Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO DAGE
323
Det var der alt sammen 1 Jongløren, der legede med brændende
Petroleumslamper — Chantøsen med sit sminkede Ansigts stivnede Lastefuldhed og sin skingrende,
brustne Stemme — den smægtende Romancesangerinde, der blev peben ud, fordi
hun ikke viste sine Ben — Vidunderbarnet, der hilste ud til Publikum med et tillært,
fordærvet Smil, og den næsten allerede blindede Løve, der sikkert hver Dag maatte
lade Piskesnærten gaa hen over sin dvaske Ryg for at lære den »Kunst«
rovbegærligt at skære Tænder af sin fede Dressør og sende et vildt og kødlystent Brøl
hen over den gysende Tilskuerskare.
Det hele samlede sig til én eneste overnaturlig stor, latterlig bemalet
Karne-valsmaske, der blev holdt frem og stirrede Forsamlingen i Møde med sorte, tomme
Øjenhuler og forvrænget, idiotisk gabende Mund — altsammen foranstaltet for at
vække Pøbelens Lattergys.
Var det Galleriet alene, der skulde mores paa den mest groteske Vis? Anstrængte
man sig ikke ogsaa for, deroppe paa Tribunen, ved forcerede Uanstændigheder at
ophidse Logepublikummets slappede Nerver og Sanser?
Og sad de ikke der rundt i Logerne, Byens unge, blege Levemænd med deres
Tøjter, og saa’ til i dvask Lede og Overmæthed, kun en Gang imellem ladende et
flygtigt Kendersmil gaa oplivende frem over deres slappede Ansigt.
Men sad der ikke ogsaa respektable Familiefædre rundt omkring med deres
adstadige Matroner og halvvoksne Børn?
Sad der ikke Folk af alle Stænder, af alle Slags, var det ikke hele Byens
Befolkning, der havde givet Møde for at forene deres Smag, for at søge Adspredelse, døde
Tiden, glemme Sorgerne ved Synet af Fjælebodsgøglet.
Ja, nu var det, som havde jeg lært Understrømmen i Byens inderste Væsen at
kende ....
Vi gik, inden vi havde faaet Lysbillederne at se. Ingen af os kunde længere
udholde at indaande den tykke, urene Luft.
Det var, som om vi sneg os ud af Lokalet, vi maatte bore os frem, vi maatte
skubbe til Side, høre grove Ord og Fnisen, og i min syge Ulykkelighed over Uwes
og mit Forhold forekom det mig, at det var os — os alene, der hele Aftenen havde
været prisgiven Pøbelens raa og bragende Lattersalve, saa redningsløst blev jo den
enkeltes Smerte skyllet bort i Bylivets virrende Sværm.
Endelig slåp vi da ud 1
Var jeg overophidset, var det mig, der var gal, eller kom vi virkelig lige ud af
en Daarekiste?
Inden Uwe kom til Byen for at besøge mig, havde jeg tænkt mig Muligheden
af, at han skulde tage mig med sig hjem, nu følte vi begge, at det rette Øjeblik
langt fra var kommen endnu, ingen af os havde Modet til at træde frem for
Offentligheden allerede, næsten stiltiende blev vi enige om, at jeg skulde blive i Byen
til Foraarets Komme.
Jeg følte mig ikke skuffet derover, jeg glædede mig snarest til at blive alene og
leve jævnt og ensformigt igen, jeg vilde ogsaa øve mig flittig, saa min gamle
Professor ikke altid skulde have Grund til Klage.
»4*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
