Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BONDENS SØN
81
Hylsklæde og Knæerne helt op under Næsen, men selv i denne umagelige
Dækstilling syntes han allevegne at se gloende Øjne og Skæg og laadne Gribeklør.
Da begyndte det at skramle henover Gaardens Stenbro. Jens havde hørt denne
Lyd ofte nok til at vide, at det var Bedstefa’r, og paa de uregelmæssige, larmende
Skridt mærkedes det grant, at han havde en overmaade »høj Hat« paa i Aften.
Alligevel var hans endelige Ankomst Jens en Trøst, for han nærede ikke Tvivl om, at
Bedstefa’rs Bistand vilde mægtigt styrke Alliancen mod Bussemanden. Desuden
var han bedst mod Jens, naar han var fuld, om end slem mod alle andre. Under
et forfærdeligt Bulder og Spektakel kom han ind i Forstuen; efter nogle
slingrende Manøvrer fik han omsider Klinkedøren op til Dagligstuen, dirigerede
derpaa de tunge Træsko over det kvarterhøje Dørtræ, og trak Døren til med et
rystende Knald for at antyde, at han — Dæwlen brækk’ sig — endnu var Mand i
Huset! Efter disse indledende Skridt gik han frem i Stuen og rømmede sig med
en Kraft, saa hvert Øje aabnedes rundt i Sengene, og Polla sprang op fra
Kakkelovnskrogen og udstødte et Par forskrækkede Bjæf.
Nu vidste alle, at den gamle vilde holde en Tale. Han bejlede i denne vel ikke
til Bifaldsy trin ger, men det vidste man af Erfaring, at det gjaldt om at holde sin
Lyst til Mishagsudbrud i Tømme, thi selv den svageste Protest fra en af Sengene
kunde afføde et uendeligt Haglvejr af Eder.
Disse Veltalenhedsprøver var altid oplysende Foredrag over kendte Æmner, en
Slags historisk Oversigt over Gaardens Tilstand og Drift under hans — Søren
Stougaards — glorrige Regimente i Modsætning til den sørgelige, letkjendelige
Dekadence, der udmærkede den Æra, som Mads Søndergaard uværdigen havde indviet:
»For den Gaang a kom te’ Gaarden, — der var Satten stænt’ mæ it’ en Plov
eller Harre, ja om a saa aalle ska blyw salig, it’ en Skovl eller Grev, der var værd
o ta’ i en Haa’en. En kund’ spænd’ fir’ Hæjst’ for en Plov, og det war saa arm,
det forbandede Skidt, te det kund’ it’ trækk’et aa æ Stæj. Køerne gik og gnaved
paa den swot’ Hied, ingen Mjælk ga’æ; det war saa forkrøblet, saa’en maatt res
et op i en Sell’, og it’ en Høn’ po æ Raaen, Fanden glow’ mæ, dæ it war saa
maw’er, te’ en Hund vild skamm’ sæ ved o ed’en.
Men a fæk’æ saat op, søen a kund’ vær’et bekjend’ for Gud og Mennesker.
Ja, a haar slidt haadt i mi’ Daw’, og lig’ gu’ Tak haar’en for’æ. For du, Margret’,
du fæk en gue Arrepaart; a ga dæ Gaarden kvit og fri i aalle Maader, men
hudden lønner du mæ for’et? Haar a no it’ i 14 Daw’ bejn dæ om o faa mig syet
den Læjjertrøj’ i den hær forbandede Kuld. A gaar jo her Daa ud og Daa ind og
bewwerister, Fanden glow mæ — mæ gammel Mennesk’.«
Datteren forsøgte en svag Protest: Blot Far nu vilde gaa i sin Seng, skulde
han nok faa sin Lædertrøje. Han vidste jo godt, hvor hun forgæves havde
an-strængt sig for at faa fat i Skrædderen. Men nu havde han jo lovet at komme paa
Mandag. »Vær nu endelig rimelig!«
Det sidste Ord var meget ubesindigt af Margrethe.
»Rimelig, siger du, rimelig!«
Søren Stougaard rømmede sig kraftigt endnu engang og gjorde et langt, vaklende
Trin ind i Mørket mod Datterens Seng; man mærkede, at han nu var naaet til
Talens Glanspunkt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
