Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 48. Lørdag 2. December 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
dem med et Blik. Det var ligesom med Øinene hun
disciplinerede dem. Og de Smaa kjendte disse Øine.
De lyste dem saa varmt imøde, de havde Tiltro til hende
som til en Mor. Derfor gik de til hende, ligesaavel
naar det var noget ugreit med deres Kiær som med
deres Bøger. Hun lærte sig til baade at knappe Knapper
og knytte smaa Skjørtebaand.
I Frikvarteret maatte hun oftere retlede dem med
deres Lege. De andre Lærerinder fandt nok sommetider
at hun gjorde formeget Væsen af sine Barn, men Borgny
Linn trivedes bedre blandt sine Smaa end sammen med
de andre Lærerinder. Hvorfor kunde hun ikke rigtig
klargjøre sig. Kanske det kunde bli anderledes med Tiden.
Hun blev gladere og gladere i sit Arbeide
efterhvert som hun fik mere Tag paa det, og lidt efter lidt
grodde den ogsaa til den saare Flek indi hende. Men
en Længsel sad der igjen, en Længsel efter noget
ubestemmelig, en underlig blød, vag Længsel efter noget,
hun syntes Livet maatte ha undagjemt.–-
Det var en deilig Solskinsmorgen. En Mandag, og
de hadde Maanedslov. Derfor laa Borgny længer end
sædvanlig. Hendes Mor var kommen med Kaffe paa
Sengen til hende, og med fensk hjemmebagt Julekage
til. Det var helt festlig.
Hun laa og kosede sig bagefter. Saa paa Solskinnet
paa Husvæggen tvers over Gaden. Skyggen af et Træ,
som viftede i Morgenvinden, dansede op og ned,
som-merlet og luftig. Det var saa lyst, saa varmt, saa
sommerlig. Hun la Armene opover Hodet, krummede og
strakte sig velbehagelig, som en Katunge i Solskin. —
Natkjolens Ærme var faldt tilbage, saa Armen blottedes.
Hun strøg den hvide, faste Arm. Den var saa rund,
saa mathvid, den var smuk. Den kjendtes kold med
det samme hun la sin Haand paa den, som Marmor,
men den blev varm. Hun smilte stille. Det var deilig
at kjende sig ung og sterk, kjende det varme Blod risle
gjennem det unge Legeme .... Smilet laa paa hendes
Mund, i hendes Øine, der saa ud i Rummet, længer og
længer ud, ud i det fjerne, det ukjendte, ind i
Længselens Land .... Blikket blev skinnende, Læberne
aabnedes, der gød sig en svag Rødme over de ellers
saa blege Kinder, hun strakte sine Arme ud i en lang
Bue som til et Favntag .... sprang med et Ryk op,
trak hurtig i Strømper og Morgensko og bort i det
store Vaskevandsfad. Det kolde Vand lod hun skylle
sig over Ansigt, Hals, Skuldre og Barm .... hvor
det kjølede!–Saa trak hun Pusten langt.–
I Formiddag vilde hun spasere til Frognersæteren.
Det skulde bli en herlig Tur opgjennem Skogen.
Hun gik alene og hadde det deilig. Ingensteds er
det dog som i Skogen paa en Sommerdag. Hun likte
dette stille derinde mellem Granerne, dette stille som
dog er saa fuldt af Liv. Og Duften fra Skog og Græs,
aldrig kunde en faa nok af den. (Forts.)
473
{Ivd der skrives 09 — læses.
ogflommens Tid er igjen inde — jeg mener den
Synd-I flod af Bøger, der under Navn af Skjønliteratur hvert
Aars November—December formelig vælter ind over
Publikum — og det kunde kanske ikke være afveien at sige
nogle Ord om denne Aandsproduktion en masse saavel som
om den Mangel paa Kritik og Eftertanke, hvormed Publikum
aabner den Adgang til sine Hjem og ofrer den Tid og Tanker,
som i saa mange Tilfælde kunde været bedre anvendt.
Det er ikke saa mange Aartier siden, at en Bogs’
Fremkomst var en hel liden Begivenhed, der af alle literært
Interesserede hilsedes med Glæde og Forventning.
Forfattergjer-ningen ansaaes dengang som en Kunst, hvortil ikke alle og
enhver vare kaldede, og til hvis Udøvelse der krævedes visse
Forudsætninger.
I vore Dage skriver man Skjønliteratur ikke ikraft af
Talent eller nogen særegen Kaldelse, men man vælger
Forfatterbanen ganske vilkaarlig som ethvert andet Metier, ved hvilket
man vil erhverve sig Livsophold eller blive bekjendt og
omtalt. Den Lethed, hvormed enhver Bog finder Forlægger, og
de faa Udvalgtes Held lokker en hel Del unge, umodne
Mennesker ind paa Forfatterbanen, der pirrer deres Forfængelighed
og synes at love dem Fritagelse for det jevne, hverdagslige
Arbeide, som ikke smager dem. Forberedelser eller
Forudsætninger er der ikke Tale om, man behøver kun en Forlægger,
nogle gode Venner, der kan udbasunere det vordende Verks
Genialitet, og saa kjører man trøstig ivei.
Der gives ikke det Thema mellem Himmel og Jord, som
den Slags Forfattere jo tror sig kompetente til at underkaste
Behandling. Intet ligger saa høit, at de jo tør fingrere med det,
intet saa lavt, at det jo tør tages op til Drøftelse paa Prent
— intet saa ubetydeligt, at det jo ved Hjelp af en Masse
Tankestreger og Prikker lader sig tvære udover det til en
Bog nødvendige Antal Sider. Og alt dette serveres dertil
meget ofte i et Sprog saa forvredent, affekteret og radbrækket,
at sund Sans har vanskelig forat finde frem i det.
Men dette er endnu ikke det værste. Værre er det, at
ofte Livets fineste, zarteste Forhold letsindig gjøres til
Legetøi for umyndige Penne, gjøres til Gjenstand for raa, tendentiøs
Behandling og en Fremstilling, der er lige saa fjernt fra
Sandhed og Virkelighed, som vedkommende Forf. fra Forstaaelsen
af det, hvorom han skriver. Værre er det, at Ting, som man
i godt Selskab blues ved at omtale, ganske ugenert og med
synlig Behag presenteres i al sin afskyelige Nøgenhed og
udmales i de mindste Detaljer, at Synd og Skam fremstilles —
ikke til Skræk og Advarsel — men besmykket og beherliget,
og Livets laveste Indstinkter prises som de eneste rigtige.
Hvormange saadanne Aandsprodukter har ikke seet Lyset i
Løbet af de to sidste Decennier ?
Og al denne Styghed, alt dette Galimathias og værdiløse
Kram kastes ind paa Bogmarkedet, optager Pladsen for virkelig
god Literatur og siver ind gjennem Hjemmets Døre, ind i
unge, ubefæstede Hjerter og Hjerner. Vi læser dem disse
Bøger med sit elegante Udstyr og sine pikante — ofte saa
sørgelig misvisende Titler — læser dem af Nysgjerrighed, af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
