Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - Kong Eysteins Kur. Af Johanne Vogt. Illustrationer af Othar Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tæt ved hende. Hun havde
ikke løftet sine Øine fra
Jorden, men i det Øieblik,
Sa-luten knaldede over Graven,
gik der en Rykning gjennem
hendes Legeme — hun
svingede frem og tilbage, men i
samme Minut var Doktoren
hos hende. «Besvim ikke,
vær stærk, det er snart forbi.»
Hun tog sig sammen —
og Ceremonien vedblev endnu
nogle Minutter.
.«Havde De ikke hvisket
de Ord til mig, var jeg faldt
om. Jeg havde ingen Ide om
den militære Honnør; jeg saa
ikke Soldaterne, saa aldeles
intet. Hvorledes kom De bag
mig ?»
«Jeg tænkte, kanhænde
De ikke kjendte til Skuddene
De har jo holdt Dem
aldeles isoleret disse Dage, og
saa — som Deres Læge —
stillede jeg mig tæt ved Dem og
forhindrede ved min brutale
Optræden en Afmagt.»
«Hvor god De er — ikke
en Læge, men en Ven.»
Vinteren gled hen.
Doktoren besøgte hende ofte. Han
sad taalmodig og hørte paa de
stærke, ofte voldsomme
Udbrud af hendes Sorg. Men ud
paa Vaaren begyndte hun at
tage sig sammen. Kræfterne
vendte lidt efter lidt tilbage, og Livet med dets Krav og
Omsorger krævede hende atter. De blege Kinder fik
sin Farve tilbage, det tungsindige Blik blev fastere og
mere livligt. Den slanke Figur vandt igjen sin Elasticitet,
og alt tydede paa, at hendes Ungdom vilde seirende
løfte sig over Sorgen og Savnet.
En Aften i Mai kom Doktoren indom. Han havde
været der ofte, altfor ofte, tænkte han, og derfor stod
han et Øieblik tvivlraadig og veiede i sit Sind, om han
burde gaa ind eller ikke. Engang vendte han om, men
da han var kommet hundrede Skridt fra Huset, dreiede
han ind i en anden Gade og kom igjen til samme Plet,
hvorfra han var gaaet ud.
Inde i Stuen sad Gitta med et aabent Brev i
Haanden.
«De har grædt,» sagde han, «har De faaet et
ubehageligt Brev?»
«Mor er meget syg. Jeg reiser hjem imorgen.»
«Hjem? Er ikke Deres Hjem her?»
«Aa, jeg ved ikke. Et Hjem maa deles af to —
jeg synes, jeg ikke mere nogetsteds har et Hjem. Far
vil, jeg skal bosætte mig i Trondhjem,» vedblev hun
hurtig, «der er et lidet Hus tæt ved, som jeg kan faa
leiet, og da hele min Slægt bor der, ser det jo rimeligt
nok ud — og alligevel–-»
«Alligevel ?»
«Er jeg bundet til Hovedstaden. Her er alle mine
Minder, og saa Graven — jeg kan ikke forlade den
det er min Eiendomsjord,»
«Jeg skal sørge for den, og faar jeg Lov at skrive
til Dem engang imellem ?»
Hun saa ikke op.
Aa, om han turde tale, sige at han elskede hende,
hans første, eneste Kjærlighed — men han vovede det
ikke. Bare et halvt Aar efter — hun kunde støde ham
bort for evigt. Nei, han maatte have Taalmodighed
vente — vente.
«Hvad tænker De paa?» spurgte hun. «De ser saa
alvorlig ud.»
Han strøg sig over Ansigtet:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
