Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - Kong Eysteins Kur. Af Johanne Vogt. Illustrationer af Othar Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Tak. Vil De det?»
I dette Øieblik traadte Pigen ind.
«Følg med mig,» sagde Doktoren og trak hende
ind i Sovekammeret.
En halv Time efter kom han tilbage. Hun laa
fremdeles ubevægelig paa samme Plet.
«Vi har flyttet Deres Seng ind i Spisestuen. De
skal nu lægge Dem. De formaar ikke at holde Dem
oppe. Jeg vil give Dem en Morfinsprøite i Armen. De
maa sove for at løse denne unaturlige Tilstand. Har De
Børn?» spurgte han nølende. Aa, om bare to smaa
Arme kunde slynge sig om hendes Hals, vilde Taarerne
bryde frem og lette hendes Sind — det var hans Tanke.
«Vi har mistet vort eneste Barn,» svarede hun tonløst.
«Og De har ingen Søster?»
«Nei, min Slægt er i Trondhjem.»
«Saa er vi Bysbørn,» sagde han adspredt, «jeg er
ogsaa Trønder.»
Han løftede hende op og førte hende ind i
Spisestuen, hvor en Lampe brændte under Taget.
Alt var ordnet saa vel.
«Men De har en Veninde, ikke sandt? Jeg skal
hente hende. Pigen skal ikke forlade Dem. Her skal
komme en Vaagekone, som vil iagttage det nødvendige.
Nu gaar jeg" ind og skriver en Dødsattest, og naar jeg
er færdig, maa De være iseng.»
Han gik ind i Dagligstuen, satte sig ved hendes
Skrivebord og skrev. Imellem saa han sig omkring, her
var saa,. lunt og hyggeligt, ingen Pragt, men en egen
Komfort,*" der viste, at her boede fine, dannede
Mennesker.
En Gruppe Hyazinter spredte sin Duft udover Stuen.
Maaske hans sidste Gave, tænkte han. Idet han skrev
/
sit Navn, traadte Pigen ind, en ældre Pige med et af
Taarer opsvulmet Ansigt.
«Er Fruen iseng?»
«Ja — aa Doktor, dette er en forfærdelig Ulykke!
Stakkel, stakkel —»
«De er ogsaa fra Trondhjem, hører jeg.»
«Jeg har været her de syv Aar, de har været gifte.
Jeg tjente hos hendes Forældre og fulgte med herned.
Hun var jo dengang bare Barnet.»
Har hun nogen Veninde her, som vi kan hente?»
«Nei da; de levede mest for sig selv. Kapteinen
har nogle faa Venner, og undertiden fulgte Fruene med;
men jeg tror ikke, hun vil bryde sig om andre end
mig nu.»
Doktoren reiste sig og gik forbi hende ind i
Spisestuen. Hun sad i Sengen, det sorte Haar hang i en tyk
Flette ned over Ryggen, Øinene var lukkede, men hun
aabnede dem, da hun hørte hans Skridt.
«Aa — om jeg bare kunde græde — det er som
mit Bryst vil sprænges.»
«Taarerne kommer nok. Indtrykket var for
voldsomt. Nu skal De hvile ud.»
Han blottede hendes runde Arm og ståk
Sprøjten ind.
Hvor hun er deilig, tænkte han, og saa ulykkelig,
saa ulykkelig.
«Jeg kommer igjen iaften. Sov nu. De vil føie
Dem stærkere, naar De vaagner.»
Hun laa allerede tilbage, uvant som hun var til
Morfin. Han gik og lukkede Døren sagte. Pigen stod
udenfor.
«Hvad heder De?»
«Marja.»
«Hør mig, Marja, naar Fruen vaagner, skal De give
hende lidt godt at spise, gjerne Bouillon eller The, et
Æg og Kjød. Jeg kommer igjen Kl. 8. De vil have
Tid at stelle ham derinde ved Hjælp af Vaagekonen,
som jeg skal sende.»
«Alt skal blive udført. Tak Doktor, aa, saa godt
at vi fik en med Hjerte i Livet.»
Om Aftenen sad han atter ved hendes Seng. Hun
var vaagnet, og han saa, hun havde grædt, men Øinene
lyste endnu af et noget exalteret Blik, en Følge af
Morfinen.
«Tak, at De kom.»
«Har nogen været her? En Veninde?•> •
«Nei, jeg har ingen Veninde, bare Bekjendte, og
jeg formaar ikke at se nogen; men jeg har telegraferet
og faaet Svar fra min Mands Broder, han vil være her
imorgen Aften.»
«Det er godt. Imorgen kan De staa op. Men jeg
vilde ønske, De havde en Mor eller Søster. De har
ikke godt af at gaa alene disse tunge Dage.»
«Aa jo, naar jeg bare kan græde; jeg troede mit
Hjerte var stivnet i mig. Nu er jeg lettere.»
Hun begyndte at tale om, hvor lykkelig hun havde
været, og medens hun fordybede sig i sin tabte Lykke,
glemte hun for et Øieblik sin Sorg, og Taarerne gled
Draabe for Draabe ned ad hendes fine, blege Kinder.
Doktoren sad stille og hørte paa hende. Imellem
ytrede han et Enstavelsesord, men altid varmere og
varmere faldt Ordene, det var, som om hun ikke saa ham
mere, men trængte til dette Opgjør for art løse den bundne
Smerte, der rugede over hendes Sjæl.
Med et standsede hun og saa paa ham med et
sky Blik.
«Aa, jeg forglemte mig — hvor kan dette
interessere Dem — en Fremmed — —»
«Skal jeg være Deres Læge, vil jeg gjerne kjende
min Patient. En Læge er en Slags Skriftefader, ved De
nok, og han sætter Segl for enhver Bekjendelse. Men
nu maa jeg gaa; De har spist lidt, hører jeg.»
«Jeg har drukket en Kop The og faaet ned et Par
Mundfuld.» —
Fire Dage derefter var Kapteinens Begravelse. Hun
stod indhyllet i sit lange Slør og fulgte efter Kisten ved
Prestens Arm.
Doktor Frank pleiede, som de fleste Læger, ikke
at møde frem i Kapellet, men her gjorde han en
Undtagelse, han vidste selv neppe hvorfor. Stille nærmede
han sig Graven fra en anden Kant, saa han medéfstod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
