Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- No. 48. Lørdag 2. December 1899
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472
urd
jeg syntes jeg kjendte hende. Men da jeg nævnte Gaden,
hvor jeg havde seet hende, blev hun pludselig bleg. Og
senere undveg hun mig.
Der sneg sig en Følelse af Saarhed over mig. Ikke
paa mine egne Vegne, men paa hendes. Hun var dette
Aar kommet ind i min Tilværelse som en Blomst i
Vaaren, en Blomst, der frydede mig ved sin livsfriske
Skjønhed og Ynde. Jeg hadde delt hendes Foraarsglæde,
nu blev ligesom hendes Smerte ogsaa min. For jeg
følte at hun led. Nu var hun blit til et Menneske som
jeg gjerne vilde vide noget om.–
Ja, hun hadde været forlovet og meget lykkelig,
men nu var nok Forlovelsen hævet. Hun var oprindelig
fra en af Nabobyerne, og hendes Mor, der var Enke,
hadde nok en Del Penge. De hadde ikke saa længe
boet i Kristiania. Hendes Forlovede, Kandidat Borch,
hadde hævet Forlovelsen, sagdes der. — Hvorfor? —
Tja — der var nok kommen en tredie til. Det skulde
være en Frøken Strøm. — Sigyn Strøm, en rødblond
Dame? — Ja netop.–Naa saa — hadde hun været
ude der ogsaa, den Blikkenslagerske med sin lyse Latter.
Stakkars min Lille i lyseblaat. r—
*
Sigyn Strøm var udrustet med de Egenskaber der
bringer de fleste Mandfolk for deres Fødder, naar en
blot udfolder disse samme Egenskaber. Og Sigyn Strøm
syntes det var morsomt at se en Mand for sine Fødder.
Sit deilige, rødgyldne Haar hadde hun lært at gjøre
endda mere blankt og gyldent, og med sligt et Haar
kan hvilketsomhelst Ansigt bli pikant, naar man forstaar
at arrangere det. Det forstod Sigyn Strøm.
Og hun lo ofte og stort med sin skinnende Latter,
som den gjør, der har smukke Tænder. — At hun klædte
sig pent, det sørgede ikke alene hun selv for, men ogsaa
hendes Mor, hvis eneste Rigdom denne Datter var.
Egentlig tænkte hun at blive Kunstnerinde, men
hun var ikke enig med sig selv, enten det maatte bli
som Malerinde eller som Sangerinde, hun engang skulde
vinde sine Laurbær. Anlæg hadde hun for begge Dele,
trodde da baade Moren og hun. Det var disse Pengene
som maatte til, men endda var Sigyn ung, og hun vilde
more sig først.
Hun mødte den unge Kandidat Borch oftere i
Trappen. Han bodde hjemme hos sine Forældre i samme
Hus. De var egentlig lidt i Slægt ogsaa, hendes Mor
og hans Far var Tremeninger. Det hadde de opdaget
i det sidste, efterat de hadde talt oftere med hinanden.
Sigyn Strøm fandt at Kandidat Borch var et vakkert
ungt Menneske, og han gik altid saa smukt klædt. Hans
Snipper og Slips var moderne, og hans Kiær var elegante.
De kom til at spasere nedover Gaden sammen, de
mødtes jo saa ofte i Trappeafsatsen. Naar Vinduerne
stod oppe hele Dagen, som de gjorde udover
Forsommeren, kunde han høre hendes Sang helt op, og hun
hadde en ganske pen Stemme Sigyn Strøm. Da
Kandidat Borch udtalte sig om hendes Sang i komplimen-
terende Ord blev det til, et han skulde komme ned og
høre paa en ny hun nys havde indøvet. Den var saa
sød. Jo tak, det vilde Kandidaten svært gjerne.
Og den ene Aften blev til flere. — Der var koselig
dernede i den lune Stue hos Fru Strøm: mange Planter
og låve Stole, smaa hyggelige Kroge og Arrangements.
Fru Strøm var ofte ude, og saa blev Kandidat Borch
og Sigyn alene, inen de var jo paa en Maade i Slægt.
Og Sigyn var i Humør og sang.
Det hændte at Borch greb sig i, han sommetider
fandt det for hyggelig og blev urolig, men han kunde
ikke rive sig løs.
Naar Sigyn sang: «Jeg synes at Verden skinner,»
naar de lange Toner gled som en Sommerbølge gjennem
Rummet, naar Sigyn selv straalte derhenne ved Pianoet,
rank, fyldig og med det flammerøde Haar, naar hun
efter endt Sang rask vendte sig om paa Pianostolen og
lod de saftige, hvide Tænder lyse mod ham — da —
ja da følte han endelig at han var kommen for langt . . .
. Og Sigyn sang og lo og lod ham gaa paa Græs
Sommeren udover. Men da hun senere ved et
Badested fandt nye, var den Historie glemt.–
*
Den Lille i lyseblaat, Frøken Borgny Linn, gik ind
paa Seminariet. Hun maatte arbeide, arbeide af alle
Livsens Kræfter, for det lindrer, naar det er noget som
er saart at mindes. Da hun hadde en meget god
Skoleuddannelse og solide Kundskaber inde forud, tog hun
Eksamen paa et Aar og fik straks Arbeide som Vikar.
Hun gjorde sig snart bekjendt som en der holdt god
Disciplin, derfor varede det ikke længe før hun fik fast
Ansættelse. Slig gik det til at Borgny Linn blev
Lærerinde, hvad hun egentlig aldrig havde tænkt paa.
Men hun likte Arbeidet. Hun begyndte smaat om
senn at føie sig hjemme i Livet igjen.
Naar hun om Morgenen kom ind i sit Klasseværelse,
der vendte mod Øst, og Vaarsolen sendte sine Straaler
bortover de smaa Barneansigter, over lyse og mørke
Krøltopper, paa vandkjæmmede Hoder og blaa
Barne-øine, da var det festligt derinde, og hun følte sig stille
glad. — De Smaa foldede sine Hænder og saa op mod
Kathedret. Om der var en og anden, som ikke var
rigtig færdig’endda med sine Forberedelser, ventede hun
en liden Stund, gav et lidet Slag i Kathedret og fik de
Urolige ind under sit Blik. Alt blev stille, stille som i
en Kirke. Og idet hun fremsagde det Salmevers,_ hun
havde valgt sig til Morgenandagterne, følte hun sig som
en Prest i sin lille Kirke. Disse Smaa var hendes
Menighed, de troede hvert Ord hun sa dem. De kom
til hende med sine Sorger og Glæder. De forærede
hende Blomster om Sommeren, Æbler om Høsten og
Appelsiner om Vinteren. Og hun skulde lære dem al
bli Mennesker, gode, snille Mennesker, flinke lovlydige
Borgere. Derfor maatte hun ogsaa være lidt streng
iblandt, for lydige maatte de være. Men de var ikke
vanskelige at haandtere. Hun kunde som oftest tøile
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 23:08:22 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0482.html
