Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - Kniper-Jos Julekveld. Af Jacob B. Bull. Illustrationer af Aug. Berg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
niper Jo’s Julekveld.
J|eg mindes ham saa grant. I en graa
lang-skjødet Frak, anderledes skaaren end Bygdens
Vis var, med en hornknappet Stok, graabrun Paryk, som
lod de graa Haartister i Nakken synes, og en rund, massiv
Kaskjetlue med grøn Skygge gik han der to Gange om Dagen
fra sit ensomme Hjem i den store Bygning oppe paa Sletten
og til sine Jorder paa den anden Side af Elven.
Han havde været Skolemester i svunden Tid, men
havde sluttet med den Bestilling og lagt sig efter Gaardkjøb,
slig ganske smaat og i al Stilhed. Det ene Jorde efter det
andet, den ene Gaardpart efter den anden var stilt og lunt
gledet over i hans Besiddelse; men Folk vidste lidet om,
hvordan det hele var gaaet til og kjendte igrunden svært
lidet til gamle Jo Skolemesters hele indre Mekanik, uden for
saa vidt alle vidste, at den Mand ikke lagde to Sild paa
et Fad.
«Fa’bro» kaldte mange ham; men de fleste kaldte ham
«Kniper-Jo» eller «Vaarknip-Jo», og det Navn havde han
faaet, fordi han altid drev og solgte Høi i ytterste Vaarknipen
og da til ublu Priser.
Ondskabsfulde Folk vidste ogsaa at forklare hans evige Vandringer over til Engene paa den anden Side af Elven
derhen, at han selv besørged Vandingen af Marken, saa længe Høiet stod paa Straa, og at han vanded det hele Vinteren
udover ogsaa, saa det skulde være rigtig godt og tungt, naar han solgte det efter Vegt paa Vaarparten.
Hvordan det var eller ikke var, saa blev ét vist, at Kniper-Jos Bankbøger stadig blev fler, hans Eiendomme stadig
større og det, han selv brugte, stadig mindre.
Kniper-Jo holdt ingen Folk. Ikke engang en Jente til at koge og stelle. Selv gjorde han alt, og Mad og Stel blev
derefter. Sur Sild og sur Melk havde han staaende; Poteter satte han selv i den vesle Haveflekken fremfor Huset; ellers
blev det mest med Nævegrød i Myssmørvælling.
Det var ikke frit for, at Folk, som intet havde udestaaende med Kniper-Jo, ærted ham saa smaat for Kniperiet, naar
Leilighed gaves.
Jo sagde ikke stort, lo bare med en rar, kold gammel Latter og kunde intet svare. Men efterhaanden lagde han
sig til en besynderlig Tunghørthed, og bag om denne Tunghørthed bodde han som i en Fæstning i Fred for al Verdens
Bemærkninger. r
Det var Dagen før Julekvelden. Hos Hans paa Bua var der fuldt af Folk, som skulde handle til Helgen.
Unggutter og Løskarer, som kjøbte Tørklæder til Jenterne eller Tobak til sig selv. Husmandskjærringer, som kjøbte Kaffe og
Sukker i et Tørklæde, Mel i en liden slidt Saueskindspose. En og anden velstaaende Bonde, som kjøbte en hel halv Top
Raffinade og sex hele Ruller Skraatobak, Præstefruen, som ståk indom med en lang Liste paa Varer, som maatte sendes
samme Kveld, og ellers Smaagutter og Smaajenter, som kjøbte for en Øre eller en to Øre og fik meget eller lidet for Pengene,
eftersom de var kjendte eller vakre til.
Larmen havde givet sig noget, og den største Del af de Handlende havde draget sig hjemover; bare enkelte Løskarer
og en og anden Jente stod igjen eller slang over Disken i munter Samtale.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
