Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 49. Lørdag 9. December 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
484
med hende. For at faa Brændevin maa hun have Penge,
for at faa Penge kaster hun al Skam overbord. I denne
Cirkel gaar det stadig rundt, indtil hun ender paa
Strafanstalten, hvor Presten finder hende. «Jeg^holder det
ikke ud længer, raaber hun jamrende mod ham, fra
hver en Krog, og hvor jeg vender mig skriger mit Barns
Røst til mig: vend om, vend om. Hvor skal jeg hen for
at finde Ro, for mig er der ingen Fred, hvor jeg
kommer hen trækker Synden mig med sig, ak kjære Prest,
hjælp mig, hjælp mig.» Dette er en Prøve paa en
Magdalenas Nød. Ja, hvor skal en saadan hen?
Pfe-sten Ilsemeyer stod lang Tid raadvild overfor slig Jammer.
Stillingen var for ham den samme som den at se
Mennesker drukne uden at kunne komme dem tilhjælp?
fordi man ikke er svømmedygtig. Hans Venner vidste
ingen Raad, ja afviste endog ganske Spørgsmaalet. Hvad
man end gjør for slige Mennesker, blev der sagt, saa
falder de før eller senere altid tilbage til sine gamle
Laster. Men Ilsemeyer gav ikke tabt. Tilslut fandt
jeg den rigtige Adresse, siger han, spurgte kke
Mennesker mere, men gik til Gud selv, han viste mig Veien,
og jeg byggede min Arbeiderkoloni for faldne Kvinder
i Lighed med, hvad Presten Bodelschvving havde gjort
for Mænd! Han beskriver sit Asyl som «et Hus, et Hjem,
ikke en Anstalt; hyggeligt, gemytligt maa der være, fuldt
af Arbeide, godt Humør og Venlighed, thi de ulykkelige
Kvinder, som er udstødt af sine Medmenneskers Kreds,
trænger megen Venlighed. Hjemmet er bygget paa fuld
Frivillighed, hverken Laas eller Slaa. Hvis nogen Kvinde
ikke skikker sig vel, siger vi : Døren staar aaben, hvis
du ikke vil være og skikke dig vel, saa gaa. Det er
den eneste og største Straf.« «Hvorfor stjæler du ikke
her? spurgte han engang en tyvagtig Kvinde, du ved jo,
hvor jeg har mine Penge, og du stjal dog andensteds?»
Hun svarte : «Jeg kan ikke stjæle her, det er umuligt,
jeg har Dem altfor kjær.» Dette er den Aand, der maa
herske i et saadant Hus. Viser vi at vi holder af dem,
holder de af os igjen, og da er Veien til at elske
Frelseren aaben. Den eneste Magt er Kjærligheden, Guds
Kjærlighed udøst i vort Hjerte, sammen m^d Bøn og
Arbeide udretter den Undere.
«Kristi Kjærleik er so sterk,
den fyr alting Raad kann finna,
fær den fyrst vaart Hjærta vinna
kann me gjæra Underverk.
Fær me rett hans Kjærleik læra
kann me og hans Gjerning gjera.»
Herhjemme hos os har der længe i Stilhed været
et Arbeide igang for faldne Kvinder. I Aaret 1859
grundedes et Magdalenaasyl paa Gaarden Lindern i vestre
Aker. Stifteren var Generalkrigskomisær Birch, som
sammen med Sogneprest, senere Biskop Tandberg,
Raadmand Ebbel og Doktor Wisbech dannede Asylets
første Bestyrelse. Dets første Forstanderinde var en
Jomfru Olsen med Frøken Thekla Maribo som
Medhjæl-perinde. Senere overtog den sidstnævnte
Forstanderindeposten. Selvfornægtende og med stor Visdom forstod hun at
omgaaes de Ulykkelige, hjemløse Kvinder. Forts.
En uafgjort Regning.
