Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 49. Lørdag 9. December 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
u rd
485
Hun reiste sig langsomt, lagde med et Suk fra sig den
interessante Roman og gik hen til den gammeldagse Chiffoniær,
som havde tilhørt hendes Mand. Hun havde protestert mod
at have den her i sit Soveværelse; men Karoline havde
naturligvis ogsaa her sat sin Vilje igjennem; «der fandtes ingen anden
Plads i hele Huset, og paa Loftet kunde da vel aldrig Fruen
ville sætte salig Herrens» –-— — — og for nu at
slippe at høre en ny Tirade over «salig Herren», havde den
lille Frue givet efter.
Men i sit inderste Hjerte tænkte Karoline, at Fruen
bare havde godt af at se paa den — «ellers glemte hun vel
salig Herren ganske; nu staar jo Chiffoniæren der og ser paa
hende som hendes egen onde Samvittighed, og om hun aldrig
saa gjerne vilde, saa kan hun ikke komme saa let fra den
som hun kom fra Sørgedragten ved Aarets Slutning.»
Den lille Frue afskyede Chiffoniæren. Den var ligesaa
gammeldags, tung og klumpet som — —–— ja som
Eieren selv havde været. Den saarede virkelig hendes
Skjøn-hedssans. Ja det ydmygede hende at hendes Venner skulde
se et sligt frastødende gammelt Møbel i det ellers saa
elegante Soveværelse. Hun rødmede derved, næsten som hun
rødmede, naar hun i gamle Dage traadte ind i en Selskabssalon
med sin grovskaarne og tunge Mand paa tre Alens Afstand fra sig.
Hun aabnede Chiffoniæren. Det var første Gang efter
Mandens Død. Hendes Svoger og Kompagnon, som fortsatte
Forretningen under sit og Enkens Navn, havde efter
Begravelsen ordnet "hendes Mands Korrespondancer, Familiepapirer
og Regninger. Det havde aldrig faldt hende ind at se paa
Brevene engang. Mandens Korrespondance! Den kunde jo
ikke indeholde noget af Interesse!
Klaffen faldt tungt ned med en gnissendp Lyd. Hun
havde svage Nerver, som alle destingverte Personer, og gyste
tilbage ved den ubehagelige Lyd. Det var da ogsaa et
Paafund af Karoline. Som om det ikke havde været meget lettere
at betalt Regningen med det samme. Slige gamle Tværdrivere
til Hustyranner som Ungkarlene fostrede op, for siden at
begave sine Hustruer med dem, hørte virkelig til Livets
Prøvelser.
Chiffoniæren var delt i smaa Rum, af hvilke hvert eneste
var fuldstappet af Breve, krøllede, gulnede, slidte Breve, sor- t
tert i Bundter uden Udenpaaskrifter.
Hun stod aldeles haandfalden. Det vilde jo blive et
kolossalt Arbeide. Skulde hun gjennemse alt dette! Og det
for en lumpen Regning paa nogen og treti Kroner ! En slig
Smaalighed var hun ikke vant til fra Hjemmet; der var det
rundeligt i alle Stykker.
Men saa hørte hun Karolines tunge Skridt i Værelset
ved Siden af — — hendes barnlige, uudviklede Vilje havde
altid bøiet sig for den Stærkere. Hun trak frem en blød
Lænestol og lænede sig skjødesløst mod den bløde,
plyschbe-trukne Ryg, mens hun begyndte at løse Baandene som holdt
Pakkerne sammen.
En Masse Breve med forskjellige Haandskrifter faldt ud
over hendes Knær. Svogeren syntes ikke at have ordnet dem,
men at have taget en Haandfuld her og en Haandfuld
dersom det havde faldt sig.
Hun tog et paa maafaa, det var en Rekvisition; saa et
andet, det var en Indbydelse til Middag; et tredie, nogen
varme Ord til Tak for den Plads ved et Blad hendes Mand
havde skaffet en fordums fattig Skolekamerat. Hun kastede
dem ned paa Gulvet; hun vilde brænde hele Stasen, saa slåp
hun et sligt Bryderi bare hun skulde se efter en Regning.
