Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«De forkjøler Dem,» sagde han.
«Aa nei,» svarede jeg, og vi gik Side om Side paa den
trange Sti. Men som vi gik der tause, kom jeg til at tænke
paa hans Hustru, som ikke havde elsket ham. «Denne Sti
er for trang til to,» sagde jeg. Det faldt mig ind i det
Øieblik, at Taushed kan tale for vel. Jeg begyndte at tale, og
vi talte hele Veien hjem. Det var bedre saa, bedre og værre,
thi han havde aldrig talt til mig før. Vi talte om Vaaren,
om Trærne og Himmelen, om Blomsterne ved vore Fødder,
om Fuglestemmerne, som fyldte Luften. Jeg vidste, at han aldrig
vilde ha talt til Sir Jasper og Far, som han nu talte til mig.
Det syntes, som om han ved et Trylleslag havde løst mine
længe indestængte og ubestemte Følelser og git dem deres
Frihed. Alt, hvad han sagde, forstod jeg, og jeg vidste, at
de, de lærde Mænd, ikke vilde ha forstaaet dem. Jeg havde
et Vleld af Glæde i mig fra den Tid ....
DATTEREN.
Jeg er her Mor!
MODEREN.
Hver Dag mødtes vi saaledes ved Sortetjernet. Hver
Dag talte han til mig i sit klare, lysbringende Sprog. Vi
sluttede snart med at tale bare om Trær og Blomster og
berørte alle andre Emner paa Jorden og i Himmelen.
Jeg ved ikke, hvordan jeg levede de andre Timer. Jeg
bare husker, at jeg var fuldstændig indhyllet i Nutiden, jeg
vovede ikke at se udover Morgendagen. Jeg turde ikke se
ind i mit Hjerte, men flygtede fra mit eget Indre med Skræk,
thi jeg kjendte for godt den Hemmelighed, som laa gjemt der,
og jeg vidste, at den Dag, da jeg vilde bekjende min
Kjærlighed for mig selv, maatte gjøre en Ende paa mit Paradis.
DATTEREN.
Mor! ....
MODEREN.
Mit Barn?
DATTEREN.
Han elskede dig.
MODEREN.
Han har aldrig sagt det.
DATTEREN.
Og Sir Jasper?
MODEREN.
Jeg har aldrig vidst, hvor meget han saa. Han var den
samme mod mig, som han altid havde været, og som han var
i de Maaneder, som fulgte. En halvt bevidst Frygt for ham
voksede tilligemed det andet, som jeg ikke turde tilstaa for
mig selv. Og saaledes gik det til Slutningen af Mai.
Det var den 29de i Maaneden. Morgenen var lidt graa;
Solen trængte sparsomt gjennem Skyerne. Jeg skulde just til
at gaa hjemmefra til den sædvanlige Tid, da min Mand raabte
paa mig fra sit Vindu. Jeg havde ikke seet ham den Morgen,
hvilket forresten hændte oftere. Nu raabte han paa mig og
bad mig skrive af nogle Papirer for ham. Jeg blev meget
overrasket, thi han pleiede aldrig at bede mig om saadanne
Tjenester. Men jeg kunde ikke afslaa ham det, sendte en
flygtig Seddel til Far med Pigen om, at jeg var forhindret,
men vilde komme om Eftermiddagen. Det havde ikke været
nødvendig at sende dette Bud til Far, men jeg var ræd for
at gaa Glip af min Spadsretur med Piers.
Klokken fire, da Sir Jasper efter Middag gik til sit
Arbeide, begav jeg mig paa Vei til Sortetjernet. Jeg var i
en bevæget Stemning, thi jeg følte, at jeg nu skulde møde
Piers for første Gang af egen Drift. Jeg vidste ogsaa, at det
var et dristigt Skridt, da min Mand pleiede at gaa til Far
paa denne Tid. Alle disse Forviklinger satte Farve paa den
Ting, som for mig syntes saa naturlig. Mit Hjerte slog
voldsomt, da jeg saa Piers lænende mod det gamle, blaa Rækværk
ved Sortetjernet. Et Øieblik grebes jeg af en ubeskrivelig
Angst, og min Kraft svigtede mig. Jeg vilde ha vendt igjen,
men mit hele Væsen droges mod ham. Da han mærkede, at
jeg kom, vendte han sig pludselig, og vi stod Ansigt til
Ansigt. Nu var det forbi med vor Komedie; vore Øine mødtes
saa pludselig, der havde ikke været Tid til at trække et Slør
mellem vore Sjæle.....
Vi skulde ha døet da! Jeg har ofte tænkt det siden.
Vandet var mørkt og klart; vi skulde have lagt os ned der
sammen og fundet den evige Fred ....
DATTEREN.
Aa Mor! Mor!
MODEREN.
Der hørtes Fodtrin i Skogen, som vakte os. Jeg vidste,
at det var Sir Jasper.
«Piers,» sagde jeg, «dette er Afslutningen, —
Begyndelsen er Afslutningen. Vi maa aldrig træffes mere.»
Han begyndte at bygge op for mig en Fantasi om en
Himmel paa Jorden, om et Hjem i et fjernt Land, hvor han,
hans lille Barn og jeg skulde bo. Det var ikke Tanken paa
Sir Jasper, som bandt mig, heller ikke Løftet i Kirken. Men
hvergang min Kraft syntes at slaaes til Jorden af hans Ord,
af Lyset fra hans Øine, Berøringen af hans Haand, vendte jeg
mine Tanker mod den gamle Mand hjemme. Det var Tanken
paa Mors, paa Fars Minde, som hjalp mig mest. Men ikke
engang min Pietet ligeoverfor mine Forældre vilde ha været
til nogen Nytte, om jeg havde hørt længere paa ham.
«Lad mig gaa,» sagde jeg. «Hvis vi gjør dette, hvis vi
griber efter denne Lykke, — o, Piers, tænk paa det! —
Prisen er dødelig Synd; vi vil forbande hverandre i Døden.
Jeg vil sørge over dig, bløde for dig alle mit Livs.Dage;
men, o Piers! at staa op fra vore brødefulde Grave i Guds
Forbandelse, — at bli dømt af ham! Jeg ser Far og Mor
græde i sin himmelske Skrud. Aa, at bli forbandet af dem
i al Evighed!»
«Heller det sammen,» raabte Piers, «end alle Himlens
tomme Glæder.»
DATTEREN.
Aa, Mor! Jeg havde gaaet med ham, jeg!
MODEREN.
Tilsidst fik jeg ham overtalt til at forlade os. Jeg vilde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
