Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
En svak rødme bredte sig over Guld-Mines
hvite ansigt.
Fru Honoria la sit lommetørklæ sammen —
ogsaa hendes ansigt hadde faat stærkere farve.
Da smilte Guld-Mine — fru konsul Salmeyer
skulde ikke ha gjort det omsonst!
«Det er min geburtsdag idag,» sa Guld-Mine,
«kanske det kunde være en liten opmuntring for
fruen at ta en kop kaffe her isammen med
husjomfruen til presten.»
Et sekund var det stilt i kammerset.
Saa sa Guld-Mine:
«....Men det er vel ikke noget for en som
fruen.» Og hendes ansigt blev hvitt som før.
Fru Honoria Salmeyer forsøkte at tænke...
Hun hadde aldrig oplevet noget lignende (og
det vil enhver fin dame, som læser dette, forstaa).
Hun hadde gaat ned, i hver betydning ned, fra
sin Villa Honorialyst — hadde gaat ind i smuget
her bak prestens hus, ind i boligen til Guld-
Mine, om hvem hun med visshet visste, at det
var dage om vinteren, da hun laa tilsengs, fordi
hun ikke hadde brænde.... Hun hadde gaat,
ledet av det instinkt for gode gjerninger, som en
samvittighet som hendes utvikler i et menneske-
bryst — for at øve godhet mot et fattig med-
menneske var hun gaat. — Og saa kom hun
ut for en saa latterlig, ja en saa saarende mis-
forstaaelse. Var det da ingen forskjel paa
menneskene længer?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