Næste Pakke. Det var et langt Brev hun fik fat i, med
en fast, klar Haandskrift. Hun saa paa Underskriften; det
" var fra en Størrelse inden den literære Verden. Det var jo
interessant. Hun begyndte at læse — –-den store
Mand bad om hendes Mands Raad i Anledning af nogle
Forandringer i et Manuskript, som denne havde lovet at for-
lægge. Han paaberaabte sig gammel Velvilje, talte om i hvilken
stor Taknemmelighedsgjæld han stod til sin Forlægger,
hvordan hans Arbeide, takket være hans Forlæggers gode Raad
og Ledelse, havde gjort Lykke, skjønt alle andre Forlæggere
havde negtet at trykke dem, hvordan han med sit sikre Blik
og sin store Intelligence straks havde forstaat ham o. s. v.
— — Hendes Mand beundret, afholdt, af en nu saa stor og
feiret Digter! Den første Følelse var Forbauselse, der imidlertid
snart gik over til den ubehagelige Fornemmelse, der kan
bemægtige sig en, naar man føler at man har gjort en stor Feiltagelse.
Skulde der bag den ubetydelige, tause og klodsede John,
hun havde kjendt, have været en anden, en som —–?
Hun tog frem nogen nye Breve. Det var atter og atter
Taksigelsesskrivelser. Hendes Mand syntes at have gjort meget
godt og at have været til Støtte og Hjælp for mange. Der
var en hel Række yngre Forfattere, som han havde hjulpet
frem, og alle saa de op til ham som til en Velgjører, og
stolte paa hans Dom som paa en literær Autoritet.
Jo længre hun læste, des mindre kunde hun skjule for
sig selv at hendes Mand havde indtaget en fremstaaende Plads
i den literære Verden, og dette ligesaameget ved sin
personlige Begavelse som ved sin Forlæggervirksomhed. Der taltes
ogsaa saa ofte om hvor ædel, hvor uegennyttig og trofast han
havde været. Hun begyndte at blive interessert, nysgjerrig,
og følte sig ogsaa en Smule urolig. Den overlegne, lidt
foragtelige Maade hvorpaa hun havde behandlet ham, dukkede
frem i tusind smaa Minder. Hun havde maaske gjort ham
Uret, undertiden––
Hun aabnede en ny Pakke. Det saa ud som om John
selv havde ordnet den; den indeholdt de Breve han havde
sendt sin Mor, og som han ved hendes Død havde faat tilbage.
Det var Breve fra de tidligste Ungdomsaar. Hun
begyndte ivrig at aabne dem, da Døren gik op.
— Naa Frue, hvordan bliver det; de staar derude og
venter paa Svar.
— Det er ikke saa snart at finde en Regning blandt
saa mange Papirer; du kan sige, at det er bedst de gaar, og
at du skal komme indom, naar du gaar paa Posthuset. Og
saa kan du se herind om et Par Timer, hvis jeg ikke ringer
forinden.
Døren lukkedes atter.
Hun strakte atter Haanden ud efter Brevene. Hun var
allerede blevet saa interessert at hun vilde læse dem alle.
Moren havde været hans eneste Fortrolige, syntes det, den
som fulgte hans Udvikling, hans Arbeide, hans Kampe og
hans Fremgang ind i de mindste Detaljer — levet hans inderste
Liv med ham.
Og gjennem Sønnens Breve gik en dyb Grundtone af
Kjærlighed og Beundring til Gjengjæld.
De havde været meget for hverandre, de to, ja alt kunde
man gjerne sige.
Et Suk gled sagte over den lille Frues fine Læber, hun
skulde knapt kunne sige hvorfor. Var det fordi hun
uvilkaarlig maatte sammenligne dette skjønne Venskab mellem
Mor og Søn med Forholdene i hendes eget Hjem, eller var
det en uforklarlig, uforstaat Følelse af Misundelse ligeoverfor
Moren som havde været saa meget for ham, der bemægtigede
sig hende? — — — Pludselig sank Hænderne ned i Knæet,
de fine, nervøse Hænder, over hvis aristokratiske Form hun
var saa stolt — men denne Gang beundrede hun dem ikke.
En uudtalt smertelig Undren laa gjemt i Dybet af det
fraværende Blik hun sendte ud i Rummet — — — — om en
saadan Mand elskede ? Hvordan vilde hans Kjærlighed være ?
Og hvem havde han — — — — —?
Næsten heftig greb hun en ny Bundt med Johns egen
Haandskrift. Forts.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
