Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3i8
TO DAGE
Vi gik langsomt — vi stod ogsaa ofte i Samtalens Løb stille, til sidst var vi
blevne gennemkolde og gik ind i Havens Konditori for at spise Frokost.
Vi sad i en lille hyggelig Stue for os selv og følte med Velbehag Varmen
strømme tilbage i vore forfrosne Lemmer. — Der blev vi længe siddende og røg
og læste Aviser og snakkede godt og kammeratligt sammen.
Jeg kunde se paa Uwe, at han solede sig i sit eget gode Humør; — og jeg? —
jeg var bestandig erfaren og fornuftig og ti Aar forud for min Alder, hvilket dog
ikke forhindrede, at jeg befandt mig særdeles vel.
Vi bestemte at gaa i Teatret om Aftenen. Glucks dejlige Orpheus skulde synges.
Da vi endelig naaede ind i Byen igen og havde taget Billetter, var det bleven
saa sent, at vi hver gik til sit — jeg for at klæde mig om — han for at tage sig
en lille Lur, vi skulde mødes igen en Time efter og som de Storborgere, vi ikke
var, spise til Middag paa Byens fineste Restauration.
Af et saa gammelt Ægtepar at være, som jeg havde gjort os til, skulde man
næsten tro, vi agerede Bryllupsrejse 1
Men jeg kunde jo dog egentlig ikke gøre for, at min Fornuft ikke denne
allerførste Dag blev stillet paa en haardere Prøve I
Saa sad vi da i vore Festklæder og spiste paa Byens fineste Restauration.
Det var som den blideste Musik sagtelig lullede os ind. Vi smilede og vidste
ikke hvorfor — vi talte og vidste ikke hvad! — Det var, som om et Par bløde,
parfumerede, velplejede Hænder jævnede hver personlig Tanke, hver personlig
Følelse ud.
Intet der laa bag os! — Intet frem for os! — En dulmende Selvforglemmelse
og Gaaen-op i Nuet.
Opvarterne gik lydløst hen over de tommetykke Smyrnatæpper og bar Retterne
frem, den ene langsomt efter den anden.
Underlig overforfinede, kraftløse Retter, som man havde Fornemmelsen af
egnede sig bedst til at suges op gennem et Rør, og som vi begge med passende
fornem Mangel paa Appetit kun nippede til.
Her var afdæmpet og blødt! — Blødt under os — over os — blødt til alle Sider,
som sad vi i et stort silkepolstret Skrin, der nænsomt og kunstfærdigt tog af for
hver Lyd, for hvert Lysstrejf, der kunde minde om Virkeligheden udenfor.
Foruden vort Bord var kun to andre optagne. Ved det ene sad tre Herrer,
aabenbart af Aristokratiet, ved det andet et ældre Par.
Og ved at se paa disse Mennesker og ved at betragte os selv, maatte jeg
uvilkaarligt spørge mig, om der virkelig gaves Sorger og indre Oprør, Kulde og Tristhed
— overhovedet nogen Art af Disharmoni? Var det ’M-e blot Indbildning,
sygeligt, overflødigt Selvplageri — naar Mennesker kunde indrette et saa overdaadigt
Sted, hvor alt var anskaffet for at forhøje Ens Velbehag — naar Gæsterne kunde
tage sig saa fornemme ud, ligesom indhyllede i bløde, silkeglatte Klædebon, og
Livet ikke havde formaaet at sætte dybere Mærker paa dem, end det syntes?
Der skete ingen Brist paa min Stemning paa Vejen til Theatret, og den
forhøjedes, da vi traadte ind paa Tilskuerpladsen.
Der var udsolgt til sidste Plads! — En virrende Summen gik gennem de tætte
Rader af pyntede Mennesker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
