Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
BONDENS SØN
»Ja, a hører nok i æ Bøj, te baade du og Mads gaar og fortæl’er, te a er
urimelig til daglig o ha’ mej o gjør’, men a skal Dævlen dans’ mæ vis’ jer nøj’ andtl
Hvem haar gien jer det, I nu gaar og braser op i Stads og Stuehier, hvem
skylder I, te I endnu er ve’ æ Brak? Er der saa møj som en Pind eiler Halmvisk
her i æ Gaard, som it’ haar wot min’; haar du bragt nøj te æ Gaard, Mads, vil
du saa it’ res’ dæ op og vis’ mæ’, hvor det ligger I«
Mads trak Dynen op over Ørene for ikke at høre mere. Tjenestekarlen tillod
sig her en ubetænksom Fnisen.
»A tøt dæ var jæn der grinned? Var det Lars? Grinner du a mæ, Lars? Ja,
aaltid haar do wot en ring’ Kaal i æ Gaard, dryvend’ og drontend’ te di’ Arbe’,
men en hwelle Kaal te Flanni og Kommers. Di’ Faar war en Skidknæjt og di’
Mu’e laa i med enhver, saa du haar it’ andt end Skidt o ta’ ud atter.«
Lars laa med knyttede Næver i Sengen, og var saa gal, saa han skar Tænder,
men han svælgede mandelig sin Harme.
Og den gamle Skjændegjæst gik paany over til Texten, mens han begyndte
at knappe Tøjet op. Den laadne Kabuds slængte han hen i Bænkkrogen, mens han
insinuerede:
»I vild’ gja’en ha til Urds, te -det er mæ, der rungenirer jer, men hwor møj
ta’r a af det, a kund’ tilkomm’ ? Skuld’ a et ha’ Tow og Lam af tow af de bæjst
Faar i æ Gaard? Haar a tawn’æ nowetied?« — Her slængte han med al en
ædel Sjæls retfærdige Vrede sine afkrængede Buxer ned mod Langskamlen, saa
Selespænderne raslede.
»Kund’ a it’ forlaang’ tow Pot Brænd’vin og en Kadus Skraa hwerUg’-Daa?
Haar a faat’æ?« — Her befriede den ædle sig for sine Strømper og Underbuxer,
og nu stod Taleren med sine magre, nøgne Ben i Krampetræskoene. Hans
Silhuet skimtedes svagt mod de låve Vinduer; Klokken slog gnældrende et. Søren
Stougaard gned sin Mave og ravede hen imod Sengen, stadig dybt rørt over sine
store Opofrelser for en utaknemlig Menneskehed. Med Møje kløv han over den
høje Sengestok og kom op til Jens, der var falden i Søvn ved den lange Præken.
Da den gamle faldt ned mod Dynen, gryntede han: »I Jesu Navn!« og fortsatte
henvendt til Jens: »Naa mi’ Dreng, — kan du saa kom herøver og warni’ mi’
gammel Bjenn’, for de er Dæwlen bræk’ mæ kold’!«
Saa begyndte han at knurre over, at den Teglsten, som Margrethe havde
lunk-net og lagt i Sengen til hans Fødder, allerede havde mistet Varmen, og hver
oratorisk Vending afsluttede han med at spytte hen paa Væggen ovenover Jens’
Hoved. Klokken slog halvto, før den gamle tænkte paa Afslutning. De sidste Injurier
mod Mads Søndergaard og Kone tog Vejen gjennem Næsen, et Varsel om, at der
var indtraadt Havblik. Noget af det sidste, man hørte, var følgende sandfærdige
Indrømmelse: »A er fuld i Awten. Men a er fuld for mi’ egn’ Pæng’ — Dæwlen
brækk’ mæ!«
Han sov. Han havde trukket Jens over til sig. I Begyndelsen gjorde den lille
en svag Modstand paa Grund af den frygtelige Brændevinsaande, der stod ud af
Halsen paa den gamle. Men omsider gled han hjælpeløs over mod Bedstefaderen,
overvældet af Søvn og Angst og Brændevinsdunster.
J. AAKJÆR
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
