Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
skes blik, syntes fru Honoria. Eller en eneboers
som første gang skimter et andet menneskes
ansigt. . ..
«Ogsaa jeg er alene,» sa fru Honoria Sal-
meyer, og det bævet om hendes smale, lyserøde
læber — «jeg vet hvad det vil si at være ensom
— at sitte alene tilbords — at læse sin avis
alene — at gaa sine spaserture alene....» plud-
selig svigtet hendes stemme, og hun gjemte sine
øine i lommetørklæet.
Guld-Mine vilde stikke hænderne under for-
klædet — merket, hun ikke hadde forklæ —
foldet hænderne. Og nu begyndte det, som
skedde her, i kammerset, at komme efter med
hende.... Rike konsul Salmeyers enke sat paa
putestolen og snakket til hende, Vilhelmine Iversen,
om sin sorg.
En hændelse gik for sig, her, nu, i kam-
merset...
«Hvis det kan være til nogenslags hygge for
fruen,» sa Guld-Mine; og hendes tanker blev med
ett klare og tydelige: Fine folk kan ha trang
til trøst og selskap, de ogsaa, naar sorgen har
truffet dem; enken efter gamle konsul Salmeyer
var ikke der fra byen — hun hadde kanhænde
ingen at fortrøste sig til der i byen — men da
var hendes tanke faldt paa hende, Vilhelmine:
Iversen, som heller ikke var der fra byen...
Hun skulde komme til hende, til en betrængt
søster, en søster i ensomhet. ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
