Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3i8
TO DAGE
at danne sig en ny Praksis og til at optage Kappestriden med en Konkurrent. Han
havde ikke fulgt med Tiden, allerede for længe slaaet sig til Taals, dog først nu
blev det ham selv klart, og derfra stammede hans sygelige Mistænksomhed, han
var bange for, at de andre ogsaa skulde opdage det og se ned paa ham derfor.
Ja, det var ham en Plage, en Ydmygelse at opholde sig i Byen, han længtes
efter at komme tilbage til de hjemlige Forhold og genoptage sine gamle Vaner;
naturligvis indrømmede han intet af alt dette; naar jeg blot stiltiende fandt mig i
hans gennemgaaende slette Humør, saa var nærmere Forklaringer overflødige.
Og saadan slæbte vi Dagene hen, fra Restauration til Kafé — fra Koncert til
Theater og Varieté — paa Muséer og Udstillinger og i Butikker, indtil jeg til sidst
syntes, at der ikke var ét Etablissement i hele Byen, hvor vi ikke havde været,
hvor vi ikke havde slæbt vort Forhold igennem.
Og Byen blev mig atter til en eneste stor Rædsel, ikke mere flygtig set,
udefra, nej, fordi jeg nu trængte ind bag dens Kulisser, bag de silkeglatte Festfolder,
der én eneste Aften havde daaret mit Sind; jeg kunde heller ikke nu faa fat paa
dens egentlige Væsen, jeg vidste kun, at vi var hjælpeløst prisgivne midt inde i
dens tomme myldrende Færden.
En Dag mødte Uwe en af sin fraskilte Kones Ungdomsveninder, jeg kunde
kende hende, efter en flygtig Beskrivelse, han en Gang havde givet af hende ved
at tale om sine Studenterdage og sin Omgangskreds fra den Tid.
Han blev staaende stiv som en Støtte midt paa Gaden og hilste mekanisk.
I mange Timer talte han ikke til mig.
Dog i Dag havde jeg ondt af ham og bebrejdede ham intet; men selv led jeg
næppe mindre end han, om end jeg nærmest tænkte paa vort Forholds fortvivlede
Haabløshed.
Vi havde til den Aften taget Billetter til en Varieté, der gaves et Nummer med
bevægelige Lysbilleder, som det skulde være meget interessant at se.
Først vilde vi ikke gaa derhen; men saa gik vi der alligevel, det var i hvert
Tilfælde nemmere end at finde paa noget andet, og saa bortledede det maaske
ogsaa noget vore Tanker fra hinanden.
Da vi traadte ind i det store, runde, overfyldte Cirkuslokale, blev vi modtaget
af en raa, bragende Lattersalve, og gennem den tykke, kvælende Dunst af
Øl-stank, Svedlugt og Tobaksrøg saa vi to Klowner, der, idet de* udstødte
meningsløse Hyl, vendte Benene i Vejret og vrængende rakte Næse og Tunge ud til
Publikum, inden Tæppet gik ned.
Jeg vilde lige til at gribe fat i Uwes Arm og sige ham, at jeg vilde gaa — jeg
kunde ikke .... det var at byde os selv for meget. . .
Men saa var der noget, der tvang mig til at blive — noget der drog mig.
Her var det I
Nu stod jeg endelig Ansigt til Ansigt med det; jeg kunde gribe om detl
Det var selve Uhyret, der gabede mig i Møde her.
Det var Vrangsiden af Bylivet, der her var krænget ud, og dets
Forraadnelses-pust der indhyllede denne Forsamling.
Jeg vilde en Gang se Uhyret ind i dets desparate, opdunstede Ansigt.
Vi opsøgte vore Pladser og blev siddende og-saa paa Nummer efter Nummer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
