Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161
hjem til Honorialyst og hadde skrevet efter
fjæren.
Straks brevet var sendt, kom anfegtelserne.
Hvorledes kunde det være fat med det menne-
ske, som næret ønske om en strudsfjær efter at
ha oplevet et tap som hendes? Og visste hun
ikke (altfor vel), at det er tusen mennesker, mil-
lioner, som aldrig har eiet en strudsfjær — ja,
som ikke engang har det daglige brød?
Fjæren kom. Mot efterkrav — contre rem-
boursement. Og hun graat.
Et hundrede og fem og tyve kroner. Et
hundrede og fem og tyve kroner for en hatte-
fjer! Hvem hadde kunnet ane det? Det
var uhørt! Hun burde sende den tilbake —
retour! Den var smuk; den mindet ogsaa om
en sørgepil... Den var større end Rasmus’
kones .... Men et hundrede og fem og tyve...
hun burde sende den tilbake — retour!
Det hjalp ikke, at hun drog sig til minde
ord, Salmeyer hadde talt til hende ved lignende
anledninger. Og det lindret ikke at mindes
hænderne, som hadde arbeidet dette pragtstykke
av en fjær — disse hænderne, som var saa tak-
nemmelige for at faa arbeide — og som hun ved
dette indkjøpet sikret mere arbeide... Nei,
fru Honoria Salmeyer var ikke som andre men-
nesker der i byen — og hendes samvittighet
var ingen almindelig samvittighet. Var de smaa
modisterne der ute i Paris forsvarlig lønnet?
11 — Nini Anker; De vaabenløse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
