- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
538

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

han skulde love aldrig mere at komme igjen, men han vilde
ikke aflægge Løfter, som han ikke følte sig istand til at holde;
han gav mig dog sit Ord paa at reise fra Far den næste
Dag og ikke friste mig mere. Han bare bønfaldt mig om at
møde ham engang til, og dette var ogsaa efter mit eget Ønske.
Jeg følte, at et andet Møde bare vilde være en Erstatning for
vor store Fornægtelse. Han vilde, jeg skulde møde ham
samme Aften, men det vilde jeg ikke.

«Nei,» sagde jeg, «nei, Piers, vi vil skilles, naar Verden
er god, naar Dagen er ung og uskyldig.»

Saa gik vi langsomt hjem. Jeg havde fuldstændig glemt
Sir Jasper. Da vi aabnede Døren til Fars Værelse, sad min
Mand der ved Siden af ham og læ"Ste. Han saa op paa os,
men hans Ansigt udtrykte hverken Mistanke eller
Sindsbevægelse. Han sagde bare: «du kommer sent» og fortsatte
at læse.

Piers og jeg tog ogsaa hver vor Bog og sad en Stund
ved hver vor Side af Bordet, som om vi ogsaa læste. Men
det var mere, end jeg kunde bære. Et Hav skulde ha skilt
os, og nu sad vi her, vi tre, og den forfærdelige, tilhyklede
Ro føltes som skjærende Spot over vor skrækkelige Tilstand.
Skjælvende fra Isse til Fod reiste jeg mig og kyssede Far.
Jeg var ikke bra, sagde jeg, og vilde forlade ham, da han nu
var i saa gode Hænder, og gaa hjem før Solnedgang. Jeg
spurgte min Mand, om han kom tilaftens, men han raadede
mig til at gaa tidlig tilsengs og ikke ta Hensyn til ham, da
han sandsynligvis vilde bli længere hos Far end vanlig. Da
jeg nærmede mig Døren, reiste han sig og aabnede den for
mig. Han var altid høflig. Jeg havde ikke sagt Piers et
eneste Ord til Afsked. I Døren vendte jeg mig som for at
smile til Far, og der, ved Vinduet, stod Piers med Bogen i
Haanden og saa paa mig med sine lysende Øine ....

Jeg kan aldrig komme ind i dette Værelse nu uden at
se ham der ved Vinduet med Hovedet lidt forover, Hagen
opad, seende stille paa mig ....

DATTEREN.

Aa Mor, fortæl, kjæreste! Og den næste Dag?

MODEREN.

Jeg sov ikke hele den Nat. Henimod Midnat hørte jeg
min Mand gaa ind paa sit Værelse, og jeg var forbauset over
den sene Tid.

Dagen syntes aldrig at ville gry, men den kom tilsidst,
og da syntes jeg, den kom for tidlig; jeg skulde jo ofte se
det dages igjen, men kanske aldrig mere si til mig selv: «idag
skal du se ham.»

Solen holdt paa at gaa op, da jeg naaede Sortetjernet,
men Piers var der ikke. Jeg var forbauset over dette,
begyndte at gaa frem og tilbage og satte mig tilslut ned paa
Mosen for at vente paa ham. Hvert Minut troede jeg, han
maatte komme, saa Tiden gik hurtig. Jeg forsøgte at indbilde
mig, at det allerede var Dagen efter, og han for altid havde
forladt mig, og at jeg derfor nu, da jeg havde havt en
Forsmag paa det bitre, som skulde komme, havde Ret til at
skjænke den fulde Sødme i mit sidste Lyksalighedsbæger.
Luften var fuld af Løfter om en gylden Dag, Duernes Kurren

brød Skogens Taushed, og langt borte hørte jeg Gjøgens Slag.
Glæde holdt paa at vaagne i den unge Verden og ogsaa i mit
Hjerte. Forgjæves sagde jeg til mig selv: «vær alvorlig, vær
alvorlig!» Jeg kunde ikke. Istedetfor at raabe: «jeg skal
aldrig se ham mere», raabte det indi mig: «han kommer».
Om et Sekund vilde han holde mig i sine Arme. Imod dette
Øieblik søgte min Sjæl og negtede at se, hvad som laa
bagenom.

DATTEREN.

.... Mor ! Kom han ?

MODEREN.

Nei, mit søde Barn, han kom ikke. En Solstraale, som
trængte gjennem Løvet, faldt paa Mosen og forgyldte Duggen.
Jeg forstod, at jeg havde siddet der altfor længe. Jeg turde
ikke gaa til Far, jeg skyndte mig hjem i rasende Tvil. Min
Mand mødte mig ved Frokosten. Han syntes, hvis det
overhovedet var muligt, at være endnu mere behersket og kold
end før. Jeg følte Modsætningen mellem hans Ro og min
Sindsbevægelse og vilde gaa, men da jeg stod i Begreb med
at forlade Værelset, bad han mig igjen om at afskrive nogle
Papirer for ham. Jeg gjorde ingen Indvending, men sneg mig
til mit Værelse med dem. Min Haand skjalv forfærdelig og,
i min forvirrede Tilstand gjorde jeg saa mange Feil, saa jeg
blev siddende med mit ufærdige Arbeide til sent paa
Eftermiddagen. Jeg begreb neppe selv, hvordan jeg uden at mukke
kunde sidde der saa rolig, mens Sir Jasper gik sin Vei, men
jeg var som i en Dvale.

Min Mand kom tilbage til Aftens, og vi spiste i Taushed.
Tilsidst følte jeg, at det begyndte at gaa rundt for mig, og
at jeg ikke kunde sidde opreist mere; jeg reiste mig derfor
og sa Godnat. Men kommen midt i Værelset spurgte jeg:

«Hvordan har Far det?»

«Ikke ganske bra,» svarede min Mand, «han hoster
slemt.»

Ved Døren vendte jeg mit Ansigt fra ham. «Og Piers?»
spurgte jeg.

«Han er reist,» svarede Sir Jasper.

«Aa,» sagde jeg, «det vidste jeg ikke. Han har ikke
sagt Farvel til mig.» Og da min Mand havde lukket Døren,
famlede jeg mig halvt i Blinde frem til mit Værelse.

Den næste Dag spurgte jeg Far om saa meget, som jeg
turde. De havde siddet sammen, de tre, og talt til sent paa
Aftenen. Piers havde forladt Værelset sammen med Sir Jasper,
idet han havde tilføiet, at han maatte bli borte nogle Dage
paa Grund af Forretninger og vilde sandsynligvis reise, før
Far var oppe, men vilde snart vende tilbage.

Dette beroligede mig; men en Uge gik og to. Hver
Morgen, naar jeg kom til Far, sagde han: «Det er
mærkeligt, at han blir saa længe. Jeg savner ham, Phæbe.» Og
hver Morgen svarede jeg bare: «Ja, det er sandelig
mærkeligt.»

Nu finder jeg det ikke saa mærkeligt. Min Sorg var
stor og bitter. Jeg havde sendt ham fra mig, og han havde
adlydt altfor vel. Han havde reist paa min egen Befaling, og
nu kunde jeg ha givet min Sjæl for at ha ham tilbage igjen,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 23:08:22 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0548.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free