Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
siegfried wagn ex
FINTER OG PARADER
DEN TAABELIGE DØD
Kæmp for alt hvad du har kært,
dø om saa det gælder,
da er Livet ej saa svært,
Døden ikke heller!
Chr. Richardt
Efter en lang Dags Jærnbanekørsel over
nøgne solhede Landstrækninger, hvor
kun af og til et enkelt Træ för forbi Øjet
som en spaltet Linie, kom jeg hen paa
Eftermiddagen til Hovedstaden i et lille, tysk
Fyrstendømme. Det var en rigtig venlig og
hyggelig By at se til. Store, lige Huse med
dyre og rige Vinduer, ingen høje Taarne der
strittede til Vejrs, og lange asfaltdiscrete
Gader med en snaksom og velvillig og
pyntelig Strøm af skønt klædte Mennesker. Det
var en rar By. Den virkede dulmende. Lod
én ikke blive hængende i sære Stemninger,
men satte én hurtigt og lempeligt i den
rolige, indtryksløse Tilstand, der er den
rolige Borgers gode Ideal.
Og saa var det saa heldigt, at den netop
afholdt en pæn, lille Festlighed.
Den var i livfuld Bevægelse. Der var
rejst Flagstænger med Flag og Vimpler
langs Husene, et enkelt Sted var et Hus
behængt med grønne Guirlander og et
For-retningsvindu pyntet med Blomster, og langs
Fortovet stod Folk opstillede i lange
Rækker.
Jeg spurgte en Herre, hvad der var paa
Færde; han præsenterede sig som
Redaktør af Byens liberale Blad og fortalte, at
Byen var i Festdragt til Ære for Fyrsten,
der i Dag førte sin unge Brud til hendes
fremtidige Hjem; det var virkelig en
glædelig Begivenhed; Fyrsten var saadan en
elskværdig ung Mand, hvem Mænd af alle
Anskuelser med Glæde kunde tage deres
Hat af for. Saa undskyldte han sig og gik;
han havde desværre ikke Tid til at give
mig flere Oplysninger, han skulde hen og
tale om en Bogkritik med Anmelderen i
Regeringsbladet, hvem han netop havde
faaet Øje paa mellem Mængden. Han
nikkede venligt til mig med det samme
velvillige Smil, som genfandtes paa alle
Ansigter omkring mig. Der var gaaet Familie
i Befolkningen. De havde forstaaet og
tilegnet sig denne evige Sandhed, at vi alle
bør være som en stor Familie, der smiler
venligt til hinanden, og hvem saadanne
fantastiske Overdrivelser som Idealer og
politiske Ideer ikke bør kunne skille. Lad os
være fri for Skaberi. Lad os tage jævnt og
naturligt paa Livet. Vi kan politisk mene
hvad vi vil — det skulde dog vel ikke
hindre os i gemytligt og sammen at feste lidt
for Landets Potentat.
Jeg stod og læste al denne Velvilje paa
Ansigterne omkring mig, men mine
Tanker vilde ikke fæstne sig ved Indtrykket;
de gled ind i sig selv, og jeg fik et Syn:
Am fernen Horizonte
erschcint, wie ein Nebelbild,
eine Stadt mit ihren Türmen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
