Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13 KÆRLIGHEDENS ORM
»Ja«, svarede denne. »Uhelbredelig gal«.
Og efter en Pavse:
»De er nok kommen for tidlig hjem — mod Aftalen.«
»Hvad mener De, højstærede?«
»De faar tage Følgerne. Vi vilde ellers have holdt Dem udenfor.«
»Hvilken Aftale?« Ægtemanden var graagrøn i Ansigtet.
»De tror altsaa, jeg trak mig ud af det, saadan ganske godvilligt, uden at sikre
mig en Parti«
»De lyver!«
»De stjal —«
»De lyver, siger jeg!« Og Armstagen med de tændte Lys dansede for
Ægtemandens Næveslag i Bordpladen.
»De tror jo, hvad jeg siger« sagde Elskeren koldt.
»Men ustraffet skal De ikke plette min Hustrus Ære.«
»Sagde De Ære? Undskyld, Hr. Medindehaver, at jeg nøs. Men lad os to i alt
Fald ikke spille Komedie for hinanden.«
Uret dikkede fornøjeligt. De to Herrer smaafløjtede.
»Siden hvornaar, om jeg tør spørge —« kom det fra den forpinte Ægtemand.
»Aftalen? Fra dengang. Men vi har jo ikke kunnet komme til for Dem. De
har jo holdt Hvedebrødsdage ud over alle rimelige Grænser.«
»Men det er jo det rene Vanvid, Mand!«
»De skal se, De vænner Dem til det ligesom jeg — man vænner sig altid til
det, der ikke kan være anderledes.«
»Hvis man er en Pjalt, ja!«
»Lad os ikke skabe os, bedste Lidelsesfælle. Vi kender hende lige godt og
temmelig indgaaende. De ved lige saa vel som jeg, at hun er dejlig nok til at kunne
forlange af os, hvad det skal være — og vi gør det. Forlanger hun af mig, at jeg
skal rydde Dem af Vejen — jeg gør det gladeligen.«
»Er vi Mennesker, eller er vi Dyr?« spurgte Ægtemanden og tog sig med begge
Hænder om Hovedet.
»Ingen af Delene. Skal jeg sige Dem, hvad vi er? Vi er løsslupne Naturkræfter.
Vi er Prometheuser, der har stjaalet en Gnist i Himlen fra Kærlighedens
hyggelige Arne, hvor de økonomiserer svært med den paa Grund af dens Betydning i
Husholdningen. Og den Gnist har vi pustet op ud over alle Grænser til et
flammende Baal, som vi selv gaar paa Hovedet i en skønne Dag.«
Ægtemanden stirrede rædselsslagen paa ham.
»Vi er Virtuoser i Elskovens farlige Kunst. Som Virtuoser plejer, er vi Idioter
paa alle Evner undtagen een. Men den har vi ogsaa dyrket til en Grad af
Fuldkommenhed, saa Gud maa sig forbarme — lige op til Vanviddets mest svimlende Spids.«
I det samme aabnedes Døren, og ind traadte Husets Frue, fulgt af en høj, bleg
og huløjet, selskabsklædt Herre, der hilste forekommende paa de tilstedeværende.
Hun var klædt paa en udfordrende ærbar Maade. Højhalset var Kjolen, men dens
sorte Silke var som klæbet fast til hendes glatte Krop. Hver Form saas, hver
Bevægelse kunde følges. Hendes engleskønne Ansigt med de uskyldigste Øjne af
Verden smilede venligt til alle. En vis lad Mathed var udbredt over hele Skikkel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
