Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - Kniper-Jos Julekveld. Af Jacob B. Bull. Illustrationer af Aug. Berg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da kommer gamle Kniper-Jo lunt og forsigtig ind paa
Bua. Han skal gjøre sin Julehandel.
Stilfærdig siger han hen til Disken, lægger Stokken fra
sig der og trækker de rosede Fingervaatter af.
«Det er kalt ikveld,» siger han.
Hans paa Bua, som staar med Vegten i Haanden og
veier Brunsukker til Gælensimen, ser op.
«Ja, det er kalt,» siger han.
«Hæ?» siger Kniper-Jo og vender Øret til.
«Ja det er kalt,» roper Hans paa Bua og skotter bort
paa de andre.
Kniper-Jo ser sig om, stikker Vaatterne i Lommen og
blir staaende.
«Det er slemt for hainnøm, som itte aakke har Ved heil
Klæder,» siger Gælensimen lavt, idet han betaler Brunsukkeret.
Hans paa Bua ser ned, gaar hen til Pengeskuffen i stort
Alvor, snur sig halvt og smiler.
Gamle Kniper-Jo har faaet et graat Tørklæde frem.
«Je skuille ha mei naae Koksokker taa dei,» siger
han saa.
Hans paa Bua gaar borttil. «Skal det være taa di
bedste?» roper han.
«Aa koster det da du?» spørger Kniper-Jo.
«Det er tyve Øre Fjerdingen.»
«Hæ?» spørger Kniper-Jo og vender Døvøret til.
«Det er tyve Øre Fjerdingen,» roper Hans paa Bua.
«Nei, itte taa di Slaua leil,» siger Kniper-Jo fort.
«Hain vil ha taa di sure Sokkera,» siger Fingutten.
«Hysch,» hvisker Hans paa Bua, men ser ned.
«Har du Puddersokker?» spør Kniper-Jo igjen.
Jo, det havde Hans paa Bua.
«Aa koster det da du?»
«Det er sytten Øre Fjerdingen.»
«Let mei faa ijn Fjering taa di da du.»
«Hain koker sjøl, hain Jo,» siger Gælensimen.
Hans paa Bua veier op; Kniper-Jo faar Pengepungen frem.
«Har du Bygmjøl?
Jo, det havde Hans paa Bua. Men det kosted en Krone
for Bismerpundet.
«Hoi! > roper Kniper-Jo.
«Kjøb Salt, Gut, det er drygere!» siger Fløtarlars høit.
Kniper-Jo snur sig.
«Hæ?> siger han.
’<Aa nei, de kain væra det saammaa,» svarer Lars.
Kniper-Jo snudde sig fra ham og kjøbte et halvt
Bismerpund Mel. Drog frem af Frakkelommen en skidden Pose -og
fik det opi der.
«Har Du Tobak,» sagde han.
Jo, det havde Hans paa Bua, og saa kjøbte Kniper-Jo
et Kvart Tobak.
«Tøi det ud, saa blir det e Halvalen,» siger Gælensimen.
«Du kjøper ihæl dig naa Gut,» siger Fingutten.
«Hæ?> Kniper Jo vender atter Døvøret til.
«En kan skjønne, det er Jul paa dei naa,» roper
Fløtarlars.
«Jassaa Du.» Kniper-Jo ler smaat og tvungent.
«Ska du ha Bedning Juldauen?> spørger Tufsingtorberg.
Kniper-Jo snur sig og ser paa ham.
«Nei, je ska itte det du.» Snur sig saa atter og knytter
Tørklædet sammen. Tar saa Pungen op. I den ligger to
Kroner.
«Hoi saa myy Penger!» roper Fingutten. Kniper-Jo
svarer ikke.
«Har du soiltt Garen din naa?» spørger Gælensimen.
«Hæ?» spørger Kniper-Jo.
«Je synes du slær før stort paa je Jo!» roper
Gælensimen ind i Øret paa ham. De andre ler.
«Jassaa du?» Kniper-Jo trækker Vaatterne paa, tager
Tørklædet og Stokken, snur sig og gaar langsomt ud af
Butikken.
Hans paa Bua ryster paa Hodet.
«Ta er før stridt aat’m det,» siger han.
Det var bleven Julekveld. Lunt Snefald over Dalen og
Juleklokkernes Kimen som en dirrende festlig Tone gjennem
Stilheden. 1 alle Gaarde lyste det — alle var i Puds —
én havde en Fornemmelse af, at Glæde stunded til. Alle
Løskarer og Enstøinger søgte sine. Deres Hytter laa sorte
og tause, som oftest med Skogen omkring. Hundene holdt
sig inde efter den gode Mad, de havde faaet eller vented at
faa. I Fjøsene stod Buskapene rolige over godt For.
En af de faa, som holdt sig alene der i Dalen, var
Kniper-Jo. Slægten var han usams med gjennem mange Aar.
Folk vilde han ikke have ind til sig. Saaledes sad han der
da alene i den store Bygning med det enkle Lys Julekvelden
som ellers.
Paa Bordet stod Vasgrødtallerkenen. En Melkekop stod
ved Siden. Denne Kveld var det sød Melk; thi det var jo
Fest. Kaffekjedlen stod paa Kog. To nykogte
Kogsukker-biter, brudte af med Haanden, laa i Sukkerskaalen.
Men borte ved det gamle Chatol, som nu var udtrukket,
sad Kniper-Jo og læste. Læste halvhøit og ensformig Dagens
Text. Det summed som en saar, ulykkelig Tone gjennem det
øde Rum; men Kniper-Jo læste og læste, og som han sad der
alene i Ødsligheden, fik han ud det af Texten, at naar vor
Herre kunde tage tiltakke med en Stald og Krybbe, da kunde
altid han bo alene her i det øde Hus, ja han trøsted sig med,
at slig en Færd netop var en Færd til den Høiestes
Efterfølgelse —- — og Textens Tone summed videre i det øde
Rum, mens Katten med et lydløst Hop smat op paa Bordet
for at læpje Sødmelk af Melkekoppen, og dens grønne Øine
lyste som Stjerner i det dunkle Kveldsskjær.
Da den gamle Mand havde arbeidet sig helt igjennem
Texten, lagde han Bogen omhyggelig ned i Chatollets øverste
Skuffe, laaste forsigtig igjen, gik bort og tændte sig en Pibe
rigtig raa, drøi Skraatobak, heldte en Kop svart Kaffe op og
drak den fort, rusled saa med Piben i Munden atter bort til
Chatollet, laaste det atter varsomt op og tog sine Bankbøger
frem.
Juledagsmorgen var Kniper-Jo en af de første i
Kirkestolen. Han sang med sin gamle kolde, haarde Stemme de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
