Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OM LIVSANSKUELSE 37
det er sikrere. Om disse to Tavsheder siger Maeterlinck: jeg vil kun tale om den
aktive Tavshed; thi der er en passiv Tavshed, som kun er et Genskin af Søvnen, Døden
og Bevidstløsheden. Det er den sovende Tavshed, og medens den sover, er den mindre
farlig end Ordet; men en uventet Begivenhed kan pludselig vække den, og da er det
dens Broder, den store, levende Tavshed, der sætter sig i Højsædet. Vær da paa din Post;
thi nu gaar to Sjæle hinanden i Møde, Murene aabne sig, Dæmningerne brydes, og det
daglige Liv maa vige for et Liv, hvor alt bliver saa underlig højtideligt, saa
forsvarsløst, intet adlyder længere de sædvanlige Love; der ses intet Smil; og hvad der nu
hænder, glemmes aldrig.
Den Tavshed, der greb en Del af Tilhørerne ved de unge Kunstneres Møde
om Livsanskuelser, var den skuffede Tavshed, den Tavshed der er af det onde,
den Tavshed, der ikke tyder godt. Men alligevel: da en af disse skuffede kom hjem,
fandt han sin egen Tavshed. Og nede i denne ensomme Tavshed fik han Lyst til
at gøre en Henstilling til Mødets Ledere, en Henstilling om, naar de en anden
Gang kaldte Unge sammen til en Diskussion om det store Spørgsmaal om
Livsanskuelser, da at tale deres egne Ord og hente det, de ville sige, frem fra deres
egne Sjæle. Fra Ensomheden og Tavsheden.
II
Fra Ensomheden og Tavsheden. Hvem hjælper det, for hvem er det til Glæde,
naar En staar op og taler om sin Sjæls Drømme og saa fortaber sig i gamle
Bøgers snørklede Ord og færdige Tanker. De gamle Bøger tager vi jo selv i vore
Hænder i de ensomme Timer, de Timer, der er vore, egne. Men naar et
Menneske taler, saa er det ham, vi vil lære at kende, ikke hans Kundskab og Lærdom,
ikke de Ord han har hørt paa Gader og Stræder og i hvælvede Kirker, det er ham
selv, vi vil høre. Lad ham tale sin egen Sjæl ud for os, lad ham drage frem for
Lyset, ikke de Tanker der stiger op fra Bøger og Menneskers Tale og som vi alle
kender, men hans Sjæls Sangbund for disse Tanker, lad ham blotte det Punkt i
sit Sind, hvor de store Tanker har mødt ham og netop ham, det Sted i Sjælen,
hvor de store Tanker brydes mod hans Ejendommelighed, og vi vil lytte og blive
opmærksomme. Vi har altid Tid for den, som aabner sig for os. Michaelis har
et Sted brugt det Udtryk: min Hjærnes Prisme; jeg husker ikke længere i hvilken
Sammenhæng, men det er ogsaa ligegyldigt, det er Udtrykket selv, der er det
væsentlige: Hjærnen er som en Prisme; som Solens Straaler brydes i en Prisme af
Glas, brydes Menneskehedens store Tanker i den Enkeltes Hjærne. Det er ikke
de Tanker, der er paa Vej til Hjærnen, som vi skal gentage for hinanden, det er
Brydningspunktet, vi skal aabenbare for hinanden, Maaden hvorpaa vi hver for sig
modtager det, vi alle er fælles om. Som Poul Møller har sagt: Hvis hver enkelt
dømte om Tingene, saaledes som de fremstiller sig for ham, da vilde herlige Fænomener
fremkomme. Den der vil tale til andre, maa først finde sig selv. Og det sker kun
i Ensomheden. Ude paa Ensomhedens tavse Vande, hvor ingen Larm forstyrrer
os, hvor intet spreder vore Tanker og blænder vore Øjne, hvor det daglige Livs
Tilfældigheder træder i Baggrunden, hvor det, der til daglig ligger saa nær ind paa
os, at vi ikke kan se det, som den der ikke kan se Skoven for bare Træer, hvor
det træder tilbage og trækker sig sammen og bliver synligt i et klart og fatteligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
