Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PARABLER
223
skinnede et stort, hvidt Klokketaarn. Langt ude i Landet havde Barnet set dette
Taarn og havde sagt til sig selv:
»Naar jeg kommer did ind, vil jeg stige op i Taarnet og røre dets Klokker
og lytte, om der skulde røres andre langt borte.«
Og han steg op og greb i de store, stramme Tove. Da klang Klokkerne sagte;
men som han saa ud ad Lugerne og saa Torvet ligge dernede saa forfærdeligt
tomt og alle Husenes røde Tage og stive Skoddeøjne og alle de bugtede, tomme
Gader og de store Marker, hvor hentørrende Damme blinkede som Fiskeøjne, og
de lange Landeveje, der løb vidt rundt om Byen, blev han greben af stor Rædsel
og trak i Tovene, saa Klokkerne gyngede og dundrede. Deres Raab klang
uendelig langt bort under Himlen.
Barnet holdt sin Aande og lyttede; men der var intet at høre uden Stilheden.
Solen bagte ned over det liggraa Land.
Han trak og trak i Tovene, hans Øjne bleve smaa og sammentrukne af
Rædsel; men hans Mund var stum.
Da endelig — o! klang det ikke langt borte? saa fjærnt som fra en anden
Verden — som et Fuglepip.
Barnet løb ned og løb og løb i den Retning, hvorfra Klangen var kommen.
Men hvor han kom gennem en By, steg han op i Taarnet og rørte de store
Klokker og lyttede. Og stadig nærmere kom Svaret. En Aften syntes han, at nu var
det fra den nærmeste By, hvis Spir og Tinder han saa langt ude.
Han løb hele Natten igennem. Kun af Markens hentørrede Rødder og
Kildernes sivende Vand havde han næret sig; og dog var det nu, som bares han paa
Vinger.
Og da han i Morgensolen kom løbende ind gennem Gaderne, hørte han
hurtige Fødder, som løb i en anden Gade. Han raabte højt, og høje Raab svarede
ham. Men ingen kom til Syne. Han løb og skreg, og i de andre Gader løb og
skreg det ogsaa. Men intet Menneske viste sig.
Da blev Barnet stift af Skræk, gennem dets Hjærne jog det ene Ord: Ekko I
Og med et højt Skrig styrtede det om og døde.
Se, saadan endte hint Eventyr ikke, thi dér i den fjærne By fandt Barnet en
lille Pige, et andet Barn med Øjnene stive af Forfærdelse. Og da de saa hinanden,
skælvede de og skreg og fløj i hinandens Arme. Da rørtes alle Kirkeklokker af
Fryd.
Men dette Eventyr, Eventyrenes Eventyr, Bedragenes Bedrag, har løjet
bitterligt. For der var aldeles ingen lille, levende Pige — men bare det døde Ekko.
III
Ai Ai
Der kom to gaaende langs Aaen, de vare begge to meget unge.
Det høje Græs slog bølgende om deres Fødder; — langt borte, lavt
over de grønne Sletter stod en flammende, rød Aftensol. Aaen drejede
midt ude sit dunkle Vand i dybe, spidse Bægre; men langs Kysten strømmede
■7*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
