Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PARABLER
22$
Eos steg over de lyseblaa Taager i det aarle Gry, gik han ind gennem Skoven,
med udbredte Hænder og sænket Hoved. Og i den dugdryppende Eng stod der
en høj, skælvende Blomst, intet Øje havde set før denne Morgen, og den var
runden af Hyakintos’ Blod paa Apollons Bud. Den foldede sine lange Blade ud i
Blæsten, og i Aarernes mørke Slyngninger græd det:
Ail Ai!«
Han tav, og de hørte kun Aaens Græshoppekor. Solen sank ned i de fjærne
Enges Favn, og Tusmørket begyndte at blaane.
Da strakte hun smilende sin Haand ud og bad:
»Giv mig saa Blomsten!«
»Nej, nej, tag den ikke — tag den ikke, Ulykkens Blomst.«
»Ulykken!« hun løftede sig i Skoene og lo mod ham med sejrende Øjne, »tror
du, Ulykken kan ramme mig?«
»Nej«, hviskede han, — »men mig«.
»Kom med Blomsten«, bød hun, og hun tog den af hans Haand og flettede
den i Kransen, som hun lod falde over hans Skuldre. Mistrøstig og angst stirrede
han ned i Sværdliljens dybe Kalk, hvorfra Støvdragernes Taarestrømme randt.
Dens Konvolvoluskrone bævede i Aftenvinden og hævede sig mod ham over de
grønne Straa og de blege Blomster.
Men hun lo højt og lagde sine Arme om hans Hals.
Men endnu før denne Sommer var forgangen, da alle Straa vare grønne, og
alle Stængler bare farverige Blomster, stod han alene i den sivende Eng den
blæstkolde, regnmørke Aften, ved Aaens blæksorte, pibende Vande. Og i det
sluknende Lys under låve, drivende Skyer læste han om og om paa den visne Iris’
krøllede Blade de jammerfulde Ord:
Ai! Ail
IV
EN KVINDE
Den Gang de slog den Herre Jesus Kristus med haarde Hænder og vandt
Tornekronen om hans Pande, var der en af Svendene, som foer særligt
ondt mod ham. Han greb den tornerigeste af alle Grenene og pressede
den af al Magt gennem Kristi tykke, røde Haar, saa Blodet flød i Strømme. Da
hævede den Herre Kristus sine tunge Øjelaage og saa’ langt og fuldt paa Svenden
og sænkede atter sine blaa Blikke mod Jorden. Men da skete det, at Svenden
rystede paa alle Lemmer, og han blev hvid og bøjede sig og greb i Dyngen af de
smidigt-seje Grene én, som endnu bar sin Blomst, en dryppende blodig Rose, og
med blide Hænder vandt han Grenen om Jesu Hoved. Rosen sank over Herrens
smærtende Pande og aandede sin svale Duft over de vingesmalle Bryn og sænkede
Øjelaage. Saa linde som Kys føltes dens Blade paa de smærtesvulmede Aarer.
Den Herre Jesus Kristus rystede let, og hans Mund sitrede. Men de førte ham
ud af Domhusets Stenskygge, ud paa de hvide Veje, der støvede.
Og de ledte ham hen under Korset, hvis Tynge som af Jærn faldt ned over hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
