Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mariane høst
VREDE STJÆRNER
i
En lidt forsagt Ungdommelighed var der over hendes Væsen, om hendes
alvorlige Mund kunde der undertiden spille et blegt Smil, der var en Smule
uvant. En Blomst, og gærne en rød, gemte sig undselig forskrækket over
sin Ubesindighed bag Nakkekammen, og hændte det en sjælden Gang at en
eneste Haarlok gled ned over Tindingen, ligesom tilfældigt, saa havde
Gehejmeraa-dens Niece sikkert ganske forglemt sig, hun var for et Øjeblik heltud ung Pige.
I en saadan lys Stemning kunde et Dansetrin meget godt tages, men helst bag
ved en af Bogreolerne, saa at Onklen ikke kunde ironisere over Letsindigheden.
Excellensens høje Alder og strenge Studier fordrede dyb Stilhed og ubetinget
Alvor.
»Den megen Talen forflader Karakteren«, mente Kirkerup, »naar Menneskene
er det, de er, saa er det, fordi de taler sig selv op i Ord.«
Og da Mathilde en eneste Gang havde talt med hele Ungdommens indestængte
Varme, med Ord der duftede, sang og lyste, Ord, der slog Flammer op af, da
hun var brust op om Lidenskab, Enthousiasme og Ungdommens Ret, da hun
havde fordret og forlangt Lys og Liv og Luft, men mest paa Broderens Vegne,
saa havde den gamle Mand smilt ganske stille, og længe havde han forbavset set
paa hende med sine kloge graa Øjne.
»Fordre — det kan Ungdommen af os de gamle«, sagde han med sin mest
fornemme Tone »men — yde I Jeg siger Dig, Mathilde, at naar vi i min Tid
kunde tie, saa blev det til vor Lykke, det er den indre Gehalt. det kommer an
paa hos en Ungdom. Ord og Larm og Skrig og den Slags — nej! I kan lære af
mig, I to, Du og Din Broder, at lægge Sordine paa Strengen, læg jer det paa
Sinde.«
Fra den Dag af havde hun tiet, og der laa en Hævn i denne haardnakkede
Stumhed, hun tav som alle tav i det Hus. Stille blev hun og indesluttet som
Broderen, han der tavs og faamælt passede sine Studier, hun blev menneskesky
og kold som Excellensens gamle Søster, der stum og sortklædt passede sit Hus.
Hun havde skreget, men der var ingen, der havde hørt Skriget. Men naar hun
gik omkring i det store fornemme Hus, var det bestandig som grundede hun paa
en Hemmelighed.
Og Huset var dødsensstille som en Grav, som det laa dér dybt i Skygge i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
