Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ridder og kleriker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af vin han har ej mindste maal,
Af havre ikke fuld en skaal.
Min frøken, nu maa tømmen gaa,
Og saa han sadlen sælge maa;
Hans fodtøj gaar til mad og drikke,
Thi anden udvej har han ikke.
Nu har paa pant han alt sat ud
Og spist det snart til sidste klud;
Den næste dag han aner ej,
Hvordan han frokost skaffer sig.
I maa, om muligt, hjælpe ham:
At svigte manden var en skam.
Men slig en nød han ofte faar,
Vel hundred gange i et aar“.
Efter denne skildring, der i ikke ringe grad bærer sand-
synlighedens præg og ogsaa støttes af andre vidnesbyrd
(f. ex. Garin’s uartige fabliau: „Li chevaliers qui faisoit
parler les c . . . et les c . . .“ hos Montaiglon, T. VI, p. 73
ff.) priser Eglantine sin egen klærks flothed: „Alt dette
kender jeg intet til, og derfor er jeg klærkens veninde.
Jeg sætter mig i min stol; foran mig staar min kammer-
pige og fortæller mig, at min ven vil købe mig en graa-
værks pels, en kappe eller en overkjole til en værdi af
hundrede pund sterling, og det maa I vide, at hver nat
sover han hos mig i min seng. Det er, skulde jeg mene,
høviskhed at sikre os mod lave og usle kaar.“ Hueline
svarer med at appellere til en højere instans, og forslaget
modtages. Da tiden kommer, rider de to unge damer af
sted, Eglantine paa et prægtig udstyret muldyr, Hueline
paa en damehest. I en skov møder de to høviske unger-
svende, der galant viser damerne vej til elskovsgudens
borg, hvis pragt skildres yderst fantastisk, men med ringe
anskuelighed. Damerne stiger af, og her ender digtet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
