Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den satiriske digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
harme (C. B. nr. 80). Vagantlitteraturen kan endog opvise
et virkeligt pæderastisk digt123), fuldendt i formen, men for
normale mennesker yderst frastødende i tanke og indhold.
At vaganterne ved given lejlighed beskylder deres konkur-
renter, spillemændene, for at dyrke unaturlige laster124),
kan skyldes brødnid, men viser dog, hvor fortrolig man i
hine tider var med slige udskejelser. Alanus af Lille, Val-
thers bysbarn og uven, skrev endog en lang afhandling paa
et yderst afskrækkende, skruet og blomstrende sprog, „Na-
turens klagew (De planctu Naturæ), der for en stor del er
rettet mod homosexualitetens last125), og, som bekendt, blev
senere Tempelherrerne beskyldte for at være stærkt hen-
givne til samme skændighed. Selv den middelhøjtyske lit-
teratur indeholder enkelte hentydninger til og udfald imod
denne afskyelighed126).
Gejstligheden følte selv, at dens landskendte usædelighed
udsatte den for at synke i fromme lægmænds omdømme.
Den forsøgte da ved sindrige allegorier at bevise, at kirkens
naademidler ikke tabte i kraft ved at gaa gennem en uvær-
dig præst hænder. Der fortælles saaledes, at en from mand
ikke vilde høre messen, fordi præsten var berygtet for sit
skændige levned. Han vandrede alene om paa marken,
følte heftig tørst og drak af en klar kilde; men tørsten
vedblev. Han besluttede da at søge kildens udspring for
der muligvis at faa sin tørst slukket. En skøn olding viste
sig pludselig for ham og førte ham til kildevældet, der til
hans rædsel strømmede ud af det aabne gab paa et raad-
dent og stinkende hundekadaver. Men oldingen bød ham
drikke uden frygt, og det forekom manden, at han aldrig
havde smagt renere og herligere vand. Oldingen forklarede
ham nu, at ligesom vandet intet mistede i smag ved at
strømme gennem den stinkende hunds gab, saaledes for-
holdt det sig^ ogsaa med den af en uværdig præst fejrede
messe. Selv om derfor slige præsters levned var ham en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
