Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
KÆRLIGHEDENS ORM
sen. Hun takkede den fremmede Herre for Følgeskabet, undskyldte Træthed og
trak sig med en ejendommelig kælen Dovenhed tilbage til Sovekammeret.
Den fremmede Herre tog Plads. Da han satte sig, saa’ de to andre, at han var
skallet — absolut skallet. Og hans mørke Øjne laa dybt tilbage i Hovedet.
Uden at veksle et Ord sluttede Ægtemand og Elsker Venskab paa Livstid i
fælles Had mod den tredje. Det var altsaa Efterfølgeren, tænkte de. Mon noget i
Retning af Diplomat? Baandroset i Knaphullet, eller hvad Fanden det var. —
Den forlegne Pavse maatte udfyldes, tænkte Ægtemanden og takkede den
fremmede Herre, fordi han saa elskværdigt havde fulgt Fruen hjem.
Den fremmede smilte forbindtligt, saa Mundvigerne naaede Ørene. Det sagde
Klask, da han lukkede Munden.
De to andre betragtede ham et Øjeblik skarpt, og de syntes, han var magrere
nu, end da han kom. De sagde ikke noget, men mærkede, de kom til at fryse.
»Jeg synes, her bliver koldt«, sagde Ægtemanden. Hans Tænder klaprede.
»Her trækker«, sagde Elskeren og saa’ paa Lysene i Armstagen. De brændte
uroligt og skævt. Han knækkede en Høvlspaan ned i et af dem.
Ægtemanden tænkte paa sit Gevær med Skud i, der hang saa tavst paa Væggen.
Da rejste den fremmede sig. Og nu saa’ de først ret, hvor knokkelmager han
var. Tøjet hang slasket omkring ham. Han bukkede dybt, saa Skallepanden
skinnede blank i Lyset, og hans Smil var saa rent ovenud forbindtligt, at Underkæben
faldt ned paa Brystet. Og da han sagde »Paa Gensyn!« var det, som om Øjnene
svuppede bagud af Hulerne ned i Svælget. Det var, ligesom han slubrede dem
i sig.
De hørte hverken Døre eller Port lukke sig efter ham, skønt de lyttede. Men
de hørte Lænkehunden tude saa sørgeligt et Øjeblik efter.
Ægtemanden og den forhenværende var straks paa det rene med, hver for sig,
at den Herre kunde ikke være Efterfølgeren. Han var ligesom lidt uhyggelig. Og
dermed var deres Venskab forbi.
Saa sad de lidt og lurede paa hinanden i al Stilhed og frøs.
Inde fra Sovekammeret lød et Klip-klap, som naar to lette Smaasko tages frem
og sættes tilrette.
Blodet tog Fart i de tvende Herrer. Det føltes varmere i Aareme, helt op i
Tindingen. De sad hver for sig og tænkte paa hvert Klædningsstykke, der nu
faldt inde ved Siden af. De saa’ Forvandlingen i Fantasien. De havde jo fælles
Erindringer at digte paa. Ægtemanden tænkte for Alvor paa sit ladte Gevær.
Da aabnedes Sovekammerdøren, og ind strømmede til dem lun Luft og
sansebedøvende Vellugt, og i Lysskæret derinde fra stod hun selv, klædt i hvideste
Nattelin. Og det var, som om Varmen og Duften udgik fra hendes Legeme bag
Linet.
Dovent og kattekælent smilede hun til dem, gottende sig som en attraaet
Leopardhun, hvem det kildrer behageligt at se to Hanner skambide hinanden for
hendes Skyld.
»God Nat, mine Herrer« — og Døren lukkedes lydløst.
Men da var de to Rivaler sprungen op og stod ude af sig selv med fast Tag i
hinandens Struber. Blodet susede for deres Øren, som havde de Konkylier til Øre-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
