Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DATTEREN.
Ikke fortæl mere om dette, det er saa forfærdeligt. Naar
kom saa jeg og trøstede dig?
MODEREN.
Endnu ikke. Hvem ved — kanske alt havde været
anderledes, hvis jeg havde havt et kjært Væsen at ta’ mig
af. Du maa nemlig vide, at jeg ikke havde nogen anden at
tænke paa. Sir Jasper besørgede sine Forretninger alene, og
Husholdningen laa fuldstændig i Husholderskens Haand, en god
Sjæl, men som alligevel fornærmedes over mine Forsøg paa
Indblanding. Men Sir Jasper selv var en af disse selvgode
Væsener, som ikke strækker ud saa meget som en Lillefinger
for at hjælpe en. Han var desuden saa uafhængig og
for-dringsfri, næsten asketisk, saa han aldrig forlangte nogen
personlig Tjeneste af dem, som var om ham. Giv en Kvinde
en Mand, som ikke behøver hende, hverken hendes varme
Hengivenhed, omsorgsfulde Sympathi eller de utallige smaa
Tjenester, som det ligger i hendes Natur at yde den, som
eier hendes Hjerte, og hendes reneste Glæde og Livs Indhold
er borte. Han behøvede mig aldrig. Ofte ønskede jeg, at
han ikke havde saadan stærk Helbred, haabede, at han maatte
bli syg, saa jeg kunde gi et Bevis paa min Hengivenhed.
Men da han en Dag havde Hovedpine og ikke vilde lade mig
saa meget som lægge et koldt Lommetørklæde paa hans Pande,
men laaste sig inde paa sit Værelse, mistede jeg ogsaa dette
Haab.
Tilsidst blegnede min Kjærligheds Glød, og Flammen,
hvis Varme var ødet forgjæves, brændte lavt af Mangel paa
Næring. Et godt Ord, et Kjærtegn havde været nok til at
faa den til at blusse op.
DATTEREN.
Nok, kjæreste, nok af Sorg! Kommer der ikke mere
Glæde?
MODEREN.
.... Der! Læg dit Hode paa mit Knæ, du Lille, og
se ikke saa freidig paa mig med dine straalende Øine.
Du ser, kjære, at jeg var meget ulykkelig. Der kom en Tid,
da jeg opgav at kjæmpe og haabe og begyndte at drømme
igjen. Jeg havde to Drømme, en om Fortiden og en om
Fremtiden. Jeg var saa ensom! . . . . Det er underlig,
hvor tydelig jeg saa ham for mig, min lille Søn. Jeg kunde
gaa op og ned i Værelset med ham i mine Arme, med hans
lille Haand i min, og naar jeg sad alene, kunde jeg høre hans
smaa Fødder trippe over Gulvet, og jeg tog ham op paa mit
Knæ og sang for ham ....
DATTEREN.
Men han har aldrig levet?
MODEREN.
Bare i mit Hjerte. Det var en Drøm; jeg skulde ikke
ha drømt den. Der kom en Tid, da jeg heller gik ud af
min Vei, end jeg vilde møde et lidet Barn.
DATTEREN.
Men Drømmen om Fortiden, det var dog Glæde?
MODEREN.
I Begyndelsen kanske. Men det hændte — jeg ved
ikke hvordan —, at jeg vendte tilbage til den Drøm med en
Slags Vemod, som om der laa gjemt.en stor Glæde, som om
jeg havde eiet noget kjært, som jeg ikke vidste om.
En Aften sad jeg sammen med Sir Jasper. Han læste,
og jeg havde ogsaa taget en Bog fra Hylden. Det var
Historien om Kong Arthur og hans Svende. Jeg har den
ovenpaa. Du skal ogsaa læse den engang.
Men som jeg sad og læste, halvt drømmende, halvt
læsende som jeg pleiede, mærkede jeg pludselig, at alle disse
Adelsvende, Arthur, Lancelot, Sir Tristram — alle havde det
samme Ansigt. Jeg kjendte dette Ansigt — det var Piers’!
Min Forfærdelse var stor. Jeg bøiede mig tæt ned til Ilden,
jeg syntes, min Mand maatte læse mine Tanker.
DATTEREN.
Var det da saa galt? Jeg kan ikke tænke mig, at du
kunde gjøre noget galt.
MODEREN.
Det var galt mit Barn, meget galt. Nu, da jeg har
fortalt det halve, maa jeg fortælle det hele. Lad oä indbilde os,
at vi ikke taler om mig, men om en eller anden ulykkelig
Dame i en Bog. Vi kan være bedrøvet over hende og tilgi
hende, men Feilen blir der dog.
Efter denne Dag blev det værre for mig. Da jeg engang
havde optaget Piers blandt mine Tanker, begyndte jeg at søge
ham der og fremkalde alt, som min Hukommelse gjemte om
ham. For en Tid kunde jeg anstrenge min Vilje og tvinge
mig til at tænke paa andre Ting; men min Vilje var ikke
stærk nok til at kjæmpe længe imod mine Ønsker. I
Begyndelsen tænkte jeg paa ham, fordi det glædede mig, uden Anger.
Hans Billede lo straalende i mit Indre. Men snart krøb der
ind i mine Tanker et Ønske om at se ham igjen. Med den
Viljekraft, som jeg burde have brugt til at jage ham fra mig,
fremmanede jeg ham for mig, gjenkaldte mig Lyden af hans
Stemme, Trækkene i hans Ansigt; og jeg forskrækkedes over
den Kraft, som min Drøm eiede.
Tilsidst hændte det en Dag, som jeg sad ved mit Arbeide,
at han viste sig for mig saa tydelig, saa jeg løftede mit Hode
med et pludseligt Kast og strakte mine Arme ud, og jeg
hørte min Stemme raabe: Piers, Piers!
Da vidste jeg, at jeg elskede ham. Jeg tog mig sammen
saa godt, som jeg kunde, og saa den truende Fare fast i
Øinene. I flere Uger turde jeg ikke tænke paa ham igjen.
Men saa hændte der noget, som trængte hans Billede ud af
mit Sind. Min kjære Mor blev syg og døde meget pludselig,
tidlig i det nye Aar, da jeg havde været gift i atten Maaneder.
I hende tabte jeg min nærmeste Ven, den eneste Kvinde, til
hvem jeg kunde ha talt om min store Sorg. Bare hendes
Nærværelse, Bevidstheden om, at hun var der, nær for Haanden,
havde gjort mig godt. Jeg havde aldrig tænkt mig det
muligt, at hun kunde dø. Det var en stor Sorg.
Min Far var næsten brudt, skjønt han bar sit Tab uden
Klage. Jeg gjorde det til Regel at besøge ham hver Dag;
hans Syn var sløvet, og jeg læste for ham som i gamle Dage.
Sir Jasper var meget venlig mod ham og tilbragte næsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
