Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
PARABLER
med de hvide Heste. Den unge Kvinde trak i hans Gangers Tøjler; men den
kunde ikke hente de andre ind.
»Der lyder jo ogsaa kun Slag af tre Hove fra din Hest«, udbrød hun, »og
vore træde med fire.«
Germand bøjede sit Hoved og lyttede — og hørl der var kun tre Hoves Slag.
Den unge Kvinde saa paa Germand og saa mod Solen og de andre, som rede
foran i straalende Række, hendes Haand gled ud af hans, og hun sprængte efter
dem.
Endnu en Gang vendte hun sig i Sadlen og saa undrende paa ham med store
Øjne. Saa red hun bort.
Germand Gladensvend skreg højt og hug Sporerne i Hestens Bringe; men da
brødes de som Glas, og da han drog sit Sværd for at tvinge Dyret frem med
dets Od, da var det en stump Stenklinge.
Langt borte rede de andre paa de hvide Heste ind i Solen, til Livets Fest, og
hun var forrest og fagrest af dem alle; hun fløj som en Sommerfugl imellem dem,
og de vilde alle kysse hende. Hende vilde de kysse.
Da skreg unge Germand Gladensvend overlydt i Jammer.
Men den kan da heller ikke forlange at komme med, som rider til Livets Fest
paa Helhesten.
n
EVENTYRET
Medens vi ere Børn, fortæller man os Eventyr, og Eventyr ere som brogede
Glas, sete gennem dem spiller Livet og Verden i vidunderlige Farvers
Funklen. Men derfor ere Eventyr ogsaa fulde af Bedrag, som daare
Barnet, men som senere gennemskues, naar Glasset er splintret . . .
Der er et Eventyr, Eventyrenes Eventyr, — Bedragenes Bedrag:
Store Farsoter havde hærget Landet, og alle vare døde, kun et ungt Barn, en Dreng,
var tilbage, og han vandrede alene ad dødstille Landeveje mellem brede Marker,
hvor Kornet var forgaaet, og hvor intet Græs mere spirede. Milevidt laa Landet
ud og var dødt. Over Vejens solhvide Støv strakte sig de visne Poplers truende,
sorte Skygger, og paa Himlen stode store, glasgraa Skyer ganske ubevægelige
som Gopler i det lumre Lufthav. Drengen blev ved at gaa, og Lyden af hans
Fødder var den eneste Lyd i den uhyre Stumhed, og derfor løb den langt bag ham og
langt forud. Og han standsede og hørte i kvælende Angst al Verden tie om sig
— og sit Hjærtes hamrende Slag.
Barnet kom gennem Landsbyer, hvor alle Huses Skodder vare lukkede, og alle
Porte stængede. Og sorte Kors vare malede paa Lugerne. Og ikke gøede der Hunde,
og ikke galede der Haner, ikke heller brummede det dybt og sløvt fra Køernes
Stalde, og ej blev der leet om Brønden af unge Karle og Piger. Men fin Stank stod
over Gaden som i tynde Strenge, og Barnet vidste, at i alle disse Huse laa der
døde Mennesker.
Atter kom han ud paa de endeløse Landeveje, til han naaede en By, hvor der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
