Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 48. Lørdag 2. December 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
477
Formeget af det Gode.
er Graaveir baade ude og inde.
Fru Hansen havde det Indtryk, at hele Verden
havde sammensvoret sig mod hende, ialfald den Del af
Verden, som nærmest vedkom hende.
Nu havde hun bestemt sig til at vaske idag, Mandag,
thi hun havde lagt Merke til, at Tirsdag var det altid
straalende Solskin, medens det om Onsdag øste ned uden
Barmhjertighed med hendes Forhaabninger om godt Tørkeveir.
For en Gangs Skyld vilde hun lure Veiret, men Tak
Skjæbne, der tik hun en lang Næse; — Vaskekonen
udeblev uden Spor af Varsel.
I Kjøkkenet stod ogsaa Barometret lavt. Pigen, den
bedste af alle Enepiger, maatte bestemt lide af Hjertesorg, slig
sukkede hun og kom undertiden med forblommede Udtryk
om lovligt Forfald, Reise i Utide o. s. v.
Ja selv Fruens Datter var sig selv ulig, gik med
rød-grædte Øine og havde hemmelige Konferencer med Pigen ude
i Kjøkkenet.
Imidlertid laa Tøiet i Vand. Under Bryggepanden var
der fyret op med Ved og Kul, saa Vandet kogte, og
Dampen trængte ud og op gjennem Trapperne, — altsammen til
ingen Nytte.
En forrykt Idé for gjennem Fruens Hoved : at lade Pigen
overtage Vasken for denne ene Gang, men det var kun et
Øie-bliks Svaghed, hun var jo ikke fæstet paa det, og som Humøret
for Tiden var, — nei den Tand kunde hun vist slaa ud med
det samme.
Længe havde Fru Hansen siddet ørkesløs i Sofahjørnet.
Tankerne for vide om, udenat hun egentlig kunde sige, hvad
hun tænkte paa.
Da ringte det.
Der blev lukket op, og en hviskende Samtale i Entreen
endte med et kort Knak paa Døren.
«Kom,» raabte Fru Hansen lidt trevent; hun var slet
ikke oplagt til at tage mod Visitter.
Ind traadte en ung, bias Herre, meget friseret, meget
elegant klædt i sort Dres, — hvidt Silkeslips, Spigerhat,
Spradestok og Cigar.
Fru Hansen saa forbløffet paa ham. Hvad kunde dette
være for en Fremtoning? Sikkert en «Kunstner,» der kom
for at bede Datteren om at assistere ved en eller anden
musikalsk Underholdning.
Da hun var kommet til dette Resultat, taug hun
haardnakket ; Manden fik selv begynde, han saa rutineret nok ud.
«Undskyld, Frue, at jeg forstyrrer Dem, men Omstæn-
dighedernes Magt er slig, at jeg maa bryde alle Regler, hm,
–— jeg elsker Frøken Lina, og hun elsker mig, og
vi har tænkt at indgaa i Ægteskab snarest muligt og reise
bort, langt herfra, hvor ingen kan lægge sig op i voreses
Affærer.»
Han stansede, ligesom for at se Virkningen af denne
Tale.
Fru Hansen havde hørt paa ham med stigende
Forbauselse ; endelig fattede hun sig og sagde stivt:
«De gaar sikkert feil, — den Frøken Lina, De søger,
maa bo et andet Sted. Jeg kjender Dem ikke, og min
Datter har sikkert heller ikke Anelse om deres Tilværelse»–
<-Dems Datter!» afbrød den elegante unge Mand, «det
vidste jeg sandelig ikke ! Men jeg tar ikke Feil, Frøken
Lina er den rette, hun lukkede selv op for mig.»
Der laa Fru Hansen et heftigt Svar paa Tungen, men
pludselig gik der et Lys op for hende, og hun trykkede paa
den elektriske Klokke. «Værsgod sid ned saalænge.» Hun
bød ham en Stol temmelig nær Døren.
Lidt efter kom Pigen ind, rød og forfjamset uden at
turde se op.
«Kjender du den Herre der?» spurgte Fruen strengt.
Pigen iog Mod til sig, knugede Hænderne sammen og saa
bønlig paa sit strenge Herskab.
«Dere maa ikke bli vond, Frue, for vi holder saa
frygtelig mye af hverandre, og nu vil Olsen endelig vi skal gifte
vors og reise over, for der kan’ en faa Ansætteis’ som Mester
ved et stort Skrædderværksted.»
Fruen var nær ved at le høit; den hele Situation var
saa latterlig; denne pomadiserede, friserede Sprade var en
ret og slet Skræddersvend, og hun havde taget ham for en
Kunstner, rigtignok af lavere Rang.
Der blev en Snakken frem og tilbage, om hvorvidt Lina
havde Ret til at reise i Utide; men Kunstner-Skrædderen
viste sig som den Overlegne og lagde med Salvelse ud om,
at Giftermaal og Amerikareise brød alle Kontrakter, der kunde
ingen hindre dem i det.
Da Parret var forsvundet, faldt Fruen atter i Tanker,
denne Gang var de dog temmelig ordnede. Hun maatte
besøge et Festekontor, eller kanske heller avertere; nei, skrive
til sin Søster paa Moss, — — nei nu vidste hun det, — i
Tønsberg — — — —
Drrrrrr — — — — —
Atter en Forstyrrelse.
Det var en kjendt Stemme, som spurgte efter hende, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
