Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 47. Lørdag 25. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD.
Kristiania den 22—1 1—99.
Vort Sprog. Der har i disse Dage været ført en meget
heftig Strid om vort Sprog, eller rettere sagt om vore Sprog,
thi Ulykken er netop den at der er to. Vore Sprog ja!
Hvor ofte er det ikke vi føler det som en dyb Trang
at faa udtalt hvad der. rører sig i Bunden af vor Sjæl, og at
faa sagt det saa sandt og saa vakkert som muligt, ja at faa
sagt det slig at selve Tonen i det har den samme Klang, den
samme Farve over sig! Det er ikke blot Ord vi søger, men
de Ord som danner den skjønneste og sandeste Form for vor
Tanke. Hvor meget er det derfor ikke om at gjøre, at Ord
og Tanke arbeider godt sammen, at Sproget er et sandt
Udtryk for et Folks Eiendommeligheder, dets Følelsesliv’
Tankesæt og Kultur! Men skal det kunne være dette helt
ud, da maa der ingen Huller være, da maa det have fulgt
et Folk fra Begyndelsen af, fulgt det under alle Omskiftelser,
og være omskiftet med det, fulgt det under dets forskjellige
Udvikling, og" have udviklet sig med det.
Det Maal som nu sidder paa Høisædet her i Landet — vi
undgaar med Flid at bruge Slagordet «Kultursprog»;’ det
rammer ikke ganske efter vor Mening — har ikke gjennemgaat
en slig Udvikling — Landsmaalet heller ikke. Der er skeet
et Brud etsteds, øvet en Uret. —
Sproget havde indtil det 15de Aarh. udviklet sig jevnt
og naturligt; Urnordisken de tre skandinaviske Landes
Fællessprog, havde i Tiden fra 800—1000 fordelt sig i tre
forskjellige Sprog: Oldnorsk, Oldsvensk og Olddansk, og
Oldnorsken havde igjen stadig udviklet sig og fundet nye Former.
Saa kom Dansketiden med sin Kultur og sit Sprog og afbrød
den hidtidige jevne, nationale Udvikling.
Her var det Bruddet skeede. Men at det fik Lov til
at ske, det var ikke udelukkende Danskens Skyld. Havde
Norge været sterkt nok, og sundt nok, og ’kulturelt udviklet
nok, saa havde det aldrig uden videre givet Slip paa sit
Modersmaal for at adoptere et fremmed.
Og det danske Sprog havde allerede paa denne Tid taget
vidt forskjellige Baner fra det norske, nær som Danmark stod
Tyskland og derigjennem Europa i det Hele.
Men Bruddet skeede: det norske Folk tog et fremmed
Tungemaal paa sine Læber.
Og det er ikke greit med et sligt Brud; det er ikke
lægt med at man søger at optage Traaden der hvor den blev
afbrudt. Der er saa meget som ligger imellem som ikke kan
fjernes. Fire Aarhundreder breder sig mellem det danske
Sprogs Indførelse i Norge og vor Tid, og store Fremskridt
paa. alle mulige Omraader omspænder dette Tidsrum. Saa
kommer Landsmaalet og vil gjøre Kompromis, slutte Pagten
med den gamle og den nye Tid. Og Landsmaalet er saa
vakkert, og anslaar saa mange beslægtede Strenge i vort Bryst.
Der er en Klang ved det, og en Tone ved det, som er det
norske Folks egen Tone, og som er Dansk-Norsken fremmed.
Men ved Siden af den skjønne, længselsfyldte Tone der som
en fjern Sang lyder gjennem Ordene, er der noget tungt over
Landsmaalet, noget indestængt noget, som den dumpe Stemme
fra et Menneske der staar alene mellem høie Fjelde, noget
som ikke er beslægtet med den lyse, freidige dannede norske
Mand og Kvinde. En ligesom føler, at det ogsaa her bliver
at gaa tilbage et Stykke Vei, som man allerede var færdig med.
Men hvad saa? Dansk-Norsken tilfredsstiller ikke, er os
for en stor Del fremmed, Landsmaalet ligedan — hvad saa?
Ja hvorfor ikke gjøre det bedste man under de nuværende
Forhold kan gjøre: fortsætte der hvor Absalon Pederssøn,
Peder Klaussøn og Petter Dass begyndte, og hvor Asbjørnsen,
Moe og flere af vore nuværende Digtere har fortsat? Hvorfor
ikke, istedetfor at forkaste alt, ogsaa det i vort Sprog der er
blevet vort, blevet det i Kraft af vor Udvikling og vort
Arbeide, ihærdigt, stadigt og med opladt Øre for Ordenes
Form og Vellyd arbeide paa at udrense alt fremmed Paahæng,
og at udfylde disse Huller med det der engang var vort, og
som endnu er det l •— Og i dette Arbeide med at udvikle og
fornorske vort Sprog har Maalsagen havt, og vil Maalsagen
have, sin store Betydning.
En fløstkveld.
Jeg stirrer ud imod Havet
og øiner dog ingen Baad!
Jeg ser i det svarte Kavet —
hvor findes vel Frelse og Raad?
Imorges han roed med Baaden ud;
men lever haa nu, o, Gud?
Hvor voldsomt dog Høststormen bruser,
og hvor der er Storm i mit Sind!
nei, hør, hvor det buldrer og suser,
mens Sjøskvættet slaar om min Kind!
Min Angest er stor; thi min elskede Skat
færdes der ude — og snart er det Nat!
Jeg vil falde paa Knæ paa Berget her
og bede til Stormens Gud:
«Du ved det, o, Herre, hvor han er mig kjær,
o, ræk dine Arme derud!
og sig, som du sa paa Genezarets Hav,
saa stilner nok Uveiret af!»
Hvor fredfuldt der blev i mit Indre!
Og Stormen — den tager vist af.;
nu sees en Stjerne at tindre,
den lyse vil ud over Hav —
Men hvad er det? en Baad? jo,
nu ser jeg det godt!
Det er reddet —• mit Lykkes Slot!
K. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
