Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONFLIKTEN
405
tedes, blevet skabt en helt god og solid konservativ Opfattelse ude i det store,
almene Folk. Ikke blot i politisk Henseende, men paa alle Omraader. Vi har
under Sommerens Lock-out set, hvorledes de sociale Synspunkter er blevet
forvrængede ude i Venstre-Bondebefolkningen. Under den store Smedestrejke i
1885 kom hver Bondemand med sin Flæskeside, og hver gammel, krumrygget
Parcellist lukkede op for sin fedtede Snørepung. Men i Sommer gik Bønderne
ude i de gule Rugmarker og smaalo — og tænkte paa den billige Arbejdskraft.
Og vi har set, hvorledes hele den samlede Rigsdags moralske Fedme oprørtes, da
en letsindig Folketingsmand stod frem og sagde, at han hellere vilde gaa i Varieté
og se paa halsbrækkende Klovnløjer og kortskørtede Syngepiger end gaa til
Missionsmøder og lytte til selvglade Bibelbajadser og ydmyg Thekoppeintelligens.
Der er saaet en Sæd, som der vil kræves Aar til at luge ren. Alle Principper er
ramlet sammen, alle Anskuelser gaar op i samme fælles Generalnævner. Venstre
er blevet saa stort og pluskævet som en hollandsk Bondeknøs, — men det skal
holdes fast, at det er ikke, fordi Folket er blevet radikalt, men fordi Venstre er
blevet konservativt I
Det er nu snart længe siden, der er hørt et eneste sundt, frejdigt Venstreord.
Socialdemokraterne er ene om at repræsentere Radikalismen. Vi havde fordum en
Hørups smidige Haan, der borede sig frem som Dolkestik, og vi havde en
Pingels Indignation — en Mand, der talte som en Sejrherre til Trods for, at han
stod som Tolk for et kuet Land. Der laa tykke Strimer over Rygstykkerne, hvor
han havde ramt med sin Pidsk. Og vi havde Edv. Brandes snærtende Sarkasmer og
Henning Jensens mefistofelske Spot, ætsende som Vitriol. Det var et Folk, der
rasede i sin Lænke, fordi det ikke var vænnet til Dressur. — Men saa blev der
tyndt og tamt i den danske Rigsdag, der laa Aag over alle Skuldre, naar man
læste Talerne deroppe fra, var det, som man hørte Dryp fra Næsetipper og
Gam-melmandshoste som Accompagnement. Hvor man den Gang bed, dér slikker man
nu. Hvor man den Gang rejste sig op i Trods, dér kryber man nu.
Folket var slagent, Dressuren var endt I
— Og saa nævner man nu Ordet: Konflikten I
Har vi ikke Ret til at trække paa Skuldrene, til at stille os skeptisk overfor dette
opdukkende Fænomen i dansk Politik! Naar vi ved, hvad der er sket, naar vi har
set, hvorledes de politiske Forhold har udviklet sigl Tør man tro, at det Partir
der til Trods for sin Majoritet har levet i Afhængighedsforhold til Landsting og
Regering, nu pludselig vil kaste alle Broer af, rive sig løs fra alt, knipse Landstinget,
paa Næsen og sige Grandseigneur til sig selv?
Har det Evnen dertil? Har det Viljen dertil? Har det først og fremmest Modet
dertil ?
Her er, Herren hjælpe mig, snart ingen Ende paa alle de Nogenlunder, der
er her i dette Land. De kan ikke tælles i Snese, man maa øse dem op i
Skovlevis, ligesom man øser Rejer op af Fiskepramme. Hver en Urtekræmmersvend er
en nogenlunde god Rosinpiller, hver en Stuepige nogenlunde uskyldig, hver en
Hestepranger nogenlunde ærlig, hver en letbenet Don-Juan nogenlunde stram i
Knæerne. Digtere, Filosofer, Politikere — nogenlunde gode Rosinpillere alle til
Hobe I
3°’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
