Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lød i den skrækkelige Taushed. Piers var den eneste af os,
som idetheletaget talte. Far var ræd for at aabne sin Mund
af Frygt for at røbe, hvor elendig han var. Mor holdt sine
Taarer tilbage ved at se saa ærgerlig ud som mulig, og Sir
Jasper sad ved Siden af mig saa stille som en Sten. Jeg for
min Del var modig nok, indtil Piers, som hele Tiden havde
gjort mandige Anstrengelser for at live os op, sagde noget
saa komisk, saa jeg maatte le, og saa var det forbi med mig.
Jeg brast i Graad midt i Latteren og gjemte mit Hode i
Hænderne af Skanv
Hvad er det, min Skat? Er det en Taare, jeg ser paa
dit Kind?
DATTEREN.
Aa, Mor! Jeg troede, det havde været saa’nt morsomt
Bryllup.
MODEREN.
Nei, det var ikke morsomt .... Sir Jasper tog mig
samme Eftermiddag med til sit Hjem. Jeg graat næsten hele
Veien, ikke bare af Sorg over at forlade Hjemmet, men hver
Taare, som jeg fældte af Sorg, fremkaldte en anden af ren
Skamfølelse. Jeg vidste, at min Mand maatte være skuffet
og misfornøiet over at se en saadan Svaghed.
DATTEREN.
Men han tog dig i sine Arme og kyssede Taarerne fra
dine Kinder, ikke sandt? Han trøstede dig, Mor?
MODEREN.
Nei, det gjorde han ikke. Han lænede sig næsten hele
Tiden ud af Vinduet og gjorde mig nu og da opmærksom
paa et eller andet, som vi kjørte forbi. Han mente det
altsammen godt, det er der ingen Tvil om.
DATTEREN.
Mor! .... Nu ved jeg det, nu ved jeg alt, ... du
behøver ikke at fortælle det! ... . Den kom aldrig —
hans mægtige Kjærlighed.
MODEREN.
Du har gjættet rigtig. Den kom aldrig.
DATTEREN.
Hvor skrækkeligt! Aldrig! — Mor, jeg er aldeles
fortumlet. Alle disse Aar har jeg troet, at du sørgede over Far,
over den tabte Beskyttelse af hans Kjærlighed. Mig forekom
det, at han altid var saa venlig.
MODEREN.
Det er rigtig, naar du husker ham slig, thi han viste
dig altid Venlighed. Vi maa ikke dømme de Døde. Feilen
var kanske min. Jeg havde drømt formeget.
DATTEREN.
Jeg vil aldrig gifte mig jeg, at gi’ og gi’ og • saa altid
bli forsmaaet. Men han maa alligevel ha elsket dig, Mor, han
maa ha elsket dig lidt.
MODEREN.
Det gjorde han sikkert, — paa sin Maade. Men der
trænges to Sprog til for at betegne en Kjærlighed saa for-
skjellig som hans og min. 1 Begyndelsen var min Agtelse for
ham saa stor, saa jeg troede, Feilen var min. Det forekom
mig umulig andet, end at hans Kulde maatte være en Maske,
et Slør af Misnøie kanske, som laa over hans Kjærlighed.
Og jeg indbildte mig, at jeg først vilde vinde hans
Kjærlighed, naar jeg i alle Maader viste mig værdig til Gaven. Jeg
troede, at han afskyede mig og fandt mig uværdig til det
bedste hos ham. Jeg følte mig som et Barn, som havde
været uskikkelig og overalt mødes af rynket Pande. Jeg graat
i mit Indre efter et Smil fra ham, og mit Hode hang, naar
mit eget Smil ikke formaaede at fremkalde et hos ham. Og
da jeg troede, han fandt mig dum og pigeagtig, svag og
foragtelig, begyndte jeg selv at tro, at jeg var det. Jeg
foragtede mit eget Hjertes Slag og forsøgte at tvinge mig til at
tro, at hans Maade at være paa var den bedste. Saaledes
slæbte jeg mig gjennem Dagene og forsøgte at gjøre mig stærk
ved en tilhyklet Ligegyldighed og Ro. Men denne Tilstand
varede ikke længe.
Hele det første Aar henrandt under en uophørlig
Mistanke, Kamp og Smerte. Jeg var gjennemtrængt af Tvil og
famlede mig frem langs Veien ved Lyset af mit Haab, som
brændte svagere og svagere og tilsidst sluknede ganske. Jeg
var forfærdelig ensom. Min Mand arbeidede næsten hele Dagen
paa sit Værelse. Tiltrods for den saarende Ligegyldighed i
hans Opførsel var dog hans Nærværelse at foretrække for de
lange Timer i Ensomhed. Jeg husker, hvor jeg længtede
efter Maaltiderne, da kunde jeg idetmindste se ham.
Alt havde kanske gaaet bedre, hvis jeg ikke som «Lady»
var tvungen til at være doven. Der var intet sundt Arbeide,
som hjalp mig. Jeg forsøgte undertiden at læse, men jeg var
saa altfor optagen af min ulykkelige Tilværelse til at kunne
løsrive mig fra mine triste Tanker.
Det var i det første Aar af mit Ægteskab, at jeg
broderede det Teppe, som nu hænger paa dit Værelse.
DATTEREN.
Tænk, at jeg ikke har kunnet se dine Taarer blandt
Stingene.
MODEREN.
Det vilde virkelig være en haabløs Verden, mit Barn,
hvis Sukkene var udødelige eller kunde komme som Aander
og hjemsøge de Skyldløse.
DATTEREN.
Fortalte du din Mor alt?
MODEREN.
Nei, jeg fortalte hende intet, og det var Grunden til en
anden Sorg. Jeg kunde ha’ besøgt mine Forældre hver Dag;
du ved, det er en kort Spadsertur herfra og til Godset.
Men Trøsten ved deres Nærværelse ødelagdes ved den Smerte,
som mit Hykleri kostede mig. Jeg vilde ikke for alt i Verden,
at de skulde tro, at jeg var utilfreds med min Skjæbne.
Dette var ikke bare af Hensyn til dem. Nei, det var ogsaa
tildels af en vis Stolthed, som mange Kvinder føler, og som
gjør, at vi heller bærer en bitter og livslang Smerte end taaler
Ydmygelsen ved andres Medlidenhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
