Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EI AFSNIT AF IBSEN-KRITIKEN 219
Med et saadant barnligt Digt kunde Brand godt være begyndt. Her er angivet
de Grundelementer, som psykologisk betinger og grundlægger en Brand-Karakter.
Jeg mener: den ensidige Fordybelse i det enkelte, som er Forudsætningen for alt
lidenskabeligt Liv. Her er ogsaa angivet en levende Trang til Sjælsudvidelse. Det
er nemlig forkert, hvis man tror, at den store Sjælsudspænding, Udstrømningen
og Udviklingen af Intelligenslidenskaben, sker derigennem, at man lever i
Bredden. Den kommer kim frem ved Fordybelse, temporær Ensidighed. Ingen
Opdrager af Voksne eller af Børn maa glemme det.
Derefter skulde Brands Udviklingsgang skildres, hvorledes hans Sjæl lidt efter
lidt greb videre om sig i Bredden, hvordan han, stadig rastløs, fuld af evig friskt
Liv, fordybede sig paa flere og flere Omraader; indtil han til sidst nærmede sig
til at begribe det hele, saa vidt som ét Menneske kan. Dette skidde tegnes ganske
kort, og Brand skulde ved Stykkets Begyndelse staa i den modne Mandsalder. Og
saa skulde Spillet, Lynene, mellem ham og de andre Mennesker begynde.
Et Forhold maa derved præciseres. Det er en Grundskade i Ibsens Drama, at
Brand har faaet Tilsnit som Reformator, at han hæsblæser med sit Kald. Det er
fornemmelig det, der fordrejer hele Figuren; hans Tanker faar, fordi han direkte
henvender sig til Almenheden med dem, en almen og abstrakt Form; og
Tyngdepunktet i Figuren kommer til at ligge i den Skæbne, hans Virksomhed udadtil
faar. Dette er uheldigt og skal undgaas, saa sandt det vigtigste dog er, at
Skikkelsen Brand faar Fasthed og fuld Udfoldelse i I^eserens Bevidsthed. Det at udrette
noget i Verden er det secundære; det at blive til noget selv er det primære. Disse
to Ting maa ikke blandes sammen som hos Ibsen. —
Denne Brand, som jeg tænker mig ham, vil utvivlsomt komme til at foragte
dybt og meget, sørge, lide, saares dybt og meget. Næsten intet vil tilfredsstille
ham, hans Tanker vil skyde ud over de andre Menneskers, fordybe sig langt
videre, og han kan ikke begribe, hvorfor de andre stopper op paa Halvvejen.
Iagttagelser og Ideer vil gaa levende og brændende klare gennem hans Hoved, og han
forundrer sig over, hvordan andre Folk snubber dem dødt af og blot er
udholdende i deres Tænkning over dem, hvor det gælder om at balancere døde
Kendsgerninger sammen til Videnskab. Han skal være et Menneske, som blot vil dette
ene: det levende Liv, Trangen, Viljen, Evnen dertil i hvert Øjeblik, hver Sag,
hver Tanke. Den klarede Vilje til en mere levende Tilværelse, ud fra den sker
alt Fremskridt i den aandelige Verden. Denne Afklaring er den mest centrale
Evnevækkelse, der kan foregaa i et Menneske, og paa dette centrale Udgangspunkt
skal Brand-Skikkelsen staa. Han kan ikke begribe, at Menneskene kon være, som
de er. Han synes de snævrer Livet ind paa omtrent alle Omraader — med deres
døde Fornuft, deres utallige, famlende Rækker af endeløse Forsorg, af hvilke ikke
én blandt ti er til Nytte; med deres officielle Tanker, der allesammen omtrent er
Tankeindskrænkninger og Stemningsafspændinger. Han begriber ikke, at Folk kan
gaa saa døsige, saa næsten ligeglade forbi saa at sige alt, hvad de møder, kun have
Stemning for én Ting blandt tusind. Han begriber ikke, at ikke deres Nerver
dirrer og svinger med stejl Klarhed fra Lyst til Ubehag Snese Gange i hver Time.
Og saaledes videre. Alt i Alt: Brand elsker Livet, hver eneste Ting i Livet,
som kan formes saaledes, at den bliver levende. Men Menneskene er hapi ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