Af Sune Folkeson.
rue, nu er de her igjen fra Andersens.
— Nu, og hvad saa ?
— De vil have Betaling for — — — —
— Naa, saa betal da! Du fik jo Husholdningspenge til
Maanedsindkjøbene igaar. Og vær saa snil en Gang for alle
at huske paa, at naar jeg sidder og læser, vil jeg ikke
forstyrres; ialfald ikke uden Nødvendighed, tillagde den lille Frue
misfornøjet, idet hun atter greb Bogen, som hun havde lagt
fra sig og begyndte at blade i den.
Men Karoline gik ikke. Hun blev staaende paa Tærskelen
med Haanden paa Dørhanken. — Uden Nødvendighed!
mumlede hun halvhøit, aldrig hører jeg andet — — — —
— . Men Frue, begyndte hun atter.
— Hvad er det nu igjen? Det er merkeligt hvor mange
Ærinder du har idag.
Karoline skulede hen til Romanen, som Fruen holdt i
Haanden; hun havde et ondt Øie til alle Bøger.
— Aa det er vist ikke saa mange Ærinder jeg har,
men naar Andersens gaar omkring i Byen med falske
Regninger, saa synes jeg Fruen burde se sig for og ikke kaste
ud Penge uden Nødvendighed, sluttede hun, med Eftertryk paa
«uden Nødvendighed,» glad over at faa kaste det samme
Ord tilbage.
— Falske Regninger, hvad vil det sige ?
— Hvad det vil sige? Det ved vel Fruen som læser
saa meget.
Den lille Frue rødmede. Nei det stod saamænd ikke i
de Bøger hun læste, og heller ikke vidste hun hvad det skulde
betyde; hun havde aldrig befattet sig med de kjedsommelige
Hushoidningsaffærer, mens John levede. Men Karolines
Næsvished var ikke til at udholde; den var blevet utaalelig efterat
hun havde overtaget Husholdningen alene.
— Jeg mener at jeg ikke kan forstaa, hvordan sligt
kunde gaa for sig, svarte den unge Husmor overlegent.^
— Nei det er ikke let at begribe, hvordan Folk bliver
Tyve; men enten nu Fruen forstaar det eller ei, saa er
de-nu derude og kræver Betaling for Reparationen af den gamle
Chiffoniær, som jeg gjerne skulde aflægge Ed paa blev betalt
for tre Aar siden.
— Ja hvad kan jeg gjøre ved det, Karoline ?
— Fruen kan jo se efter blandt «salig Herren»s Papirer,
om ikke Kvitteringen ligger der. Han holdt rede paa sine
Sager, han, og vidste paa Øret hvad han gav ind og ud, og
det var en Orden og Greihed med ham, saa det var en Fryd
at tjene under en slig Herre. Og heller ikke skiftede vi et
ondt Ord de femten Aar jeg stelte hans Hus, inden han gik
afsted og giftede sig — —–
— Jeg skal se efter Kvitteringen, Karoline, du kan
komme igjen om en Stund, sagde den lille Frue hurtig for
at afbryde Lovtalen over «salig Herren.» Hun vidste Karoline
ikke saa snart blev færdig, naar hun begyndte paa dén Vise.
Karoline sendte sin Madmor og Bogen et misfornøiet
Blik, idet hun gik ud, mumlende ved sig selv: hvem skulde
tro at salig Herren skulde kunne dra hjem en slig Høne!
En doven Unge, som bare ligger og læser hele Guds lange
Dag. Herre Gud, kanske han havde levet endda, om ikke
hun havde været — — — —
Den lille Frue saa forarget nok ud der hun sad
sammenkrøben i den bløde Chaiselongue med et let, lyseblaat Sjal
over de spæde Skuldre.
— Salig Herren holdt Orden — hvor latterlig og
bondeagtig Karoline var med sit «salig Herren» — — noget
maatte vel han have at gjøre ogsaa !
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
