Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
ET AFSNIT AF IBSEN-KRI TI KEN
derledes, thi det er ikke let at være blind for, at Ibsen visselig er en meget stor
Digter, Lyriker og Konstruktør af højeste Rang. Hvad jeg taler om, er Skikkelsen
Brand som Herold for og Afklarer af moderne Aandsliv i 1899, hans Kompetence,
hans sjælelige Karakters Rækkevidde.
Der gives dem, der opfatter Brand analogt med de fleste af Ibsens øvrige
Arbejder: som en rent objectiv logisk Udvikling af en Kamp mellem to disparate
Principer, af hvilke det ene ikke i højere Grad ehd det andet har Forfatterens
udtalte Tilslutning. Dramaet Brand skulde belyse to Arter af Selv-Realisation, paa
den ene Side Brands, han som forlanger den absolute Gennemførelse af de
væsentligste Livsviljer; paa den anden Side Fogdens og de andre Personers, de som
nivellerer, gaar paa Akkord, modererer efter Omstændighederne, fylder deres Liv
med tilfældige Smuler, noget af hvert, uformelige Stumper og Stykker, hvoraf
der kun kan dannes Sammensuriums-Mennesker. I ethvert Menneske skulde disse
to Arter af Selv-Realisation brydes om Overtaget, og i Brand behandles derfor et
Problem, som lever i os alle. Jeg tilstaar, at jeg i saa Fald ikke kan se Dramaets
Betydning. Jeg tror ikke, dette Problem lever i os, lever i unge Mennesker, hos
hvem Livet er i Udviklingsbevægelse. Jeg kan forstaa, at denne Begrebshorizont
kan fængsle ældre, modne Folk som en filosofisk, retrospektiv Ordning af
Livs-fænomener. Men naar der er Tale om at vise ufærdigt Liv Vej, saa ser jeg ikke
Frugtbarheden. Objectiviteten, den logiske Opstilling er kun paa sin Plads, naar
Tingene har modne, færdige Former, naar Enkelthederne er bestemte i Farve og
Tone og Form; indtil da er det: at hjælpe til Fordybelse i og Afklaring over det
konkrete og det enkelte — det ene væsentlige. Desuden kan jeg ikke frigøre mig
for en helt fast Overbevisning om, at Ibsen i Brand er personlig og solidarisk
som i intet andet af sine Værker. Der har været Tankevækst i ham henimod at
give Brand en saadan Skikkelse, som jeg i denne Afhandling efter Evne har
forlangt, at tegne Modsætningen, som er skitseret foran. Dramaets Jiele Stil og
en Mængde Enkeltheder i Bygningen indtil Slutningen af 4de Akt bærer
Grundpræg deraf; med 5te Akt er »Knækket* foretaget, Figuren stillet ud i det
objec-tive, gjort til en Idé blot. Jeg betragter endvidere denne »Objectivitet«, som
Ibsen her og ellers anvender, som en Forringelse, et med megen Kunst anlagt
Plaster paa Uigennemførtheden af en oprindeligere Tankegang.
Derefter kommer jeg til denne Afhandlings anden Del. Jeg vil prøve at
skitsere, hvorledes Skikkelsen Brand kunde have været forstørret og klaret i den her
angivne positive Retning, hvorledes hans Foragt og hans Viljer kunde faa
psykologisk og konkret rammende Form. Det er mig bevidst, at Opgaven er
halsbrækkende farlig, men jeg føier mig efter det foregaaende forpligtet overfor den.
Der stod engang i »Tilskueren«, jeg tror i Aaret 1894, en lille Række Prosadigte
af en ung Mand, hvem det er ganske overflødigt her at nævne. Et af dem lød saaledes:
»O Jord, Jeg elsker ikke din Himmel, ikke din Overflades Bugtninger og
Skaar, ikke de Planternes Skove, Hegn og Tæpper, du bærer, heller ej de
Menneskers Liv, du føder. Du er mig, o Jord, mest ligegyldig.
Der er kun faa Ting i min Verden, der er faa Ting, jeg elsker. Men de er
mig nok. Jeg kan elske saa trofast, at de er mig nok, og saa dybt, o Jord; jeg kan
være rig med dem.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
