter og uøvede
Praktikander. Og der er saa mange tiltalende Patienter,
taal-modige og snille, som en blir rent glad i.

Hvad nu Forholdet til de mandlige Studenter angaar, saa
er det gjennemsnitlig godt. Der er enkelte meget
ungdommelige eller meget gammeldagse Studenter, der synes, vi ingen
Ret har til at studere Medicin, og som har en eiendommelig
Idé om, at vi ligesom faar Lov til at være paa Hospitalet af
de mandl. Studenters Naade.

En slig Stemning er det, der har givet Anledning til
Udtalelser som,, «at vi jo kunde faa Lov til at lære lidt
Kvinde-og Barnesygdomme,» som om en kunde faa ordentlig Rede paa
disse Ting uden at kjende den øvrige Medicin, og som om ikke
de mandlige Studenter kom til at lide lige meget under det
som vi, derved nemlig, at vi da fik Lov til at praktisere med
meget mindre Uddannelse og saaledes blev gunstigere stillet i
Konkurrencen.

Hvad Professorerne angaar, behandler de os som de
behandler de andre Medicinere.

I det Hele arbeider vi under ganske de samme ydre
Betingelser som vore mandlige Kamerater, kanske det for os
er tungere, fordi vi er udsat for en strengere Kritik, da vi
er saa faa, og fordi de nævnte faa ungdommelige af
gammeldagse mandlige Studenter har det i sin Magt at gjøre os
Opholdet paa Hospitalet ubehageligt, hvis de nemlig er i
tilstrækkelig Mængde paa et «Kuld.» Det er jo altid kjedeligt at
arbeide sammen med Kamerater, der ser skjævt til en. Dog
er Forholdet til Kameraterne, som sagt, i de allerfleste
Tilfælde godt.

Tilslut vil jeg kun nævne en Ting til. Der har været
Scfgt, at det skulde genere Patienterne, at der er kv. Studenter
tilstede ved Klinikerne. Dette er ikke Tilfælde. De
mandlige Patienter tager sig ikke Spor nær af, at der er et Par

Damer tilstede. Og de kvindelige Patienter synes at føie en
Lettelse ved at se os. Det hænder meget ofte, at de vinker
til en af os for at spørge eller bede om noget. De synes
ligesom ikke de er saa alene, naar der er et andet kvindeligt
Væsen tilstede. —

En gammelindisk Papabel*).

(Oversat af H. F.)

isagotami var Navnet paa en ung Pige, hvis Giftermaal
med en rig Mands eneste Søn blev feiret paa en Maade,
’ der minder om Eventyrets Pragt. Hun fødte et Barn,
men da den smukke Gut var saa stor at han kunde gaa,
døde han. I sin Sorg bar den unge Mor det døde Barn trykket
til sit Bryst og gik med det om fra Hus til Hus med Bøn om
et Lægemiddel for sit døde Barn. En buddhistisk Prædikant
sagde:

«Det Lægemiddel du beder om har jeg ikke, men jeg
tror at kjende en, som har det.»

«0 sig mig hvem det er,» sagde Kisagotami.

«Buddha kan give dig Lægemidlet, gaa til ham,» lød
Svaret.

Hun begav sig til Buddha, og idet hun knælede ned for
ham, sagde hun:

«Herre og Mester, kjender du et Lægemiddel, som kunde
hjælpe mit Barn?»

«Ja jeg kjender et,» sagde Mesteren.

Nu var det Skik og Brug, at den Syge eller den Syges
Venner skaffede de Urter, som Lægen brdgte til Helbredelsen,
og hun spurgte da, hvilke Urter han brugte. «Jeg bruger
nogle Sennepskorn,» sagde han, og da den stakkels Pige ivrigt
lovede at bringe ham dette ganske almindelige Lægemiddel,
føiede han til: «Du maa faa det i et Hus, hvor hverken
Søn eller Ægtefælle, Far, Mor eller Slave er død.»

«Meget gjerne,» sagde hun og gik bort for at skaffe de
udbedte Sennepskorn, mens hun stedse har sit døde Barn hos
sig. Folkene sagde: »Her er Sennepskornene.» Men da hun
spurgte: «Er dei nogen Søn, Ægtefælle, Far, Mor eller
Slave død i dette Hus?» saa svarede man hende: «Hvordan
taler du, Kvinde. De Levende er saa faa og de Døde saa
mange.»

Hun gik da i andre Huse, men der hed det: «Jeg har
tabt en Søn», der: «Jeg har tabt mine Forældre,» og paa
andre Steder: «Jeg har tabt min Ægtefælle.» Tilslut, da
det ikke var hende muligt at finde et Hus, hvor ingen var
død, gik det et Lys op for hende; hun tog sig sammen,
begrov sit Barn i en stille Skog, vendte tilbage til Buddha og
bøiede sig ned for ham.

Og han sagde til hende: «Har du Sennepskornene.»-

«Herre,» svarede hun, «jeg har dem ikke; Menneskene
sagde mig, at de Levende er saa faa, de Døde saa mange.»
Derpaa trøstede han hende og talede om alle Tings Forgjæng
lighed, og hun gik bort i Stilhed bærende sin Skjæbne. —

*) De indiske Parabler er senere Tildigtninger til de gamle Tekster
og indeholder, som vore Kristne Parabler, moralske Lærdomme.

O. A.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 23:08:22 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0475.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free