Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den satiriske digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
m
i å j
y |
illi
M
Si’
pi; >
i( i - 1’ >
! r; !/:
’ "
itø
:
: I !!if
1
; :
i
i :ii
H|!; ’
å ‘
)
!■ /| I
I
.
i i,|V!; vi’
::
’i
i f
i : Ijili
•• «T| !
! b.
t
■i.; ;; 4
v
i;.’ li!’1
lå !l"
I il1!
I
II-
:
•i
|!
‘
-’
I
ili-;
J
VAGANTVISERNE
Ikke engang indbyrdes lever klosterbrodrene efter en
anden satirikers mening132) som gode og ærlige kammerater.
Smigeren har fra hoffet udbredt sig til klostrene. Den ær-
gerrige munk smigrer de andre brødre for at vinde nøg-
lerne (o■komme til magten) j men lige saa snart han har
dem i hænde, vender han det lodne ud og tiltordner alle,
der vover en indvending: „Ti, elendige! I har ingen for-
stand; det er mig, der styrer huset.« Nu kryber alle mun-
kene for den nye herre, der lader haant om regelen og
betragter klosterets gods som sin private ejendom. Selv
gamle mænd smigrer ham; sladder, bagtalelse og angiveri
trives frodigt.
I sin Apokalypse (se ovenfor s. 76) har Valther af Lille
udgydt al den bitterhed, der pinte hans sind, over mun-
kene, mod hvem han formodentlig havde grund til at nære
personligt nag: Fra en sky af sort svovldamp fremtræder
et langt tog af sorte mænd, der syv gange raaber: „Herre!
Herre!« Engelen bryder seglet til det syvende kapitel, og
digteren læser om abbedernes og munkenes sæder. Abbe-
derne fører deres hjorde til Helvede. I klosteret er de
ustadige, men des stadigere ved hoffet. De foragter tilsyne-
ladende verden og bærer en slet klædning og et sønderknust
hjærte til skue; men bag den ringe dragt bor Venus desto
sikrere, og under de taarer, som deres sønderknuste hjærte
græder, smiler de til bægeret, der staar foran dem. Mun-
kenes tunger er lystne efter kiv og ond tale; selv naar de
tier (ifølge tavshedsforpligtelsen), smæder og kives de vi-
dere ved tegn; at æde og drikke er deres lyst. Deres
svælg er en aaben grav, deres mave en altopslugende mal-
strøm, deres fingre er skovle. Sidder abbeden ved maal-
tidet med brødrene, da gaar bægeret rundt; abbeden løfter
drikkeskaalen med begge hænder og raaber: „O, hvilken
Herrens lampe er ikke den berusende pokal i en rask
mands haand! Velan, Bacchus, vær du en fører for vor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
