Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO DAGE 319
Der var de bløde, skærmende Silkefolder igen! Den smagfulde Festdragt, der
hensynsfuldt dækkede al Hverdagsskrøbelighed!
Orkestret begyndte at stemme sine tonefulde Strygeinstrumenter . . .
Jeg saa alt i et flimrende, skiftende Regnbueskær som gennem en kæmpestor,
kunstfærdig, diamantfin sleben Prisme af Krystal.
Vi nød sandelig i Dag i fuldt Maal, alt hvad en Storstad kan byde sine Gæster.
— For første Gang elskede jeg Byen gennem den rige Feststemning, den havde
formaaet at sætte mig i.
Musiken begyndte — den dejlige Musik til Orpheus!
Jeg syntes selv, jeg stod deroppe og sang alle de stortsvungne, plastisk skønne,
glødende lidenskabelige Toner, som Orpheus’ Smerte rummer.
Orpheus mistede for stedse sin Euridice — selv blev han sønderrevet af rasende
Mænader ... dét maa jeg altid tænke paa, naar jeg hører Musiken, thi det er selve
den ubønhørlig, stadig paany opflammende og aldrig dulmende Smerte, der tilsidst
næsten fortærer sig selv, hvormed Gluck har gennemtrængt sit Værk.
Jeg kunde ikke sidde stille — Pladsen var saa fortvivlende trang. Og i min
Begejstring maatte jeg hvert Øjeblik liste min Haand ind i Uwes, skønt han altid
slåp den igen — og forsøge at fange hans Blik, skønt han flere Gange sagde, at
nu skulde jeg høre efter og ikke lægge Mærke til ham.
Han troede, jeg ikke hørte efter!
Da Operaen var forbi, følte vi os begge trætte og brød os ikke om at se
Balletten.
Vi kørte hen i en Restauration, som Uwe kendte fra gamle Dage, og hvor vi
hyggelig og ugenert kunde sidde i et Værelse for os selv.
Saa havde jeg dog oplevet en hel lykkelig Dag sammen med Uwe — en Dag
uden en eneste skurrende Tone — uden den mindste unænsomme Rift; tilsidst
reven med af en berusende Feststemning, hvortil Alt — Byens Gader,
Restaurationer, Mennesker og Musiken havde bidraget. — Det var som en Erobring af
Hovedstadens hele store omfattende Virkelighed.
Og min Taknemmelighed for denne lyse, blanke Dag skulde intet faa Lov til
at udslette, hvor megen Tristhed, hvor mange uundgaaelige Hverdage, der end
maatte følge.
Aa, men nu blot ingen unødvendig Fornuft mere, ikke i Aften, slet ingen
Fornuft — blot Ungdom, blot Glæde. — Og jeg maatte sige til Uwe, hvor lykkelig
jeg havde følt mig, hvor lykkelig han den ganske Dag havde formaaet at gøre mig.
Og jeg sagde ham det med et straalende, kærlighedsfuldt Blik.
»Ja, vi har vel haft det ganske rart!« — svarede han. »Men du skal lade være
med at se saa forelsket paa mig, som du gjorde i Theatret og lige nu, det kan jeg
ikke taale, saa bliver jeg sløv.
Dine Øjne bliver helt sorte og dit Ansigt stort og hvidt, Minna.«
Han var begyndt for fuldt Alvor, nu slog han over i den sædvanlige, spøgefulde
Tone, som han brugte, naar han drillede mig.
»Ja, se kun paa mig, du lille Tosse; men paa det Punkt er jeg virkelig slet ikke
anderledes end andre Mænd, vi kan nu en Gang ikke taale jeres forelskede Fagter.
— Prøv du paa at forandre os, om du kan.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
