Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
OM LIVSANSKUELSE 28
Ordene imellem dem, men i Tavsheden. Jeg maa altsaa se at blive klar over
Tavsheden. Om det i den er muligt at lære hinanden helt at kende. Eller om ogsaa
den skulde konstatere Menneskenes Forskellighed.
Tavsheden. Jeg vil ikke gaa langt ind paa dette, der er saa svært at tale om.
Men jeg vil igen en Gang henvende mig til Dig, som sidder ene og læser dette,
jeg vil spørge Dig, om Du ikke kender Tavsheden. Om Du ikke kender, hvad
det vil sige: at tie sammen med et andet Menneske. Den Tavshed som er den
aktive. Den om hvilken Kierkegaard sagde: Du ved det jo: Den som blev
forelsket og blev talende: nu ja! men at blive tavs: det er sikrere. Den Maeterlinck
kaldte den store, levende Tavshed, under hvilken Sjælene gaar hinanden i Møde,
og som aldrig glemmes af den, der har oplevet den. Den Tavshed i hvilken vi
kommer hinanden nærmest. Og saa alligevel: er dette det sidste i Tavsheden?
Har Du ikke netop i den dybest og stærkest følt den dybe Kontrast mellem
Menneskene? Er det ikke netop Tavsheden, der har ført Dig hen til den Afgrund, der
skiller Menneske fra Menneske, er det ikke i Tavsheden, Du har stirret ned i
Afgrundens Dyb. Vi kan tale med hinanden, vi kan være enige, og vi kan blive
uenige, og Ordene kan flyve hvinende og skurrende mod hinanden,
Forskellighederne er endda ikke store, Uoverensstemmelserne glemmes. Men i Tavsheden!
Der føler vi, at vi aldrig naar helt over til hinanden, at der er en Afgrund imellem
os, fra hvis Rande vi kan tale med hinanden og se hinanden, men over hvilken
vi aldrig kan komme. Hvert Menneske er som en 0, der er omflydt af
Ensomhedens og Tavshedens dybe Vande. Det er saa vanskeligt at finde Ord for dette,
der ligger saa dybt under de Egne i Bevidstheden, hvor Ordene hersker; jeg kan
antyde, hvad jeg mener, med et Par Citater. Samfølelsen i Tavsheden, selve det:
at tie sammen, har Maeterlinck illustreret ved sin dybe og geniale Brug af
Gentagelsen. Jeg behøver blot at erindre om et Par Repliker fra Taarnkammerscenen
i første Akt af Prinsesse Malene; Ammen og Prinsesse Malene har nogle Dage
været indelukkede i et mørkt Taarnkammer, nu har de endelig faaet arbejdet en
Sten løs af Muren og atter faaet et Udkig til Verden, og den samfølende Befrielse,
de begge føler over dette, er saa givet i deres Gentagelse af hinandens Ord:
Malene: Bi lidt. Jeg han se Søen. Ammen: Kan Du se Søen? Malene: Ja, det er Søen.
Den er helt grøn. Ammen: Saa maa Du ogsaa kunne se Staden. iMd mig! Malene:
Jeg kan se Fyrtaarnet. Ammen: Kan Du se Fyrtaarnet? Malene: Ja, jeg tror da,
det er Fyrtaarnet. Ammen: Saa maa Du ogsaa kunne se Staden. Malene: Nej,
Staden kan jeg ikke se. Ammen: Kan Du ikke se Staden? Malene: Nej, Staden kan jeg
ikke se......Men endnu vanskeligere er det at forklare det sidste i Tavsheden:
Uoverensstemmelsen, Kontrasten. Helge Rode har et Sted i Kongesønner,
maaske sig selv uafvidende, faaet fat paa den. Ordene falder saadan: Oinos: Se
Helena. Se Jorden! Jorden er ogsaa en Blomst, en uhyre pragtfuld Blomst med alle
Verdens Farver, vokset Jrem af Natten. Af den sorte Nat, der er som frugtbar Muld.
Helena: Saa er Solen ogsaa en Blomst. Oinos: Solen er en Guldblomst. For Millioner
af Aar siden sprang den ud.......Oinos og Helena er under disse Repliker ude
sammen en Nat, i en Stemning der er saa stærk, at de fornemmer den, som
favnede den hele Verden, som var de eet i dens Vælde. Men læg Mærke til
Replikerne: Stemningen falder sammen, Ordene griber ind i hinanden, og alligevel:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
