Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
OM LIVSANSKUELSE 22
blev han det i Efteraaret-Som mange vil huske, havde Akademisk
Elevsamfund i November Maaned sammenkaldt Studenter og Kunstnere og unge Kvinder
til et Møde, hvor en af de unge Kunstneres Førere vilde indlede en Diskussion
om Livsanskuelse. Der kom mange til dette Møde, mange der var trætte af tomme
Diskussioner om Ingenting og hele Universet, men som her ventede et alvorligt
Ord, et ungt og ærligt Ord, hentet frem fra Sjælens skjulte Værksted. Men den,
der kom der med stor Forventning, blev bittert skuffet. Han stod og blev tavs af
Hidsighed. Her var intet af det, han havde ventet. Naar undtages en lys Erindring
om en bekendt Filosofs fine Ord om den aabne Horisont, det ærlige Menneske
har ud til den store Uendelighed, blev Mindet om denne Aften et trist og
sørgeligt Graat-i-Graat.
Man syntes, man havde haft Lov til at vente, naar en Kunstner, om hvem
man vidste, at han havde en Del af sine Kammeraters Opmærksomhed, stod op
og talte om sin Livsanskuelse, om det der for ham var Gud, at han da havde
noget personligt at sige. Jesus, Tænkeren fra Nazaret, den Mand hvis Ideer nu
bydes os i en mere forvrænget Skikkelse, end det nogensinde er overgaaet nogen
anden Mands Ideer at blive udbudte, sagde en Gang: Men Du, naar Du beder, da
gaa ind i dit Lønkammer, og luk din Dør, og bed saa til din Fader, som er i Ijfndom,
da skal din Fader, som ser i Løndom, lønne Dig aabenbart. Jesus lærte nemlig
Menneskene, at Gud findes ikke i Ceremonier og dogmebundne Lærdomme, men at
den Enkelte fandt ham nede i sit eget Sind, helt dernede hvor han var dybest sig
selv og borte fra alle andre. Den, for hvem dette er en urokkelig Kendsgerning,
var derfor taabelig nok til at vente af den unge Kunstner, der stod op og talte om
Gud, at han vilde hente sine Ord frem fra Ensomheden, fra Tavsheden, fra sin Sjæls
Lønkammer, fra det Sted, hvor han og han alene havde mødt Gud; at han havde
ført os ud til det ensomme Sted, hvor hans Sjæl i Ærligheden og Tavsheden,
renset for alle Dogmer og filosofiske Systemer og Børnelærdomme og Uærlighed,
fri og ene have mødt Uendeligheden. I Stedet for fik man en Række Talemaader
fra Bethesda og en Henvisning til den danske Folkekirke. Balslevs Lærebog
om igen. Synet af en ung Mand, der i ophøjet Mandighed ståk sit Hoved ind
ad Kirkedøren, som Strudsen der skjuler sit Hoved i en Busk og saa tror sig
uden for Fare. Man havde ventet den ærbødige og dybe Tavshed, der griber en,
naar et Menneske taler til os ud af sin aabne Sjæl, og man blev tavs af Skuffelse
og Hidsighed. Der er saa mange Slags Tavshed; men navnlig to: den aktive og
den passive. Den sidste er af det onde. Det er den, der bestaar i, at man tier,
fordi man intet har at sige, det er den dumme Tavshed; deq kan komme
indefra og være Træthedens og Søvnens Tavshed, og den kan paaføres en udefra:
man kan stirre saa længe ind i det Væv af Ligegyldighed, som Menneskene
opstiller og udvikler til formidabel Glæde for dem selv, at man bliver tavs af Harme
og Sorg og faar svage Fornemmelser af Lyst til at opgive det hele. Hvad kan det
nytte ? Saa er der den aktive Tavshed, den der er forskellig for hvert Menneske,
og som ligger dybest paa Bunden af vore Sjæle og siger mere end mange Ord.
Den vi finder ude i vor egen Ensomhed. Den hvert Menneske kunde kalde sin
egen Tavshed. Kvinderne kender den, naar de elsker; som Søren Kierkegaard
siger: Du ved det jo: Den som blev forelsket og blev talende: nu ja! men at blive tavs:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
