Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - Kong Eysteins Kur. Af Johanne Vogt. Illustrationer af Othar Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Det vil for mig blive et stort Savn,» sagde han
aabent, men med en behersket Tone. «De har været
min kjæreste Patient. Jeg skylder Dem mangen
lykkelig Stund.»
«De har været saa langmodig med mig, lyttet til
alle mine Klager. Husker De, hvad Kong Eystein sagde
til sin Skjald, der bar paa en stor Hjertesorg. «Jeg kan
ikke hjælpe dig, men jeg vil høre paa dig saa ofte du
vil. «De, Doktor, har været min Kong Eystein.»
«Men tror De ikke ogsaa,» sagde han med et
alvorligt Smil, «at Kongen havde fuldt Vederlag i
Skjaldens tungsindige Klager. Aa, der kan være en
forunderlig Tiltrækning ved at lytte til en andens Sorg.»
Hun løftede ikke sit Blik.
Der blev et Øiebliks Stilhed.
«Kan jeg hjælpe Dem med noget,» vedblev han,
«De ved, jeg er beredt til alt.»
«Tak, jeg tager bare mit Tøi med mig. Marja
bliver tilbage, og et Bureau vil pakke ind, dersom jeg
beslutter mig til at flytte.«
«De siger op Deres Logi,» spurgte han rolig.
<Ja, det bør jeg vel. Her er jo altid Hus at faa.»
Han kunde intet indvende. Alt var kommet saa
uventet, braat.
«Jeg møder Dem imorgen ved Hurtigtoget, og saa
til Jul — til Jul vil jeg besøge — min Slægt.»
Hun rakte ham Haanden, og der gik et straalende
Smil over hendes Ansigt — et Smil, som i de lange
ensomme Maaneder stod for ham lig et Haabets Tegn.
Han havde speidet og ventet, da hun endelig hed
og rød kom paa Perronen, fulgt af Marja.
«I det sidste var der saa meget at gjøre. Jeg er
uvant til at ordne alt alene.»
«De er tidsnok.»
Han fulgte hende ind i en Coupé, hvor hun var
alene. Der laa en Buket af Roser og nogle Pakker
med Bonbons.
«Er det til mig? Aa, hvilken yndig Duft.» Hun
rakte ham Haanden, idet hun tilføiede: Hvorledes skal
jeg kunne takke Dem, Doktor.»
«Ved en eller anden Gang at sende mig et Par
Ord. Om De er frisk, og hvorledes alt ordner sig for
Dem. Saa vil jeg skrive om Deres Mands Grav —
Deres Eiendomsjord.»
Hun rødmede. «Skriv om Dem selv. Jeg er
mindre Egoist, end De tror.»
«Aa, hvad ’er der at fortælle om mig? Jeg har
faaet fast Fod her og kommer maaske til Universitetet.»
«Skriv om alt — alt interesserer mig.»
«Ogsaa om min Ensomhed?» Han saa paa hende
med et Blik, der sagde, hvad Ordene dulgte.
«Ogsaa om den,» sagde hun hurtigt.
I dette Øieblik lukkedes Døren. Endnu et Par Ord
fra Vinduet og Toget bruste afsted.
Marja stod tilbage.
«De faar nok at gjøre, Marja; jeg vil se op, om
jeg kan hjælpe Dem lidt.»
«Tak Doktor. Aa, Fruen var saa rent ude af sig
idag. Det var akkurat som en ny Sorg begyndte.»
Doktoren nikkede og gik.
En ny Sorg, tænkte han. Hvor underligt disse Ord
klang. Men han rystede dem af sig. Nu er Arbeidet
tilbage. Lykkens Illusion gled bort med Toget.
Kanhænde bedst saaledes. Hun vil faa Ro, og det er det
hun trænger. Og jeg — jeg vil leve paa en fjern
Mulighed.
Det er Julaften — en kold, isnende Julaften.
Trondhjems brede Gader ligger snehvide og Fjorden
bundfrossen, men en blaalig Stribe langt ude fortæller om et
svagere Belte, hvor Strømmen strider imod og
underminerer den tynde Skorpe ligesom et Saar, det atter og
atter bryder op. En skarp Sno stryger gjennem Gaderne,
den bringer Folk til at paaskynde sine Skridt og søge
Ly i de oplyste Butikker, hvor alt, som kan friste Øiet,
er udstillet.
Men i det store, murede Kjøbmandshus er fra
nederste til øverste Etage varmt og lunt. Men lunest i den
smukke Dagligstue, smykket med levende Blomster til
Helgen.
Ved Vinduet staar Gitta og ser med et fraværende
Blik op mod den skyfrie Vinterhimmel. Hendes
Sørge-dragt er idag for første Gang mildnet en Smule
gjennem en Jabot af hvide Kniplinger foran og paa Ærmene.
I hendes rige, mørke Haar har der indsneget sig enkelte,
graa Stænk. Hun er tyndere, saa de fine Træk i
hendes Ansigt, der før dæmpedes af Kindernes Fylde, er
kommet mere til sin Ret. Det er ikke bare Barnet,
som Marja betegnede hende, men en Kvinde modnet
gjennem Sorg og Resignation, endnu i Ungdommens
fulde Kraft og med dens elastiske Fremtidshaab, Haabet
at afvinde Livet endnu et Kapittel, inden hendes Saga
er endt.
Medens hun staar saaledes i sine egne Tanker,
falder hendes Blik paa det modsatte Fortoug. Mellem de
sorte, afblegede Lindetrær staar en Skikkelse, der
bringer hendes Hjerte til at slaa med korte, hurtige Slag.
Hun springer efter en Kikkert og stiller sig bag
Gardinet — men Pladsen er tom. Var det et Billede
af hendes levende Indbildningskraft, eller var det ham
— som hun ikke kan glemme?»
Det er endnu tidligt paa Formiddagen. Var det
ham, vil han senere komme op, men han har jo i sine
korte Breve aldrig hentydet til nogen Reise, og alligevel
har han engang sagt, «til Jul vil jeg besøge min Slægt.»
Det ringer; hun tænker selv at lukke op, men det
er, som hun er naglet til Pletten. Hun staar ubestemt
midt i Værelset, da Døren lidt efter aabnes, og Doktor
Frank træder ind.
Han er uforandret. En Mand i syv og tredive
Aarsalderen forandrer sig ikke mere. Hans noble og
stolte Ansigt^har faaet sit Præg, det Præg, som en
alvorlig Læge tilegner sig uafvidende sig selv. Af de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
